”Kvinder får først ligeløn om 111 år”, lød forsidehistorien på Berlingske i onsdags. Nyheden blev behændigt fulgt op med tips og tricks til akademikerkvinder om at turde tage en lønforhandling, at have det rigtige kropssprog og om at sætte sig et ambitiøst mål for sin løn. Helt ærligt Berlingske – kan vi ikke nuancere problemstillingen lidt mere end det?

Uligelønnen i samfundet er i høj grad et resultat af, at vi har et kønsopdelt arbejdsmarked. Et arbejdsmarked hvor betalingen i de typiske kvindedominerede brancher, af historiske årsager, halter efter mændene.

Uligelønnen i samfundet er i høj grad et resultat af, at vi har et kønsopdelt arbejdsmarked.

Problemstillingen handler om meget mere end at være offensiv til individuelle lønforhandlinger. Det handler om, at der i gennem mange år har manglet politisk vilje til at anerkende og prioritere et lønløft til de fag, som arbejder med mennesker og omsorg. Job som hovedsageligt varetages af kvinder ansat i den offentlige sektor.

Mænd arbejder med maskiner, kvinder med børn og gamle
Det er gammel viden, at det langt bedre kan betale sig at passe på folks penge, arbejde med teknik og maskiner end at passe på folks børn, de ældre og de syge.

Det er et faktum, som mange sygeplejersker kender til, når de sammenligner deres lønseddel med deres privatansatte mand med tilsvarende uddannelsesniveau. Historisk har samfundet aflønnet typiske ”mandefag” højere end typiske ”kvindefag”. Derfor får kvinder og mænd ikke lige løn for arbejde af samme værdi.

Mænd tjener op imod 16,4 % mere end kvinder i gennemsnit

For selvom vi i Danmark har en lovgivning, der formelt giver kvinder og mænd lige løn, er realiteten at mænd tjener op imod 16,4 % mere end kvinder i gennemsnit.

Noget af forklaringen skal findes i, at vi har et ekstremt kønsopdelt arbejdsmarked, hvor omkring 70 % af de ansatte i det offentlige er kvinder. Og omkring 65 % af de ansatte i den private sektor er mænd. Det er påvist flere gange at fag, hvor der er mange kvinder, systematisk har en dårligere aflønning end fag, hvor der er mange mænd.

Uligeløn er kvinderens eget problem
Det Nationale Forskningscenter for velfærd (SFI) har beregnet, at med det tempo som udjævningen af mænd og kvinders løn har, vil det tage 111 år mere at få ligeløn. Forskerne fra SFI peger på, at det kalder på markante forandringer, hvis den kurve skal knækkes.

Alligevel mener flertallet af Christiansborgs politikere, at ligelønnen er den enkelte kvindes eget problem. Igennem skiftende regeringer har ligeløn ikke været en agenda, som politikerne har ønsket at røre ved.

”Kvinderne kunne jo bare vælge et andet job, være bedre til at forhandle eller lade være at tage så meget barsel”. Det er ofte argumenter jeg hører om, hvorfor kvinder ikke får samme løn som mænd. Hvis det var så let, ville jeg mene, at vi burde have haft ligeløn for længst.

Kvindeorganisationer, politikere og fagforeninger har kæmpet for ligeløn i mere end 100 år. Sygeplejersker har eksempelvis strejket gentagne gange for mere i løn. Årligt forhandler tillidsrepræsentanter lokal løn med arbejdsgiverne, men oplever gang på gang, at lønkasserne smækkes i. Pengekasser som vel og mærke er underlagt politikernes bestemmelser om, hvor mange penge der må bruges i det offentlige.

Kvinderne betaler for uligelønnen
Jeg griber da gerne i egen barm. Mange sygeplejersker holder ikke øje med deres lønsedler, kender ikke deres timeløn og stiller ikke lønkrav ved nyansættelser. Derfor opfordrer vi som fagforening kontinuerligt vores medlemmer til at stille krav om løn og hjælper dem med det.

Mit forbillede er kvinder og mænd, der igennem tiden har stået op for fag som sygeplejersker

Men det ændre ikke på, at vi har en historisk betinget uligeløn i samfundet, som har vist sig at være meget svært at rokke ved - både når det gælder lokale og centrale lønforhandlinger. Ligesom den lavere løn på kvindearbejdspladserne ofte gør, at det bedre kan betale sig økonomisk for familierne, at kvinderne klare mere af husarbejdet, går på deltid og tager børnenes sygedage hjemme. Noget kvinderne mærker konsekvensen af på livslønnen og pensionen.

I førnævnte udgave af Berlingske beskrev en ung kvinde, at hendes forbillede ved lønforhandlinger, var hendes venindes frembrusende mand. Mit forbillede er kvinder og mænd, der igennem tiden har stået op for fag som sygeplejersker. Og har insisteret på, at det at nogle plejer, behandler og hjælper vores gamle, syge og børn, er uundværlige opgaver for samfundet.

Uden os kunne samfundet ikke løbe rundt. Disse funktioner skal anerkendes og værdsættes langt højere økonomisk og derfor er uligelønnen ikke kun kvindernes eget problem, som bare kan løses ved bedre kropssprog til næste lønforhandling.

Uligelønnen er hele samfundet problem. Fra den enkelte, til politikeren, arbejdsgiveren og fagforeningen. Der skal da ikke gå 111 år før vi har ligeløn. Nu må vi løfte flok og bakke op om, at traditionelle kvindefag skal have tilført et ekstraordinært lønløft.

 
Signe Hagel Andersen (f. 1982) er sygeplejerske og næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Region Hovedstaden. Signe er tidligere formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), har været politisk rådgiver på Christiansborg og aktiv i flere politiske sammenhænge. Privat bor hun på Amager, er gift og er mor til to drenge.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.