Ulvekalderen Vanopslagh bør droppe dommedagsretorikken

I en lettere kritisk svada har Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, forleden skrevet at “Socialdemokratiet er villig til at sætte Dansk Økonomi over styr”.

Anledningen til dommedagsretorikken er statsministerens seneste udmelding om ønsket om at genforhandle Velfærdsforliget fra 2006.

Både Venstre og Moderaterne har desuden udtrykt imødekommenhed over for dette, og er ifølge Vanoplaghs analyse de dermed medskyldige i at ville "indlede en ny æra i dansk politik præget af kortsigtede egeninteresser og økonomisk uansvarlighed."

Hårde ord og en dyster udsigt, må man sige. Men har Vanopslag en pointe? 

Det er i hvert fald en fremskrivning baseret på et relativt spinkelt grundlag, da det eneste konkrete, vi har at forholde os til, er en tilkendegivelse om ønsket om at genforhandle en eksisterende aftale.

Svært at tilbagevise

Om SVM-regeringen så også står på dørtærsklen til en spiral af 1970’er-overbudspolitik som Alex Vanopslagh frygter, er lidt svært at tilbagevise.

Men man bør i det mindste kvittere for at Liberal Alliance rent faktisk har udarbejdet et finansieret pensionsudspil, der i givet fald kan redde os fra en “konstant kappestrid om at overbyde hinanden med frynsegoder til håndplukkede befolkningsgrupper, som smadrer nationaløkonomien”.

Det forhindrer dog ikke spekulation, som man med en vis ret også kan bebrejde S-toppen for at skabe rum til i mangel af konkrete udspil.

Med andre ord er der ikke så meget konkret bund i Liberal Alliance-lederens bekymringer

Vanopslagh bygger sit mareridtsscenarie på Pensionskommissionens forslag – et noget impotent skræmmebillede, i betragtning af at forslaget kun halverer regeringens økonomiske råderum fra 40 til 20 milliarder kroner. Det inkluderer endda det demografiske træk.

Med andre ord er der ikke så meget konkret bund i Liberal Alliance-lederens bekymringer. Det er skræmmescenarier, vi kender fra historiebøgerne og eksotiske lande, vi sjælden sammenligner os med.

Det kan være at Alex Vanopslaghs tanker er oprigtige, men jeg må erkende, at hans alarmisme ligner en film, jeg har set før.

Fra Nødvendighedens politik til bolværket imod kaos

Cepos har i de sidste 20 år ikke overset et eneste nøgletal – uanset om det var positivt eller negativt – i deres bestræbelser på at fremhæve, hvor oplagt det er at sænke skatten, og hos erhvervsorganisationerne giver selv høj vækst et akut behov for udbudsreformer.

I den lejr har man aldrig tøvet med at anbefale strukturelle reformer baseret på midlertidige konjunkturudsving.

Enhver økonomisk udvikling ses som en mulighed for at fremme egne interesser eller realisere ideologiske mål.

Ikke et ord om skattestigninger

For Alex Vanopslagh er frygten (som han ellers taler meget imod generelt i sit politiske virke) tilsyneladende hvad der skal drive den økonomiske politik:

Under inflationsbølgen i vinteren 2022 var det også bidende nødvendigt for Vanopslagh at gøre det klart, at kun hårde nedskæringer ville kunne tæmme inflationspresset.

“Inflationskrisen skal gøre endnu mere ondt,” hævdede han.

Det skulle ganske forudsigeligt ske ved reduktioner i det offentlige forbrug at løse dét problem - ikke et ord om skattestigninger.

Tydeligt for de fleste

Nedskæringerne kom aldrig, men inflationen ramte cirka 0 procent den følgende oktober, og kerneinflationen fulgte langsomt trop - endda uden at ledigheden røg i vejret.

Vanopslagh ville have haft ret i sin diagnose såfremt at inflationspresset var drevet af løssluppen finanspolitik.

Det var desværre tydeligt for de fleste, der følger med i den slags, at det primært var et udbudsproblem, hvorfor at inflationen korrigerede sig i god orden uden massive finanspolitiske stramninger.

Væk er “Du kan godt” og ind med “Vi bliver nødt til, ellers …”

Når man sammenligner Vanopslaghs inflationspanik med hans seneste småkoleriske indlæg om finanspolitisk holdbarhed, ligner det umiskendeligt den samme opportunisme, man kender fra borgerlige interesseorganisationer.

Væk er “Du kan godt” og ind med “Vi bliver nødt til, ellers …”.

Økonomiske omstændigheder tjener som et alibi for at retfærdiggøre implementeringen af egne normative overbevisninger - i belejlig afstand fra de etiske argumenter, der er sværere at sælge til vælgerne.

Hvis Alex Vanopslaghs ministerdrømme skulle briste kunne en karriere hos Dansk Erhverv lyde oplagt.

Et bedre alarmsignal end tyndt begrundet neuroticisme 

I Frankrig har man præcis den nødsituation, der tegnes op i LA-lederens kronik: Uholdbare offentlige finanser og en præsident, der ikke kan få det politiske system eller befolkningen til at acceptere højere pensionsalder.

Macrons sidste valg-gamble har resulteret i, at markedet er blevet urolig for at franskmændene får styr på bøgerne, og som konsekvens her renterne nu sat sig væsentligt over før-valgs niveauet.

Med andre ord køber markedet ikke Vanopslaghs alarmisme

Hvordan har markederne så reageret på Socialdemokratiets melding, fristes man til at spørge? 

Det korte svar er, det har de ikke, hvilket er ganske konsistent med at markedet forventer en politisk løsning på pensionsområdet, der ikke udhuler holdbarheden betydeligt.

Med andre ord køber markedet ikke Vanopslaghs alarmisme.

Da Liberal Alliance ellers er et meget markedsvenligt parti, vil jeg opfordre Vanopslagh og co. fremover at kigge på priserne og efterlade 1970’er-analogierne på hylden.

De hører til i Frankrig, ikke i Danmark.