Presset Vanopslagh bakker: Kvinder er ikke bare fødemaskiner

Alex Vanopslagh

Presset Vanopslagh bakker: Kvinder er ikke bare fødemaskiner

Alex Vanopslagh startede selv bølgen af kvindenedgørende LA-retorik ved at erklære, at kvinder ikke skal sendes til krigszoner, de skal i stedet koncentrere sig om at føde børn

Alex Vanopslagh (LA), formand
Billedtekst

Alex Vanopslagh (LA), formand

Foto: LA

En ganske presset formand for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, finder nu anledning til at understrege, at Liberal Alliance altså ikke mener, at kvinder blot er fødemaskiner.

der er ingen i Liberal Alliance, der ser kvinder som fødemaskiner

“Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der er ingen i Liberal Alliance, der ser kvinder som fødemaskiner. Jeg har også set politiske modstandere, der siger, at det mener vi i Liberal Alliance. Hvis det er en udbredt misforståelse, der er derude, så har vi ikke været gode nok til at kommunikere,” siger Vanopslagh til DR.

Meldingen kommer i kølvandet på et valgresultat ved søndagens valg til Europa-Parlamentet, hvor Liberal Alliance kun fik et enkelt mandat - og måtte se sig slået af både De Radikale, De Konservative, Danmarksdemokraterne og marginalt såmænd også af Enhedslisten.

Tidligere på ugen har Liberal Alliances Ungdom i skarpe vendinger kritiseret partitoppen, herunder Vanopslagh selv, og især partiets EP-kandidat, Mads Strange, for at nedgøre kvinder i diverse udtalelser op til og under EU-valgkampen.

Kvinder skal ikke deltage i krig - de skal føde børn

Vanopslagh selv startede den retorisk kvindenedgørende LA-retorik med følgende udtalelse om kvindelig værnepligt 17. marts på det sociale medie X:

“Der kommer aldrig nogensinde reel, fuld ligestilling mellem mænd og kvinder, når det kommer til forsvaret af Danmark i krig. Og Gud ske tak og lov for det. Forestil dig, at fjendens tropper stod ved den danske grænse nu - og vi skulle mobilisere massevis af borgere (nogle imod deres vilje) til at gå i krig, kæmpe og dø for fædrelandet.”

Og:

“Vil du helst sende dine døtre eller dine sønner? Hvem ville vi tvinge i krig som samfund - mændene eller kvinderne? Vi vil selvfølgelig sende mændene. Fordi det er det mest civiliseret at gøre som samfund.“

Vanopslagh føjede til, at Danmark heller ikke kan holde til, at vores kvinder sendes i krig - for hvem skal så føde børn:

Vi vil som samfund i øvrigt heller ikke kunne holde til at miste en stor andel af kvinder af en generation ift. fødselsraterne

“Vi vil som samfund i øvrigt heller ikke kunne holde til at miste en stor andel af kvinder af en generation ift. fødselsraterne.”

Kvinder er dårligere til sport, der kræver fysik og hjerne

30. marts fulgte Mads Strange så op, hvor Vanopslagh slap. På X erklærede han, at kvinder ikke alene rent fysisk er dårligere til sport end mænd. Kvinder er også dårligere end mænd til sport, der kræver hjerne:

Mads Strange skrev:

“Alle kan forstå, hvorfor mænd er bedre til sportsgrene af fysisk karakter end kvinder. Men har du nogensinde undret dig over, hvorfor mænd også er bedre til samtlige sportsgrene, der kun kræver tankekraft?“

mænd også er bedre til samtlige sportsgrene, der kun kræver tankekraft

“Blandt de 100 bedste skakspillere i verden er der fx ikke én eneste kvinde. “Men skyldes det ikke bare, at der er langt flere mandlige skakspillere?”. Nej. Tag fx et spil som scrabble, hvor 85 % af alle spillerne er kvinder, og hvor der selv på konkurrenceplan er en overvægt af kvinder; de bedste spillere er altid mænd.”

Vanopslagh én stor undskyldning

Torsdag var Alex Vanopslagh så én stor undskyldning.

Vanopslagh erkendte, at EU-valgresultatet, ikke var godt nok. Og derfor må Liberal Alliance nu både ‘evaluere og justere kursen’.

Vedrørende LA’s syn på kvinder, har partiet ikke været skarp nok til at kommunikere, understregede LA-formanden.

Vanopslagh takkede ligefrem de unge i LA Ungdom og understregede, at et ungdomsparti jo per definition skal være ude med riven efter moderpartiet. Så det  er, ifølge Vanopslagh, kun godt, at LA Ungdom ‘er ude med riven’.

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Ny certificeringsordning