Neddrosler liberal mærkesag - nu gælder det kampen mod ‘det socialdemokratiske system’

Alex Vanopslagh

Neddrosler liberal mærkesag - nu gælder det kampen mod ‘det socialdemokratiske system’

Liberal Alliance overrasker med pensionsforslag, der i vid udstrækning mindsker arbejdsudbuddet

I årevis har det været en højtprioriteret mærkesag for Liberal Alliance, at arbejdsudbuddet skal øges.

Men nu har partiets formand, Alex Vanopslagh, smækket en pensionsreform på bordet i form af fire forslag, der i vid udstrækning vil mindske arbejdsudbuddet.

LA vil med forslagene nemlig give borgerne mulighed for at bruge deres pensionsmidler til at arbejde mindre. For eksempel ved at bruge deres egne pensionsmidler til at forlænge en barselsorlov eller til at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.

Vanopslagh erkender over for Berlingske, at forslagene - hvis de gennemføres - kan medføre at arbejdsudbuddet mindskes:

der kan komme til at være færre arbejdstimer end ellers

“Jeg anerkender, at man med vores forslag mister noget kontrol med borgerne, og at der kan komme til at være færre arbejdstimer end ellers.” 

Vanopslagh forklarer over for Berlingske, at borgerlighed for ham og Liberal Alliance ikke kun er at kæmpe for øget arbejdsudbud - og det størst mulige overskud i statskassen.

Højeste prioritet for Liberal Alliance er derfor nu kampen mod 'det socialdemokratiske system', der i for høj grad gør borgerne afhængige af “det offentlige system, af særordninger, af den offentlige gavebod og dermed af politikernes nåde”.

‘Det socialdemokratiske system’ skaber en skadelig, falsk tryghed. Ægte frihed opnår borgerne først, når de har kæmpet sig fri af ‘socialdemokratiske luner’, mener Vanopslagh.

LAs fire pensionsforslag

Her er Liberal Alliances fire pensionsforslag:

  • En ny pensionsordning, FriPension. Her skal borgerne skattefrit kunne indbetale 675 kroner om måneden. De opsparede midler vil så i sidste ende kunne finansiere, at man kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet fem år tidligere på en ydelse svarende til folkepensionen.
  • Man skal kunne påbegynde udbetalingen af folkepension op til et år tidligere end i dag, mod at ydelsen bliver tilsvarende lavere.
  • Man får ret til at anvende sine pensionsmidler langt tidligere i livet. Blandt andet til at forlænge sin barselsorlov med op til tre måneder. Eller til at finansiere en sorg-orlov eller til en periode i livet, hvor man vil være mere sammen med sine børn.
  • Indskudsgrænsen for ratepensioner hæves fra den nuværende grænse på 63.000 kroner til 100.000 kroner.

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.