I år besluttede jeg mig for at gøre noget andet i min sommerferie, end det jeg plejer at gøre: At tage nogle dage til en kendt europæisk storby, hvor der er mulighed for at se kunst, og så med en afstikker til noget mere landligt, pastoralt og her især nær havet eller op i bjergene.

Det er en klassisk dannelsesrejse, hvor luksuriøs livsstil, caféliv og shopping er inkluderet.

Men desværre er det også et faktum, at jeg ikke er ene om at tage på sådanne rejser, og i stigende grad har det vist sig, at drømmen om sådan en ferie langtfra svarer til den reelle oplevelse, som du rent faktisk får ud af det.

Tag for eksempel Paris, som jeg elsker, og som bugner af kunst og kultur.

Her kunne man - med rette - mene, at især Leonardo da Vincis ’Mona Lisa’-portræt, der hænger på kunstmuseet Louvre, er værd at besøge. Men det er som bekendt også så ekstremt besøgt, at du med garanti ikke vil få noget væsentligt ud af besøget.

Det samme gælder desværre også i stigende grad for de museer, der her viser impressionistisk kunst: der er altid for mange mennesker.

Det var derfor en vederkvægende oplevelse, da jeg i foråret valgte at tage en tur til Krakow, hvor jeg kunne få en lignende oplevelse, blot med et af Leonardo da Vincis andre berømte portrætter, nemlig hans ’Damen med Hermelinen’.

Her kunne jeg sidde i timer for mig selv, uden at blive forstyrret i nævneværdig grad og blot betragte et af verdens mest beundrede værker.

Masseturismen

Samtidig er problemet med masseturisme det, at turister, anskuet som en masse, tilsammen ødelægger den oplevelse, som de hver især er kommet efter.

I år har medierne blandt andet bragt historier om, hvorledes den lokale befolkning har demonstreret imod masseturismen, som de finder ubehagelig og altødelæggende for deres levevis i hverdagen.

Også selve kunstværkerne lider skade af den enorme tilstrømning, og Vatikanet kan melde om problemer med Michelangelos berømte kalkmalerier i Det Sixtinske Kapel, hvor turisternes ånde er med til at det lider skade.

Ligeledes har Venedig i årevis været plaget af masseturismen

Det er vel at mærke en oplevelse, som du kun kan få, efter at have stået i kø i timevis, og når du endelig får lov til at komme ind, foregår hele oplevelsen på et bevægeligt bånd, så du aldrig står stille.

Ligeledes har Venedig i årevis været plaget af masseturismen, blandt andet på grund af de mange menneskers tyngde, der er med til at erodere selve platformen, fundamentet, som byen hviler på.

Disse mange problemer er hvad Ilja Leonard Pfeijffer behandler i sin anmelderroste roman, ’Grand Hotel Europa’, som på mange måder er tankevækkende, netop på grund af disse beskrivelser.

Op gennem Norden

Det er på dette grundlag, og af andre grunde, at jeg dette år har valgt at tage den anden vej, væk fra Syden og op gennem Norden.

Varmen spiller naturligvis også ind, og med hedebølger, der tvinger turisterne i Syden til at tage tidligere hjem, spiller det naturligvis en faktor.

Også fordi, at Finland, Norge og Sverige om sommeren har de samme varmegrader, som vi selv oplever i Danmark.

Vi har det bare med at glemme det ind imellem

Det er derfor behageligt og lige til at holde ud. Og der er mulighed for at bade, at sole sig og samtidig opleve, at man ikke behøver at tage mere tøj på om aftenen, fordi temperaturen ikke falder drastisk.

Men, som jeg indledte med, så er min interesse for kunst en vigtig faktor, når jeg skal beslutte mig for, hvor jeg skal hen i sommerferien. Og her er det også evident, at Norden faktisk er et skattekammer for netop det.

Vi har det bare med at glemme det ind imellem.  

Begynder med vikingerne

Nordens kulturhistorie begynder, mere eller mindre, med vikingerne, der er kendte verden over. Og netop interessen for vikingerne bliver stimuleret rigt, når du tager på ferie i Norden. Det er nemlig ikke kun os danskere, der er vilde med vikingerne.

