Det må have været med skolen, for min arbejderfar, skraldemand og single, tog aldrig på museum. Måske var det armoden, men alligevel står oplevelsen i erfaringen som noget ganske andet.

Der var nemlig noget genkendeligt over museets iscenesættelser af arbejderliv, selvom de opstillede rum skulle illustrere et liv, der ikke længere var eksisterende, dengang jeg voksede op.

Men alligevel kunne jeg genkende de kolde vægge med flosset tapet, de vaklende møbler, det slidte tøj og det sparsomme lys, der stod ind ad vinduerne i de skrå vægge.

Ikke fordi jeg selv er opvokset i en beklumret lejlighed i en baggård i storbyen. Der var bare noget over stilen, over lugten og hele indtrykket, som jeg kunne relatere til.

Men det var også noget andet, der har været med til at printe det uudslettelige indtryk, som dette besøg har plantet i mig.

Ikke politisk 

Det var som om, at museet talte til sådan nogle som os, min far og jeg. Og jeg er ikke engang fra en familie, hvor man dyrkede fagforeningen, for far var alt andet end politisk.

Alligevel var han indbegrebet af arbejder, der på mange måder kendte sin plads, bøjede hovedet og lod resten af den pulserende verden og selve udviklingen gå sin hektiske gang, mens han bare passede sit arbejde.

Min farmor, der kom fra landet, var også indbegrebet af arbejderklasse

Han levede efter vækkeuret og de simple ritualer; værtshuset ved fyraftenstid og så hjem og lave aftensmad. Derefter i seng, og op igen tidlig næste morgen, hvor det hele begyndte forfra.

Min farmor, der kom fra landet, var også indbegrebet af arbejderklasse, og hun blev ved med at leve livet i køkkenet, hvor hun trakterede familien, iført et lille forklæde.

Hendes hænder var grove, og da hun blev gift i en sen alder, flyttede hun til Fyn i en murermestervilla, etablerede køkkenhave, indkøbte hele dyr, som hun selv parterede, og det hele lignede faktisk noget fra en forgangen tid.

Vækker erindringen

Jeg har ikke besøgt museet siden, og derfor overraskede det mig, at det meste står præcis ligesom dengang, nu her, hvor jeg atter står på museet.

Og det gør i grunden indtrykket ekstra stærkt for mig, fordi det vækker erindringen.

Selvfølgelig står den imponerende festsal mere skinnende og imponerende frem i dag, efter restaureringen. Og der er givetvis også andre ændringer, som jeg bare ikke ved noget om.

Men grundlæggende er museet det samme, og det er faktisk en god ting.

Museet virker nemlig som en tidsmaskine, og når man ser gæsterne gå rundt, smitter deres livlige snak om det hele.

Det er et museum, der får gæsterne til at snakke livligt sammen.

Og det er ikke plancherne eller de sparsomme tekster, der skaber debat og vækker de mange indtryk.

Tværtimod. Arbejdermuseet er næsten udelukkende et museum, der appellerer til følelsen og indtrykket.

Derfor burde det heller ikke være nogen overraskelse, at deres nye udstilling med titlen: ‘Vi er arbejderne’, fungerer på præcis samme måde.

Men det er også en gentagelse, og hvis man ikke har været på museet tidligere, vil man slet ikke bemærke, at udstillingerne stammer fra forskellige perioder.

Bred tematik

‘Vi er arbejderne’ er en udstilling, der strækker sig i perioden 1871-1939. Dens tematik er meget bred, ja, nærmest sporadisk og udflydende, uden noget egentlig samlende.

Museet skriver selv, at det handler om arbejdernes samlede identitet, men det er faktisk både søgt og lidt for vagt.

Man kan læse om skruebrækkere, se figurer af arbejdere, der kommer til byen og går med de røde faner. Man kan se de sædvanlige kamre, hvor de bor.

Men nu er det bare sådan, at jeg ikke længere er barn

Man ser lidt eksempler på maskiner, og kan læse lidt og forskellige typer af arbejde. Og så kan man se hvordan redaktionen på arbejderavisen Social-Demokraten har set ud.

Faktisk er historien om dette blad det, der fylder mest på udstillingen.

Og på en måde slutter udstillingen med at gøre opmærksom på Septemberforliget fra 1899, hvor grundstenen til den danske model blev lagt.

Efterfølgende kan man se en montre med en masse artefakter, hvor der blandt andet er sportsartikler, fordi det illustrerer, at arbejderne nu havde fået et fritidsliv.

Men nu er det bare sådan, at jeg ikke længere er barn. Jeg fik skam endnu denne specielle fornemmelse af noget, der gør indtryk, men mit intellekt blev bare vildt understimuleret.

For hvorfor var det for eksempel slet ikke noget om Danmarks første sygekasse for arbejdere, og Danmarks første fattighjælpslov? 

Det var ganske vist hverken Socialdemokratiet eller fagforeningen, der indførte disse livsvigtige og skelsættende love i slutningen af det nittende århundrede, men de hører jo i høj grad med til historien om forbedringer for arbejderne.

Mere end fagforeningshistorie

Det er som om, at Arbejdermuseet helt overser, at de godt kan formidle mere præcise arbejderhistoriske begivenheder, der handler om mere, end bare parti- og fagforeningshistorie.

Min far var, som sagt, ikke interesseret i fagforeninger, og han stemte heller ikke på Socialdemokratiet.

Men han var heller ikke skruebrækker, og ville nok stille sig solidarisk med andre arbejdere, hvis sådan en situation havde budt sig.

Det ville klæde museet, og det ville højde dets standard betragteligt

Arbejdermuseet burde bruge flere kræfter på mere tekst, og udfolde arbejdernes sociale historie mere præcist, sideløbende med deres sansestimulerende iscenesættelser.

Det ville klæde museet, og det ville højde dets standard betragteligt. Angiveligt findes mere koncis historieformidling på deres bibliotek, men det ville faktisk være til stor hjælp, hvis små pjecer, mindre udgivelser og lignende var mere synlige og tilgængelige.

Man står der, efter endt besøg, med en masse indtryk. Måske har man læst, at der engang boede fjorten mennesker i en lille kvistlejlighed, og man har tænkt, at det dog var utroligt.

Måske man endda var blevet åbnet sådan, at man faktisk var klar til at indhente mere viden. Og det er præcis denne på mange måder enestående situation, som museet ikke rigtig udnytter.

Og det er i grunden synd og skam.

‘Vi er arbejderne’. Ny udstilling på Arbejdermuseet i København. Udstillingen åbnede i sidste uge.