OK24: Danskerne får stadig råd til lidt mindre trods nye lønstigninger

OK24

OK24: Danskerne får stadig råd til lidt mindre trods nye lønstigninger

Offentligt ansatte vil næsten indhente købekraften efter inflationskrisen med overenskomstresultatet.

Fagligt aktive foran KL-bygningen på Islandsbrygge i anledning af OK24
Billedtekst

Fagligt aktive foran KL-bygningen på Islandsbrygge i anledning af OK24

Foto: Emma Inge Hansen

Selv med de nye lønstigninger, der i løbet af februar er forhandlet hjem under OK24, vil lønmodtagerne miste købekraft, når man sammenligner med 2021 - det vil sige før de voldsomme pristigninger fandt sted.

Finansminister Nicolai Wammen (V) stod fast på en økonomisk ramme for OK24 på 8,8 procent.

Det har resulteret i lønstigninger på 7,4 procent på det statslige område, og 6,5 procent på det kommunale og regionale område over en 2-årig periode.

Men selv med de nye lønstigninger har man ikke råd til helt det samme, som før inflationen steg markant i 2021, hvis man er ansat i det offentlige. Men man kan se frem til at genvinde en stor del af den tabte købekraft.

Det viser beregninger, som Sydbank har foretaget for DR.

Mangler en procent  

Ved at kigge på lønningerne fra 2021 og sammenligne med resultaterne af de aktuelle overenskomstforhandlinger og prisstigningerne i samfundet fra 2021 og til i dag, har Sydbank vurderet, hvordan lønmodtagernes købekraft bliver påvirket.

Sydbank har taget højde for den inflation, som Finansministeriet skønner vil komme de næste to år.

Selvom det er nogle store lønstigninger, man vil få i år og næste år, så vil det ikke helt være nok.

“Selvom det er nogle store lønstigninger, man vil få i år og næste år, så vil det ikke helt være nok. Man vil stadig være i en situation, hvor man ikke helt kan købe det samme, som man kunne ved indgangen af 2021, hvor de helt store inflationsstigninger startede,” siger cheføkonom i Sydbank, Søren Kristensen, til DR.

Det er dog ikke meget, der mangler for at købekraften bliver den samme som før inflationskrisen. Ifølge Sydbanks beregninger vil de offentligt ansattes realløn nemlig være en procent lavere, når de 8,8 procent i den økonomiske ramme er uddelt.

Sådan kan ansatte indhente tabet

Både Søren Kristensen og privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer, vurderer, at de offentligt ansatte har mulighed for at indhente reallønstabet efter endnu en overenskomstforhandling.

Formand for HK Stat og topforhandler for de statsligt ansatte, Rita Bundgaard, understreger, at der ikke har været mulighed for at forhandle en højere til medarbejderne.

Hun peger på, at det desuden helt ekstraordinært er besluttet, at der skal være en ekstra lønforhandling i overenskomstperioden.

Hvis det viser sig, at de offentligt ansatte sakker mere bagud i forhold til de privatansatte, end man har regnet med, så forventer Rita Bundgaard at hente mere på lønkontoen til lønmodtagerne på det tidspunkt.

På det private område forventer økonomerne, at købekraften efter tabet i 2021 bliver indhentet i slutningen af 2024.

Løn, løn og atter løn

Netop lønnen har været et hovedtema for de offentligt ansatte til overenskomstforhandlingerne 2024.

Det er kommet til udtryk ved sloganet “løn, løn og atter løn” fra fagbevægelsens side for at understrege, hvor fokus ligger.

Emma Inge Hansen

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio.

Læs mere om:

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.