Det er turisterne også.

Så når man for eksempel hører om den verserende debat, der pt kører i medierne, fordi Moesgaard Museerne ønsker at bygge endnu et museum for vikinger, midt i Aarhus by, fordi byen nu engang er etableret af vikingerne.

Og fordi man endnu den dag i dag kan finde spor derfra, så er det en kende overraskende, at medierne, lige fra Weekendavisen til Jyllands-Posten, og ovenikøbet på lederplads, tager afstand fra ideen, som de mener er tåbelig og fattig på kreativitet.

Det er en kulturarv, der næsten er til at tage og føle på

For ja, der er mange museer om vikinger i Danmark, men det er der også i Norge og i Sverige. Og det er der grundlæggende ikke noget at sige til. Det er en kulturarv, der næsten er til at tage og føle på.

Derfor skrev undertegnede også tidligere i år et læserbrev til Aarhus Stiftstidende, hvor jeg forsøgte at redegøre for, hvorfor det netop er relevant at etablere endnu et vikingemuseum, midt i Aarhus.

Men vikingesporet er blot et af mange, som jeg har været opmærksom på under min Odyssé gennem Norden.

International rolle

Det andet spor handler om kulturen i det nittende århundrede, for netop her kom de nordiske lande til at spille en international rolle, der næppe er blevet undersøgt grundigt nok, og som indeholder skatte, der er værd at sætte sig mere ind i.

Tag for eksempel Georg Brandes, den danske kulturkritiker, der ellers er kendt for at være kritisk overfor nationalt orienteret kunst, der er indadvendt og navlebeskuende.

I 1899 skrev han et essay, der på mange måder var et forsvar for, at Danmark skulle have dele af Sønderjylland tilbage.

Her skrev han blandt andet, at Sverige, Norge og Danmark i den sidste halvdel af det nittende århundrede havde etableret sig som nogle af de førende på kulturområdet. Dette gjaldt både malerkunsten, kunsthåndværket og litteraturen.

Henrik Ibsens skuespil, ’Et dukkehjem’ fra 1879, skulle efter sigende være det skuespil, der bliver opført flest gange i hele verden

Tag for eksempel Norges litteratur. Den er stærkt præget af Ibsen og Hamsun, der endnu i dag er anerkendte for deres særegenheder og eminente gennembrudskarakterer.

Henrik Ibsens skuespil, ’Et dukkehjem’ fra 1879, skulle efter sigende være det skuespil, der bliver opført flest gange i hele verden.

Og det er ikke til at komme udenom, at forfatteren Knut Hamsun har præget hele den moderne litteratur i en grad, der nærmest er rystende.

Men her slutter fortællingen slet ikke om Nordens Guldalder og moderne gennembrud

Den svenske dramatiker og forfatter, August Strindberg, er også en mastodont, der snildt kan konkurrere på verdensplan, og sammen med malervennen, Edvard Munch, der nok er Nordens største og mest berømte maler overhovedet, er han med til at sætte Sverige på det internationale verdenskort.

Edvard Munchs ‘Skriget’, som han malede flere udgaver af, er for øvrigt det eneste maleri, der kan lidt det samme, som Leonardo da Vincis ’Mona Lisa’, og i Oslo står der konstant en skare af turister foran netop dette motiv, samtidig med, at alle hans andre mesterværker kun skimtes af de mange gæster.

Men her slutter fortællingen slet ikke om Nordens Guldalder og moderne gennembrud.

Tysklands store satsning

Det sidste, som jeg synes er værd at nævne her, før jeg påbegynder mine beskrivelser af mine rejser gennem Norden, er faktisk en erfaring, som jeg fik i foråret, hvor jeg besøgte Hamborg, for at se Tysklands store satsning, hvor de fejrer deres romantiske helt, maleren Caspar David Friedrich.

Det har været en kæmpe succes, men noget af det mest interessante ved denne maler, er på en måde blevet overset midt i den generelle begejstring.

