OK24 er skudt i gang og medlemmerne forventer “løn, løn og atter løn”

Der var kaffe og røde faner til det første forhandlingsmøde om overenskomster på det offentlige område, som bar præg af et brændende ønske om mere i løn til de ansatte.
Foto: Emma Inge Hansen
Fagligt aktive foran KL-bygningen på Islandsbrygge i anledning af OK24
Der skal mere end en snestorm til at stoppe fagligt aktive i at nå frem med de røde faner til overenskomstforhandlinger.

Tirsdag lød startskuddet til forhandlingerne, som afgør, hvordan overenskomsterne for de næste par år ser ud på det offentlige område.  

Det fik en række fagforeninger som BUPL og FOA til at invitere til et arrangement, hvor fagforeningsfolk klappede deres forhandlere ind til det første møde med Kommunernes Landsforening.

Stort pres for mere løn

Der var kø ved kaffevognen foran den store glasbygning på Islands Brygge i København, hvor Kommunernes Landsforening inviterede fagbevægelsen til det første forhandlingsmøde om overenskomsterne i 2024.

Termometeret viste minusgrader og dagen bød på snestorm, så de mange fanebanere og fagligt aktive skulle have en kop kaffe at varme hænderne på inden det gik løs.

Fra scenen blev tonen slået an af Pia Heidi Nielsen, formand for Kost og Service-sektoren i FOA, som blandt andre organiserer rengøringsassistenter og kantineledere:

“Forventningerne fra vores medlemmer er et godt resultat på løn, løn og atter løn”.

Pia Heidi Nielsen var langt fra alene om at forlange mere i løn. Ved siden af scenen stod en række røde faner på rad og række langs en rød løber, som viste vejen til en port med skiltet “Kravenes port” på toppen og en række forhandlingskrav klistret fast på siderne.

“Lønnen skal have et betydeligt løft,” lød det fra Lars Søgaard Jensen, medlem af forretningsudvalget i pædagogernes fagforening, BUPL.

Kravet om mere i løn gik igen på både porten fra talerne og publikum, som hujede og klappede, når talerne nævnte lønkravet.

Men også emner som fleksibilitet og efteruddannelse står på ønskelisten, når fagbevægelsens forhandlere sætter sig til rette ved forhandlingsbordet.

Splittelser eller ej?

At løn bliver det store tema, kan næppe komme som en overraskelse.

I en tid, hvor inflationen har taget en stor bid af reallønnen, og OK23 bød på store lønstigninger til det private område, er forventningen hos de offentligt ansatte, at også de kan se frem til lønstigninger, der er til at mærke.

Samtidig har trepartsforhandlingerne i 2023 betydet, at udvalgte grupper som eksempelvis sygeplejersker og SOSU’er er blevet lovet mere i løn mod en række modydelser, hvor kravet om at tage flere vagter på skæve tidspunkter har fyldt en del.

Det kan måske skabe splittelse blandt de forskellige fagforbund, hvor nogle grupper har fået mere i løn, mens andre ikke har.

Det forsøgte flere af talerne at komme i forkøbet: “Hvis vi går selv, går det hurtigst, men hvis vi går sammen, går vi længst,” udtalte Lars Søgaard Jensen.

Samme toner lød fra Pia Heidi Nielsen: “Vi står sammen skulder ved skulder og viser vores sammenhold og solidaritet.”

Vi skal ikke ride med på mediernes fortælling om, at faggrupper er i krig med hinanden

Det blev sagt mere direkte fra Rasmus Balslev, formand for Region Øst i Dansk Socialrådgiverforening: “Vi skal ikke ride med på mediernes fortælling om, at faggrupper er i krig med hinanden.” 

Om det vil lykkes eller ej at holde fast i solidariteten blandt fagforbundene må tiden vise. I hvert fald kan nogle blive tvunget til at acceptere resultatet.

Netop for overenskomstforhandlingerne 2024 gælder princippet om sammenkædning, så det er det samlede resultat blandt fagforbundene, der afgør om overenskomstresultatet går igennem.

Det betyder, at enkelte forbund kan blive tvunget til at acceptere en overenskomst, de ikke bryder sig om, hvis blot et flertal i fagbevægelsen er tilfredse.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Når lønpuljen er aftalt mellem parterne, bør de dele puljen op i to dele:
lønforhøjelser i kroner og lønforhøjelser i procent.
Når der kun aftales lønforhøjelser i procent, vil forskellen på lavtlønnede og højtlønnede blive udvidet i kroner.
Hvis man f.eks. i stedet giver først 600 kr ekstra om måneden til ALLE og derefter fordeler restpuljen i procenter, vil de lavtlønnede ikke glide endnu mere bagud i kroner.
En pakke smør og økologiske grøntsager koster altså det samme for en lavtlønnet som for en højtlønnet.

600 kr. svare til omkring 2,5% mere i løn. Det er der ingen, som vil acceptere. Der er forventning om mindst 10% mere i lønposen over den kommende overenskomstperiode. Dvs. mindst 2.400 kr. mere i løn pr. måned for lavtlønsgrupperne de kommende 3 år.

Det var et fremragende forslag Leif håber parterne tager det med til forhandlingerne.

