Kommentator om OK24: Lønmodtagerne har fået valuta for pengene - inden for rammen
Kommentator om OK24: Lønmodtagerne har fået valuta for pengene - inden for rammen
Der var i realiteten ikke meget lønmodtagernes forhandlere kunne have gjort for at få mere i lønposen, end der var lagt op til, mener arbejdsmarkedskommentator Lawand Hiwa Namo.

Fagligt aktive foran KL-bygningen på Islandsbrygge i anledning af OK24
Den længe ventede overenskomstaftale for de omkring 200.000 ansatte i staten er i hus.
Forliget indebærer en økonomisk ramme på 8,8 procent over de kommende to år.
Derudover indeholder forliget et fokus på et fleksibelt arbejdsliv, hvilket blandt andet betyder, at lønmodtagerne får mulighed for at opspare overarbejdstid og større fleksibilitet til anvendelsen af pension.
Kan fordele goder
Flere steder i fagbevægelsen har der været et ønske om en økonomisk ramme på mindst 10 procent frem for de 8,8 procent, som finansminister Nicolai Wammen (S) har holdt fast i.
Ifølge arbejdsmarkedskommentator Lawand Hiwa Namo er det dog begrænset, hvad man på lønmodtagersiden reelt kunne have gjort for at få mere end de 8,8 procent, som Wammen insisterede på:
“De offentlige fagforeninger har samlet sig i det, de kalder ‘forhandlingsfællesskabet’. Man burde nok omdøbe sig selv til et ‘fordelingsfællesskab’,” siger han til Netavisen Pio.
Jeg tror, vi bliver nødt til at vænne os af med tanken om, at vi har nogle offentlige fagforeninger, som går ind og forhandler på samme måde som de private.
“Jeg tror, vi bliver nødt til at vænne os af med tanken om, at vi har nogle offentlige fagforeninger, som går ind og forhandler på samme måde som de private. Det handler mere om, at offentlige fagforeninger inden for en given ramme kan fordele goderne,” uddyber han.
Nicolai Wammen meldte allerede i december sidste år ud, at der ikke kunne blive tale om en økonomisk ramme på mere end 8,8 procent.
Dermed var rammen fra Christiansborgs side altså lagt ned over forhandlingerne, og den lykkedes det ikke at rokke ved.
Godt gjort - inden for rammen
Selvom man på lønmodtagersiden havde ønsket at gå ud over stigningen på 8,8 procent, så mener Lawand Hiwa Namo, at resultatet er godt set fra lønmodtagernes perspektiv - omstændighederne taget i betragtning.
“Inden for lønrammen synes jeg, at de (lønmodtagersiden, red.) har fået valuta for pengene. De har skabt en del nybrud på arbejdsmarkedet. Lønmodtagerne får nu mulighed for at tage overarbejde og sætte ind på en konto, som kan bruges bagefter,” siger han.
Overenskomstforliget indeholder mulighed for at opspare afspadsering og særlige feriedage, som kan bruges senere. Opsparingen kan udgøre op til 15 dage.
Derudover indeholder forliget en opsparingsordning, så medarbejderne får mulighed for at få udbetalt den pension, som ligger over 15 procent, hvis de ønsker det.
Særligt muligheden for at gemme overarbejde i længere tid er et vigtigt resultat understreger Lawand Hiwa Namo:
“Når man har venner og bekendte i det offentlige, så ved man godt, at der er meget overarbejde, som går tabt og forsvinder. Arbejdsgiverne har talt meget om, at der mangler arbejdskraft, og at man i en sådan situation kan opnå mere frihed til lønmodtagerne, synes jeg er stærkt,” siger han og tilføjer:
“Det skal de offentlige fagforeninger have stor ros for. Jeg tror, at der har været svære betingelser for at få forhandlet den frihed hjem.”
Overenskomstforliget skal nu til afstemning hos de faglige organisationer. Hvis det bliver vedtaget, gælder det fra 1. april 2024 til 31. marts 2026.
Hovedpunkterne i overenskomstforhandlingerne
Den 12. februar blev parterne enige om et forlig for statens ansatte, som indebærer:
-
En pulje på 11 millioner kroner til de lavestlønnede i staten
-
En pulje på 50 millioner kroner til at løfte lønnen for de grupper, der varetager særligt udsatte funktioner i staten
-
En opsparingsordning tilknyttet pensionsordningen, som betyder, at medarbejderne får øget valgfrihed mellem løn og pension. Aftalen giver derudover lønmodtagerne mulighed for at opspare afspadsering og særlige feriedage til senere afvikling
Kilde: Finansministeriet
Opdateret d. 12. februar ca. kl. 19 d. 13. februar kl. 11.30
Tilføj kommentar