Caspar David Friedrich blev nemlig født i Greifswald, der dengang hørte ind under den svenske del af Vestpommern i Vesttyskland. Det er en interessant observation, blandt andet fordi han også valgte at uddanne på Kunstakademiet i København.

Caspar David Friedrichs helt store bedrift var den, at han begyndte at tage det lokale landskab alvorligt

Det helt særlige ved dette er, at han, i modsætning til mange andre af datidens romantiske malere, valgte ikke at tage til Syden, her især til Italien, der blev dyrket for dets klassiske historie og hyldet for dets spektakulære landskaber.

Caspar David Friedrichs helt store bedrift var den, at han begyndte at tage det lokale landskab alvorligt, og han malede dette med en palet, der var med brunlige nuancer og med et fysiognomi, der slet ikke mindede om de mange landskabsmalerier, der var præget af sydens.

Dette skifte kan man i høj grad spore hos de senere malere i hele Norden, da nationalismen begyndte sit indtog.

En tradition for at være skeptiske

I Danmark har vi især haft en tradition for at være overordentlig skeptiske overfor det nationalromantiske.

Blandt andet takket være Georg Brandes, der mente, at vi skulle lade være med at vende os indad, og i stedet søge udad.

Med det mente han, at kunstnerne skulle søge mod især Tyskland og Frankrig, hvor Brandes mente, at de store bevægelser, der præger historien, brusede kraftigst.

Denne måde at betragte det nationalromantiske på er i disse år ved at møde kraftig modstand

Derfor har vi især i Danmark haft store vanskeligheder ved at vurdere al den kunst, der op gennem det nittende århundrede blev skabt i landet.

Denne måde at betragte det nationalromantiske på er i disse år ved at møde kraftig modstand.

Flere og flere kunsthistorikere er begyndt at betragte den nationale vending i Norden som en bevægelse, der ikke var indadvendt, og slet ikke så selvhyldende og enerådig, som Brandes ellers beskyldte den for at være.

Det nordiske liv

I dag er vi begyndt at betragte de mange nordiske kunstnere, der skabte international anerkendt kunst i det nittende århundrede, med en fornyet interesse.

De slog jo netop igennem internationalt, fordi de evnede at skildre det nordiske liv, i dets særegne karakter, og med dets særegne natur og fysiognomi, ligesom de eksistentielle tilgange, som Kierkegaard, Ibsen og Strindberg blandt andet bidrog til, på en sådan måde, at andre lande bemærkede dem som unikke.

Alt dette er rigeligt til, at jeg som kulturforbrugende turist med ro i sjælen kunne vælge at tage til Norden denne sommer

Om der er tale om special melankoli, som nordisk kunst er blevet karakteriseret som, er måske for ensidig en beskrivelse.

Om Skandinavien, helt tilbage til vikingerne, har haft en særlig evne til at inkludere kvinder, er også et spørgsmål, der er vanskelig at svare på.

Men det er under alle omstændigheder netop sådanne tematikker, som datidens kunstnere satte til debat.

Alt dette er rigeligt til, at jeg som kulturforbrugende turist med ro i sjælen kunne vælge at tage til Norden denne sommer.

Plads og ro

I det følgende vil jeg beskrive, hvad man kan se og opleve i Stockholm, Gøteborg, Malmø, Dalarna, Oslo og Helsinki.

Og der er masser af sandstrande, stenede klitter, øer, søer, hav og bjerge. Det er ikke kun naturfænomener, som man skal rejse til syden for at opleve.

Og så er der plads! Ro og overskuelighed.

Jeg håber at I læsere vil følge med

Det er, mildest talt, en måde at gå gennem sommeren på, som jeg varmt kan anbefale.

Jeg håber at I læsere vil følge med. Der er meget, der selv for en dreven kunsthistoriker og litterat som mig, var overraskende.

Det er i grunden forbløffende, hvor lidt vi danskere overhovedet ved om guldalderen og det moderne gennembrud i Norden.

Måske har vi haft blikket lidt for kraftigt fæstnet mod syden, ligesom alle andre turister og kunstinteresserede?