Chokbølger og apati. Omtrent så enkelt kan man ind imellem have tendens til at betegne vores tid. Eksempelvis når medierne kan bringe en historie om, at fabrikken Cheminova, af den styrelse, der skal sikre at vores miljø, faktisk har fået øget tilladelse til forurening.

Når vores politikere samtidig står i medierne og udtaler, at nu bliver der skam gjort noget for naturen, så sidder man med denne underlige fornemmelse af lige dele chok og apati.  

Omtrent den samme reaktion opstår, når en skandale som den, TV 2 og Mads Brügger i dokumentaren ‘Den sorte svane’ kunne bringe omkring svindel med ekstreme summer, begået af en alliance mellem en kriminel underverden og mennesker, der har magtfulde poster i politik og juridiske erhverv.

Vi chokeres, vi forarges og vi bliver vrede. Men vi bliver samtidig apatiske.

Tredje og sidste eksempel er sagen om den buste af Frederik 5., der blev smidt i havnen i 2020 af Katrine Dirckinck-Holmfeld, der var ansat på Kunstakademiet.

For nogle er det hærværk, for andre er det kunst 

Forleden blev hendes ”happening” af Akademiraadet, der skulle vurdere sagen, bedømt til at være af kunstnerisk karakter, hvilket førte til, at rådet anbefalede, at sagen ikke skulle ende i en retssag.

Det problematiske ved denne sag har blandt andet at gøre med en senere ”happening” eller ”aktion”, begået af Ibi-Pippi Orup Hedegaard, der ”modificerede” et værk af Asger Jorn, og som siden er dømt til fængselsstraf.

Som udenforstående ligner sagerne hinanden, og for nogle er det hærværk, for andre er det kunst. Det chokerende og det apatiske opstår, når mange af dem, der har deltaget aktivt i debatten, faktisk mener, at det ene er hærværk og det andet kunst.

Set fra et helikopterperspektiv

Denne sammenhæng i kriser på en lang række felter har vor tids førende filosoffer og sociologer et øget fokus på.

I stedet for udelukkende at fokusere på et forhold, for eksempel miljøsvineri, tab af mening og betydning i kunstverden, samlebåndstendenser i litteraturen og svindel med de mange omfordelte midler i de forskellige sektorer, vælger disse centrale tænkere at gribe fat i problemet, anskuet fra et helikopterperspektiv.

Det skaber åbenbart mere forurening og mere mistrivsel

Det er af den grund, at den tyske tænker, Hartmut Rosa, er blevet så populær.

Hans postulat er følgende: Øget kontrol samtidig med, at der hersker en generel oplevelse af, at alting accelererer, skaber mismod, mangel på egentlig kontakt med omverden og stress.

Han mener, kort sagt, at løsningen ikke er mere kontrol, hvilket kan virke absurd, når der for eksempel er tale om svindel med offentlige midler eller forurening af miljøet.

Men det er selvsagt også indlysende, at den kontrol, som vi i forargelse ønsker mere af, om så det gælder store firmaers forurening, eller de arbejdsløses angiveligt manglende ihærdighed for at komme i arbejde, samtidig viser sig at være en del af problemet.

Det skaber åbenbart mere forurening og mere mistrivsel.

Krisetid og natur

Lige netop denne onde spiral har to aktuelle forskere fokus på i to nylige udgivne bøger på dansk.

Den ene er den franske filosof, Michel Serres, der på en sær måde synes at blive mere og mere aktuel, selvom han døde i 2019.

I halvfemserne udgav han bogen, ‘Naturpagten’, der på mange måder kickstartede den debat om naturen, som er blevet meget mere central i dag.

I ‘Naturpagten’ hævdede Serres, at forestillingen om ejendomsretten ikke er en menneskelig konstruktion, i modsætning til hvad oplysningsfilosoffen Jean-Jacques Rousseau hævdede i sin berømte bog, ‘Samfundspagten’.

Pointen er så, at vi siden oplysningstiden i stigende grad har indrettet os sådan, at vi juridisk har negligeret naturens rettigheder

Serres argumenterede for, at andre dyr altid har markeret deres territorier, og at vort juridiske system, der sikrer ejendomsretten, blot er en menneskeliggørelse af denne naturret.

Pointen er så, at vi siden oplysningstiden i stigende grad har indrettet os sådan, at vi juridisk har negligeret naturens rettigheder.

