Som pædagog tilhører jeg den faggruppe i Danmark som får mindst lønmæssigt ud af at uddanne sig. Det gør jeg, fordi mit fag er et traditionelt kvindefag.

Derfor faldt det også i god jord hos mig, da Socialdemokratiet i valgkampen fremlagde et udspil om at målrette lønkroner til det trængte børne-, ældre- og sundhedsområde.

Underforstået traditionelle kvindefag som pædagoger, SOSU’er og sygeplejersker skal have højere løn.

Med udspillet vil Socialdemokratiet ikke alene løse rekrutteringsudfordringerne i det offentlige, men også sikre en mere lige aflønning. Og det alene er et stort gennembrud for kampen for ligeløn. For for første gang tegner der sig nu et flertal for et politisk opgør med kvindefagenes lønefterslæb - og første gang er der enighed om at sætte penge af til det.

Dét skal en ny regering udnytte.

Lyt til lønstrukturkomitéen

Første skridt på vejen til at gøre noget ved rekrutteringskrisen og ligelønsproblemet er at få fakta på bordet. Hvor er der rekrutteringsudfordringer? Og hvor er lønefterslæbet størst?

De spørgsmål kommer vi nærmere, når lønstrukturkomitéen, som sidste år blev nedsat af den socialdemokratiske et-parti regering, efter opfordring fra en samlet dansk fagbevægelse, fremlægger sin rapport.

Under alle omstændigheder bliver det godt at stoppe gisningerne og mavefornemmelserne

Men vi kan jo gisne om, hvor det bærer hen. Og mon ikke Socialdemokratiet får ret i, at det især er på de områder, de allerede har omtalt i deres udspil, der skal følges op med flere lønkroner?

Det får vi at se. Under alle omstændigheder bliver det godt at stoppe gisningerne og mavefornemmelserne og kunne tage udgangspunkt i lønstrukturkomitéens rapport og tage en debat baseret på fakta.

Lav løn er skuldertackling på rekrutteringen

I mit eget fag – pædagogfaget – mangler vi i den grad kolleger. Og her er lønnen en unødvendig skuldertackling på rekrutteringen til vores fag.

Det seneste halve år har der været 3900 forgæves rekrutteringer på pædagogstillinger. Allerede nu har kun halvdelen af personalet i daginstitutionerne en pædagoguddannelse - og pædagogandelen er stødt faldende.

Og det ser kun ud til at blive værre i fremtiden, for optaget på pædagoguddannelsen er faldet med 22 procent på seks år. Ser man på, at der forventes at komme 55.000 flere småbørn de næste ti år, så ligner det en decideret katastrofekurs for hele børne- og ungeområdet.

Noget må gøres. Og her vil en løn der i det mindste passer til uddannelsesniveauet være en afgørende faktor.

Uddannelse skal kunne betale sig

Som pædagoger er vi den faggruppe, der får mindst ud af at uddanne os. For selvom det i dag kræver en ungdomsuddannelse med en 3,5-årig professionsbacheloruddannelse oveni at blive pædagog, så er lønnen ikke fulgt med.

Eksempelvis tjener pædagoger 6.000 kroner mindre om måneden end skolelærerne. Selvom vi har samme uddannelsesniveau.

Når en ny regering skal sætte sig sammen med arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger for at løse rekrutteringskrisen i den offentlige sektor, så må og skal en af pejlemærkerne derfor være en mere lige løn mellem faggrupper med samme uddannelsesniveau.

For på samme måde som, det er det naturligste i verden, at ingeniører eller speciallæger skal belønnes økonomisk for at tage en lang uddannelse, så må det også gælde for pædagoger og sygeplejersker.

Lønefterslæb skyldes lønhierarki fra fortiden

”Men vidste I ikke hvad lønnen var inden i tog uddannelsen?” er jeg blevet spurgt om flere gange i forbindelse med debatten om pædagogernes lønefterslæb. Og jo, det gjorde jeg. Men det gør det bare ikke mere rimeligt!

Fortællingen om de traditionelle kvindefags alt for lave løn er nemlig uløseligt bundet sammen med tjenestemandsreformen fra 1969. Reformen indplacerede kvindefagene på de laveste løntrin, fordi de var kvinder - og efter 60’ernes kvindesyn derfor ikke behøvede en ”rigtig” løn.

Problemet for os i nutidens kvindefag er, at reformen har fastholdt os på samme sted i lønhierarkiet siden. På trods af, at kravene til uddannelse og kompleksiteten i opgaveløsningen er steget stødt.

På den måde har en gammel reforms forældede kvindesyn direkte indflydelse på værdiansættelsen af dit og mit arbejde i dag. Det kan jeg slet ikke se nogen retfærdighed i.

Og når den uretfærdighed ovenikøbet er politisk skabt og giver næring til en af vor tids største samfundsproblemer – nemlig rekrutteringskrisen i den offentlige sektor - så er der ingen vej udenom en politisk løsning af problemet.

Den Danske Model hindrer ikke en politisk løsning

I det danske samfund og i særdeleshed i vores fagbevægelse hylder vi princippet om, at det er arbejdsmarkedets parter der forhandler løn på det danske arbejdsmarked.

Det er også det som er kendt som ‘Den Danske Model’. Og Socialdemokratiets udspil har derfor også fået hug for at være i strid med netop den model.

Da regeringen med opbakning fra et flertal i Folketinget greb ind i sygeplejerske-konflikten, satte de en stopper for strejken, men illustrerede samtidig problemets kerne: at vi ikke kan rette op på det forældede lønhierarki for offentligt ansatte, inden for rammerne af det nuværende overenskomstsystem.

For det er politikerne, der sætter rammen for hvor meget lønnen må udvikle sig i den offentlige sektor og det er også politikerne, der kan gribe ind og stoppe en konflikt, når lønmodtagerne mener rammen er for lille.

Derfor er det ikke seriøst at mene, at politikerne ikke kan blande sig inden for rammerne af den danske model. Det gør de jo allerede!

Og så er ligelønsproblemet jo også grundlagt politisk og må derfor også løses politisk. Men det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt, at folketingspolitikerne sidder og stemmer om den konkrete løn og størrelsen af diverse tillæg til de offentligt ansatte.

Derfor er det også klogt, når Socialdemokratiet i deres udspil angiver, at løsningen skal findes sammen med arbejdsmarkedets parter i en trepartsforhandling - som jo er en integreret del af den danske model. Og den forhandling skal selvfølgelig foregå på baggrund af den rapport som lønstrukturkomitéen kommer med.

På den måde kan en ny regering både tage et opgør med den aktuelle rekrutteringskrise, tjenestemandsreformen fra 1969 og uligeløn i den offentlige sektor. Og dermed sikre fremtidens velfærdssamfund - helt uden at sætte den danske model over styr.

Det er bare med at komme i gang!