I sidste weekend var jeg i Krakow, fordi jeg skulle besigtige Auschwitz-Birkenau, hvor omkring 1,1 million mennesker blev likvideret under Anden Verdenskrig. En ordentlig mundfuld, og et turistmål, der står højt på listen for mange, der besøger den polske region.

Derudover er Krakow et velbesøgt turistmål for mange mennesker, fordi der er billigt og fordi byens centrum summer af en nærmest Disney-agtig atmosfære med dens finurlige arkitektur og den centrale kirkes tårn, der minder om noget fra Game of Thrones.

Alligevel var det mest af alt glitret julepynt og helt ekstremt fulde turister, der prægede aften- og nattelivets oplyste udestuer, der er spredt ud over hele torvet.

I Krakow kan man også besigtige et af den italienske renæssancemaler Leonardo da Vincis helt store mesterværker: Damen med hermelinen.

Det er ét ud af i alt fire eksisterende portrætter fra mesterens hånd, hvor Mona Lisa uden sammenligning er det mest berømte. Faktisk er Mona Lisa formodentlig et af verdens mest berømte malerier overhovedet, og helt sikkert det mest besøgte.

God forberedelse

Hvert år besøger et utal af mennesker museet Louvre i Paris, netop for at se Mona Lisa. Mange af dem ænser ikke museets andre værker af Leonardo da Vinci.

Mona Lisas tiltrækningskraft er så enorm, at det i dag ikke er muligt at komme til at se det ordentligt. Man står der, i en hob af mennesker, der alle strækker armene med deres mobiltelefoner.

Sådan er det med mange af verdens helt store mesterværker. De er udsat for massiv turisme, og man må spørge sig selv om, hvad man i grunden kan få ud af sådan en oplevelse. I grunden ikke andet end den sølle erfaring, at nu har man også været netop på det sted.

På en bænk sad jeg så der og betragtede dette mageløse og gådefulde portræt

Det var derfor også med ængstelse, og god forberedelse, at jeg fredag morgen skulle besøge det museum, hvor Leonardo da Vinci portræt af kvinden med hermelinen befinder sig. Jeg kom i god tid og havde bestilt billet i forvejen.

Men udenfor museet var der ingen andre. Jeg begyndte at frygte, at jeg måske ikke stod det rigtige sted, men det viste sig ikke at være tilfældet. Jeg var simpelthen den eneste, der stod klar, da museet åbnede de hellige gemakker.

Jeg fandt hurtigt maleriet, der er hængt op bag beskyttelsesglas i et særskilt rum, indrammet af svær beskyttelsesglas, men fremragende belyst af et specielt lys, der ikke ødelægger det.

På en bænk sad jeg så der og betragtede dette mageløse og gådefulde portræt.

Typisk da Vinci

Maleriet blev opdaget relativt sent og endte i Polen i 1798. Det er angiveligt et portræt af en elskerinde af Ludovico Sforza, Milanos stærke hersker og Leonardo da Vincis arbejdsgiver. Selve portrættet blev udført omkring 1489-1491.

Det er et typisk portræt af Leonardo da Vincis hånd. Kvinden ses fra lænden og op. Hendes krop er drejer let og i skødet har hun en hermelin, hvis krop drejer modsat hendes. Både hende og hermelinens ansigter er også drejet.

Rent teknisk er det indbegrebet af senrenæssance og Leonardo Da Vincis uforlignelige stil af lige dele dynamik og balance. Man kan sige, at kvindens krop geometrisk tegner en opretstående trekant (stabilitet og ro), og kroppenes drejninger fremstår som spiraler (dynamik).

Hermelinen er ikke bare gengivet naturtro. Den er større end i virkeligheden, og indgår i maleriet som en allegori.

Hele maleriet fremstår som en gåde

Leonardo da Vinci skrev selv, at hermelinen er så forfinet eller asketisk et dyr, at det hellere vil lade sig indfange af en jager, end at vælte sig i sølet og få sin pels besmudset.

Kvindens udtryk er gådefuldt, ligesom i portrættet af Mona Lisa. Hermelinens udtryk er også flertydigt og mystisk.

Hele maleriet fremstår som en gåde, og man dvæler ved så ekstremt mange detaljer, kroppenes positurer, blikkene, kvindens draperinger og nok især hendes hånd, der stryger hermelinen.

Kan snildt matche Mona Lisa

Maleriet har desværre også taget skade gennem årene. Den helt sorte baggrund er en senere tilføjelse, og der har formodentlig været en anden med et motiv, ligesom på maleriet af Mona Lisa. Der er også sket ændringer ved håret og på hendes hånd.

Alligevel er der tale om et uvurderligt mesterværk, der snildt kan matche Mona Lisa, og når man så har det helt for sig selv, så er der ikke meget at klage over.

Da Polen blev invaderet af Tyskland i 1939, forsøgte man at skjule maleriet, men tyskerne fandt det og sendte det til Berlin.

Snart var freden forbi

Hans Frank, en tysk general, der blev udstationeret i Krakow, og som var en af de ledende mænd bag begyndelsen til udryddelsen af den jødiske befolkning, fik maleriet sendt tilbage. Han havde det hængende på sit kontor i Wavel-slottet, indtil han blev opsagt.

De berømte, amerikanske ”Monument Men”, hvis opgave det var at finde tyskernes tyvekoster, opsnappede maleriet og leverede det tilbage lige efter krigen.

Da jeg rejste mig, efter lidt mere end en halv time, var museet ved at være fyldt op af gæster, inklusiv de obligatoriske skoleklasser.

Snart var freden forbi, men jeg var den heldige, og selv nu, hvor jeg skriver om oplevelsen, må jeg knibe mig i armen for det held, jeg havde den fredag formiddag, alene med Leonardo da Vinci.