Michel Serres skærpede denne forestilling i sine fremtidige skrifter, og han forenkler på mange måder sit budskab i det lille skrift, ‘Krisetider’, der udkom i 2009, og som blev oversat til dansk i 2022.

Heri påpeger han, at vi siden de store videnskabelige gennembrud i stigende grad har opfattet naturen som et objekt, en ressource, der er uendelig og kontrollerbar.

Samtidig har vi i stigende grad fjernet os fra naturen. Serres påpeger at politik som begreb har rod i begrebet ‘Polis’, der betyder by, og helt konkret, så er der opstået en ekstrem acceleration, hvor langt størstedelen af verdens befolkning er flyttet ind i gigantiske metropoler.

Det er som at betragte to boksere, der slås, mens de står i kviksand

I disse metropoler hersker ideen om det politiske, der er domineret af de kampe, som de forskellige politiske fløje fornøjer os med gennem medierne.

Det er som at betragte to boksere, der slås, mens de står i kviksand.

Kort sagt, så bliver disse politiske kampe mellem to subjekter, der er uenige om en hel masse ting, mere og mere absurde at betragte, fordi naturen trænger sig på.

Michel Serres påpeger, at eftersom vi mister kontrollen med naturen, så bliver vi i stigende grad objekter for denne, der samtidig i stigende grad bliver et subjekt.

Det ukontrollerbare bliver den trussel, som vort kontrolsamfund støder imod, fordi naturens ressourcer ikke er uendelige, og fordi naturens reaktion på forureningen viser sig ikke at kunne styres.

Vi står, kort sagt, overfor en situation, hvor vort politiske system ikke kan styre slagets gang, og derfor har vi heller ikke noget middel til at bekæmpe den trussel, som naturen i stigende grad bliver for os.

For hvad mente Serres egentlig? 

Michel Serres argumenterede i ‘Naturpagten’ for, at man burde etablere et organ, hvor naturens rettigheder blev tilgodeset, men allerede ved denne bogs udgivelse var indvendingen, at et sådant organ var en trussel imod vort demokrati.

For hvad mente Serres egentlig? 

Skulle en sådan instans kunne suspendere ejendomsretten, ved for eksempel at kræve, at miljøet har rettigheder, der begrænser brugen af jorden? 

Og skulle disse overordnede regler kunne gennemføres uden de demokratiske processer, som vi har bestemt skal gælde, hvor flertallet bestemmer?

Pointen er nok, at forestillingen om, at naturen og biodiversiteten skal sikres via en øget opmærksomhed på dens betydning for livet selv, er det første og nødvendige skridt frem mod et egentligt paradigmeskifte.

Forsimpling som værn og reaktion

Den tyske tænker, Thomas Bauer, der er professor i arabisk og islamiske studier, fik ekstrem opmærksomhed, da han i 2018 udgav bogen, ‘Forsimpling af verden’, der nu foreligger på dansk.

I denne pointerer han, at mange mennesker forestiller sig, at vi lever i en tid, der er præget af en enorm diversitet og mangfoldighed.

Vi oplever denne pluralitet gennem massemedierne og de ekstremt mange udbud.

Set fra kulturverden, virker det som om, at det hele er eksploderet, fordi der kommer flere og flere kunstværker, flere og flere bogudgivelser og flere og flere museer.

Flere og flere bekender sig for eksempel til islam, og viser denne tilknytning offentligt

Det ligner unægtelig en forøgelse af flertydighed og diversitet.

Det samme kan man sige om den religiøse vækkelse. Flere og flere bekender sig for eksempel til islam, og viser denne tilknytning offentligt.

Men samtidig er der også tale om en art indskrænkning, postulerer Thomas Bauer, fordi disse fænomener samtidig viser sig at være stærkt intolerante og postulerende.

Han påpeger, at den islamiske verden tidligere var centrum for diversitet og en åben, søgende og spørgende kultur, der blomstrede i poesien.

Men i dag, hvor islam er blevet mere politiseret, er denne åbne form, som det religiøse er et udtryk for, faktisk indsnævret.

Det samme, mener Bauer, gør sig gældende med kunsten. Her har tendensen været, at kunstnerne enten er blevet politiserende, som med eksemplerne med busteaktionen, og Ibi-Pippis modificering af et Jorn-maleri.

Den ene happening er nu blevet ophøjet til et kunstværk, mens det andet er bedømt som værende hærværk, men for begge værker gælder det, at de overskrider ideen om, hvad kunst overhovedet er.

