Annonce

Efter 2.000 timers forberedelse: Kristian er verdens bedste til sit fag

For første gang i over 10 år vinder Danmark guld til VM i Skills. Vinder håber at inspirere andre. “Vi mangler jo dygtige hænder”
Foto: SkillsDenmark
På billedet ses Kristian Bak Hansen, som har vundet guld til VM i Skills
Det gik heftigt for sig, da unge håndværkere og elever fra hele verden mødtes til WorldSkills i Lyon i Frankrig.    

Her konkurrerede de håbefulde deltagere om at blive den bedste indenfor så forskellige uddannelser som eksempelvis mekaniker, tjener, maler og bager.

Søndag stod det klart, at Kristian Bak Hansen for første gang i 13 år vandt guld til Danmark.

Det skete i kategorien flisemurer, hvor Kristian leverede et flot resultat trods et enormt tidspres.

En hård konkurrence

Det er en overlykkelig ung håndværker og guldmedaljevinder, Netavisen Pio får fat i.

“Det er kæmpestort. Det er ubeskriveligt,” siger Kristian om hans sejr til verdensmesterskabet.

Den nyvundne verdensmester er ikke i tvivl om, hvad det sværeste var til konkurrencen.   

“Tiden. Der var ikke nok tid til opgaven. Men man finder et ekstra gear i sig selv for at nå at blive færdig, så man kan få en podieplads,” siger han.

Til konkurrencen får håndværkerne langt mindre tid end de er vant til i deres dagligdag. Det kræver derfor hurtige hænder og et skarpt hoved at færdiggøre opgaven inden for deadline.  

“Vi var kun fire eller fem, der nåede at blive færdige,” fortæller Kristian.  

Håber at inspirere andre 

Forud for konkurrencen ligger massevis af træning og forberedelse, som går udover den almindelige uddannelse.

“Nu har jeg trænet næsten 2.000 timer,” siger Kristian, der fortæller, at også weekenderne er taget i brug for at forberede sig til verdensmesterskaberne. Derudover har han af og til fået fri af sin mester, så der var tid til træningen.   

Som om det ikke var nok, er der flere eksperter inde over, som hjælper konkurrenterne med at yde det ypperste til finalen.

"SkillsDenmark stiller også kostvejleder og mentaltræner til rådighed, som vi sparrer med,” siger Kristian.

Han håber, at hans sejr kan åbne flere unges øjne for erhvervsuddannelserne.

Det ville være heldigt, hvis det var nogen, der blev inspireret af mig

“Det ville være heldigt, hvis det var nogen, der blev inspireret af mig,” siger han.

“Jeg håber, at flere unge mennesker vælger at tage en håndværksmæssig uddannelse i stedet for de gymnasiale. Vi mangler jo dygtige hænder”

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Så skal der da herfra lyde et stort tillykke til Kristian. Godt gået!

Også herfra et stort til lykke. Vi fik sat fliser op i vores badeværelse for snart 25 år siden, og jeg tillod mig at rose arbejdet, for fliserne var virkelig flot opsat: Overhovedet intet at klage over, kun ros for arbejdet.
Svenden svarede vittigt - og meget rigtigt i øvrigt: "Det er også en flot fyr der har sat det op!"
Det ser guldmedaljevinderen også ud til at være.

Han håber, at hans sejr kan åbne flere unges øjne for erhvervsuddannelserne.

Problemet er blot at tiden synes mere afgørende end det færdige resultat!

Hvis artiklen eller opgaven havde afsløret, forklaret eller fremvist hvori det personlige, nyskabende, håndværksmæssige færdigheder og tankegange bag udførelsen af opgaven lå, ja, så havde en og anden måske blevet interesseret i erhvervet!

Ny lyder det blot som stress, stress, stress, som man kan møde i alle andre erhverv inclusive fodboldlandstrænerjobbet!

Den unge mand har trænet og trænet og trænet!

Hvori bestod glæden, fornøjelsen, ihærdigheden?

Løbere elsker at løbe, Jonas elsker at cykle, men hvori består det sjove i at være flisemurer?

At se resultatet, at bruge kroppen på alle leder og kanter, at kunne koncentrere sig i timer,???

At vinde!

Det inspirerer de færreste!

Håndværkeres stolthed mangler ofte ord!

Skal blot opleves i virkeligheden!

Ros din håndværker!

Og der bliver flere af dem!

Engang var de en selvfølgelighed!

Ros din murer, din elektriker, din vvs’er!!!

Ros breder sig og rammer en dag et ungt menneske!

Og en ny håndværker er på vej!

Med den tid der nu en gang skal til at udføre et godt arbejde med et resultat der holder i årtier!

Og husk at betale regningen med glæde!

Inclusive moms og skatter!

Dygtige hænder kommer med masser af ros!

Ikke på tiden!

Men på det inspirerende resultat!

I mit hus sidder fliserne lige så flot som da de i 1980erne blev sat op!

Hvor fantastisk!

Men dengang var tiden måske en anden!

Man behøvede ikke deltage i verdensmesterskaber!

Det var tiden simpelthen for kostbar til!

Har han lært det basale?
Snyde med moms og regninger???

Der er ikke tale om hverken en jurist eller revisor, men en håndværker
.

Er det noget, du kan lære fra dig?

Man skal vist hedde Jan for at mene at murerlærlinge lære hvordan de kan snyde med moms og regninger.

Dælme flot af flisemureren Kristian Bak Hansen. Stort tillykke til ham. Og stort tillykke til Birgitte Brunsgaard Jacobsen som vandt en flot bronzemedalje i faget Landbrugsmaskinmekaniker.

BRUG HOVEDET-BLIV UDDANNET MED HÆNDERNE
som der står over indgangen til Roskilde Tekniske skole. Det ka' gi' medaljer, sgu