Glistrup havde en pointe: Vi er nødt til at afvikle offentlig virksomhed

Den offentlige sektor

Glistrup havde en pointe: Vi er nødt til at afvikle offentlig virksomhed

Vi kan sagtens drive et trygt, sikkert og socialt ansvarligt samfund med en markant mindre offentlig sektor. Faktisk bliver det mildt sagt umuligt, hvis ikke vi reducerer den offentlige sektors størrelse

Foto: Colourbox
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Der er turbo på det offentlige. Vokseværket er til at tage og føle på, og ser ikke foreløbigt ud til at have nogen ende.

Jeg kan selv huske, da det vokseværk, der bragte mig tæt på to meters højde, var allerværst.

Jeg var lammet og låst til sengen, kunne dårligt sove om natten, og i det hele taget var det ikke særligt sjovt at være til den gang.

Sådan er det også at være borger i et Danmark, hvor den offentlige sektors vokseværk er vildere og mere utæmmeligt end ukrudtet på danskernes terrasser.

Der er ikke den opgave, det offentlige ikke kan tage sig af.

Danmarks absolut største arbejdsgiver

Vi ved jo godt, at vores (ud)dannelse, sundhed, sikkerhed og transport varetages af det offentlige, men staten tager sig også af vores børn og vores ældre, når de bliver lidt for ubekvemme for os.

Staten finansierer dig, hvis du ikke kan arbejde – hvad end du er blevet fyret, syg eller bare for gammel.

Staten giver dig penge for at få børn, penge for at have et sted at bo, penge til at blive begravet. Staten sikrer os kultur, den skaber boliger, den skaber natur. Og staten er Danmarks absolut største arbejdsgiver.

Jeg vil gerne foreslå, at der gøres plads til yderligere ét ministerium: ministeriet for afvikling af offentlig virksomhed

Det er for mange nok ganske svært at forestille sig et samfund, hvor staten ikke varetager de opgaver.

For de flestes vedkommende er tilværelsen jo ganske magelig, når staten tager sig af alle opgaver for os, og der er ofte ønsker om, at staten tager endnu flere opgaver på sig.

Det ser vi også, når regeringen nu sætter Danmarksrekord i antallet af ministre.

Jeg vil gerne foreslå, at der gøres plads til yderligere ét ministerium: ministeriet for afvikling af offentlig virksomhed.

Bliver nok opfattet som en joke

Mogens Glistrup og hans fremskridtsparti foreslog det sådan set allerede for over 50 år siden, og forslaget vil formentligt blive modtaget som en joke og opfattet som et sølle forsøg på at gøre sig morsom – den har jeg hørt før.

Jeg vil dog slå fast, at jeg mener det.

Ikke fordi jeg nærer nogen tro på, at det offentlige faktisk kan afvikles, eller at nogen vil tage skridtene for det.

Men fordi regeringen sådan set har lovet at tage et opgør med statsbureaukratiet, og fordi det er nødvendigt, hvis vi fremover skal have en bærende velfærdsstat.

Staten har vokset sig så stor, at den vil knække under sin egen vægt

En minister med et departement dedikeret alene til at rydde op i det offentlige, undersøge hvilke statslige opgaver, der kan undværes, og hvordan det hele kan drives bedre og billigere vil kunne udrette underværker.

Vi kan sagtens drive et trygt, sikkert og socialt ansvarligt samfund med en markant mindre offentlig sektor. Faktisk bliver det mildt sagt umuligt, hvis ikke vi reducerer den offentlige sektors størrelse.

Staten har vokset sig så stor, at den vil knække under sin egen vægt.

Velfærdsstaten er ikke bæredygtig 

Snakken om den demografiske udvikling er nu endeligt nået til regeringstoppen, som også har fået øjnene op for, at der fødes for få børn til at kunne opretholde den nuværende offentlige model.

Der skal også fødes flere børn, men ikke for at vi kan generere flere skatteborgere til at fodre velfærdsmaskinen.

I en tid, hvor bæredygtighed stadig er topaktuelt, må vi sande, at den offentlige velfærdsstat på ingen måder er bæredygtig

Nej, den maskine må sættes ned i et tempo, der stemmer overens med den mængde brændstof, der er til rådighed.

I en tid, hvor bæredygtighed stadig er topaktuelt, må vi sande, at den offentlige velfærdsstat på ingen måder er bæredygtig.

Den store oprydningsaktion

Hvis regeringen, og det håber jeg sandelig, vil gøre alvor af deres løfter om at reducere det offentlige bureaukrati, og hvis vi ønsker at have en form for velfærdssamfund også om 50 år, må de gå i gang med den store oprydningsaktion nu.

Når det sker, ved vi at velfærden er reddet

Meningsmålingerne er alligevel så dårlige, at de næppe kan tabe meget på det, selvom det bliver upopulært.

Ministeriet for afvikling af offentlig virksomhed skal have som sidste opgave at afvikle sig selv.

Når det sker, ved vi at velfærden er reddet.

Lucas Zukunft

Medlem af Konservativ Ungdom.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.