Der er, så at sige, ikke nogen egentlig mening, der kan forstås eller sanses, blot ved at se på disse værker

Den anden tendens i kunstverdenen, ifølge Bauer, er tendensen til at gøre kunstværker så ”åbne”, at der ikke for det synlige øje er noget som helst på spil.

Der er, så at sige, ikke nogen egentlig mening, der kan forstås eller sanses, blot ved at se på disse værker.

Og det er netop her, i denne ekstreme form, hvor kunstnere eller kunstinstitutionen pludselig skal forklare det uforklarlige, at det banale viser sig.

For forklaringen er ofte så banal og meningsindsnævrende, at alt det ”åbne” bare er en illusion.

Hvis det religiøse og det æstetiske pludselig bliver et udtryk for det indsnævrede og det intolerante, så mister det sin egentlige funktion, der burde føre til øget undren, øget brug af sanserne og mere ”spirituel” glæde.

Ligesom Hartmut Rosa har Thomas Bauer fokus på de stress-tendenser, der opstår i denne proces.

Han postulerer, at det værditab, som vi er vidner til, får os til at ønske mere kontrol med det religiøse, med æstetikken og med det politiske.

Han mener, at denne kontrolsikring samtidig gør, at vores tolerance, der er garant for diversitet, på den måde indskrænkes.

Iboende modstridende dynamikker

På mange måder kan man sige, at Rosa, Bauer og Serres giver os et plausibelt bud på, hvorfor vores krisetid på så mange planer ikke kan stabiliseres og skabe forbedringer.

De peger på de interne modstridende tendenser, der i virkeligheden fungerer som en spiral, hvor det hele bare bliver værre og værre.

Problemet er bare, at disse forsøgsvise måder at tilgå disse massive problemer på, også støder mod en anden virkelighed, der faktisk er en del af den offentlige samtale og værdipolitiske debat.

Demokratiet bliver faktisk truet af fascisme og altødelæggende svindel, samtidig med, at naturen i stigende grad udgør en trussel for os alle, flora, fauna og mennesker.

Problemet er, at nationer faktisk bliver truet af indvandring, af religiøs ekstremisme og multikulturalisme.

Indvandringen truer de bedre fungerende staters lønsikringer, og de religiøse og kulturelt anderledes presser på for, at vores offentlige institutioner forandres, så de ikke længere kan rumme alle, hvilket fører til øget privatisering.

Måske bør man slet ikke læse sådanne bøger for at finde svar på tidens problemer

Alle disse problemstillinger er ikke noget, som Rosa, Bauer og Serres har særligt fokus på. De mener derimod, at alle disse spændinger blot er afledninger af denne forkerte vej, som hele verdens systemer er styret ind i.

Og det kan de jo grundlæggende have ret i.

Måske bør man slet ikke læse sådanne bøger for at finde svar på tidens problemer. De fungerer snarere som et bud på, hvor massivt vi har brug for et systemskifte, hvor selve spillet bliver sat ud af kraft.

Det er jo indlysende, at det ikke fungerer, når de institutioner, som er skabt til at sikre miljøet, faktisk er med til at skade selvsamme.

Det samme gør sig gældende med de sociale instanser. Det er jo notorisk problematisk, når svindel med offentlige midler, for eksempel når rockere, der lever af kriminalitet, begået i symbiose med dem, der skal sikre lov og orden, samtidig får tildelt en invalidepension.

Diagnosen er i grunden allerede blevet stillet

Kort sagt, så viser disse mange skandaler en brist, der for det første peger på, at problemet er mere omfattende, end at det for eksempel handler om svindel med offentlige midler eller tilladelser til øget miljøsvineri.

For det andet er løsningen ikke, at vi kun kan vælge mellem de politikere, der helt vil afskaffe omfordeling af penge eller afskaffelsen af ejendomsret.

Meget tyder på, at forestillingen om at vi skal give naturen rettigheder, der svarer til dem, der fungerer mellem mennesker, og samtidig sikre, at de offentlige forvaltninger ikke tyer til øget kontrol, der dræber diversitet og tolerance, er en udfordring, der ikke er til at komme udenom.

Diagnosen er i grunden allerede blevet stillet. Men behandlingen synes ikke så ligetil at finde frem til.

 

Michel Serres: ’Krisetider’. Oversat af Sebastian Egholm Lund. Forlaget Mindspace, 2022.

Thomas Bauer: ’Forsimpling af verden - Om tabet af flertydighed og diversitet’. Oversat af Hanne Sander. A Mock Book, 2024.