Denne gang forekommer det som om, at fagbevægelsen har flere gode grund til håbe på en klækkelig lønforhøjelse.
Med regeringens udmelding om, at det manglende udbud af arbejdskraft og ikke pengemangel, er landets store hovepine synes det at være en oplagt medicin at øge lønniveauet, for gennem prisdannelsen, som det er normal praksis i et marked, at tilpasse udbuddet af arbejdskraft til efterspørgslen gennem en prisforhøjelse (på løn).
Lidt mere uddybende kunne denne model løse en række aktuelle samfundsproblemer sådan:

Det er som om vi ikke er inde ved kernen i de bagvedliggende politiske motiver, der skaber den forestilling, at landet ikke har råd til velfærd og omstilling til et bæredygtigt erhvervsregimente. Det gælder både klimamæssigt og for biodiversiteten, men også den megen underlige snak om manglen på arbejdskraft.
For i min opfattelse handler disse problemstillinger om den borgerlige politiske linje, ikke mindst i de seneste 20 år i Danmark, og ikke nationaløkonomisk nødvendighed.
Så længe jeg kan huske, har Venstre udmærket sig ved en stærkt fodslæbende trang til at gennemføre tiltag på klimaets og biodiversitetens, måske fordi det især indebærer omkostninger og begrænsninger i landbruget, og samtidig har de været voldsomt optaget af omfordeling, udtrykt i kampen for skattelettelser og arbejdsudbudsreformer, hvis egentlige formål har været markedsmanipulation på arbejdsmarkedet for at presse lønnen nedad.
Dette ideologiske felttog er blevet til en destruktiv og egobetonet kraft, til gavn for en forgyldning af en snæver overklasse, og det har de haft alt formegen succes med.
Følgevirkningen er, at der er sket omfattende omfordeling her i Danmark, med en klart svækket Ginikoefficient til følge, og at indkomstskatteprovenuet (sammen med formueskatten og arveafgiften) fra de mest velbeslåede relativt er faldet. Samtidig er indkomstskatteprovenuet fra lønmodtagerne faldet relativt i forhold til BNP, fordi lønningerne ved markedsmanipulation er holdt kunstigt nede.
Den samlede effekt er det vi ser: Kommunerne og staten mangler, selv om det strider imod landets økonomiske stilling, tilsyneladende midler til drift af velfærdsstaten, og alle de opgaver, der forestår, og den for lave løn betyder overefterspørgsel på arbejdskraft, fordi prisdannelsen ikke regulerer balance mellem udbud og efterspørgsel i markedet.
Den problemstilling gælder bredt i lande vi sammenligner os med ikke mindst i USA.
At det strider mod en usædvanlig velkonsolideret økonomi lige nu, med sund indenlandsk balance og store overskud på betalingsbalancen, søges krampagtigt bortforklaret med sorte skyer lige om hjørnet med masser af ældre, længere levealder, krige, klimakrise og biodiversitetskrise og katastroferetorik, der dårligt kan løses med penge grundet manglen på arbejdskraft.
Men der er jo i høj grad SVM regeringen, der har det problem, ikke økonomien.
Mettes (af venstre) bagbundne hænder foreslår, at så må lønmodtagerne arbejde mere, for at betale overklassens aftagende engagement i samfundet!
Men hvad ville der ske, hvis lønnen i stedet generelt blev hævet til et naturligt markedsmæssigt leje?
Der ville ske en omstilling, så de ringest værdiskabende virksomheder går ned, og frigøre arbejdskraft til de bedste, og der vil blive plads til omstilling af produktionen til
de grønne brancher, der fremadrettet skal udvikle dansk økonomi.
Dermed vil der også blive skabt et øget udbud af arbejdskraft, fordi der kan tjenes mere for den enkelte lønmodtager (et argument der i forvejen flittigt bruges for de højest gagerede).
Med de højere lønninger vil en del af virksomhedernes fuldfede overskud gå til bedre fordeling at de samfundsskabte værdier, og indkomstskattegrundlaget i staten vil øges, fordi de lavt beskattede formuedannelser så ville blive normalt beskattet som løn hos lønmodtagerne.
Og dertil vil vi få ryddet op i sumpen af redundant produktion, hvor de mest skadelige produktioner begrænses, og ligegyldig overproduktion af produkttyper, der ikke kan repareres og genanvendes vil blive valgt fra.
Den resursekrævende skrammelproduktion vil falde væk, og vi vil både spare resurser og gavne miljøet, i en sund omstillingsproces.
Det handler simpelthen om, at prisdannelsen i arbejdsmarkedet ville diktere balance mellem udbud og efterspørgsel, manglen efter arbejdskraft ville fordampe, i et vist mål, og den livsnødvendige omstilling til en bæredygtig økonomi ville styrkes, samtidigt med, at ligheden i samfundet vil stige og rummet for offentlig service vil øges, selv med den gældende skattemodel.
Det sker først når SVM regeringen hældes ud, og Venstres indflydelse af vælgerne tilpasses til partiets nytteværdi for HELE befolkningen.
Det er sådan set sådan, at Danmark i fortiden udviklede sin velstand, og konkurrenceevne, og gjorde det i en samfundsmodel, der på anstændig vis skabte fordeling og øget velstand hele vejen ned gennem samfundet i en unik samfundskontrakt. Det var sådan, at vi fik humlebien på vingernes i det muliges interval.

Annonce

Annonce