Det er ikke overraskende, at to af Danmarks førende kunstmuseer, Statens Museum for Kunst og Den Hirschsprungske Samling samtidig har valgt at præsentere hver sin udstilling om ‘oversete kvinder’.

Det med at disse kvinder er oversete, vender vi tilbage til, men det er ikke længe siden, at kunstmuseet Ordrupgaard også̊ kunne præsentere en udstilling om impressionismens kvinder, hvor det blev pointeret, at de altså̊ har været oversete.

Det er ikke overraskende, fordi det er en stærk tendens i tidens kulturelle strømninger, hvilket også̊ ses klart i besøgstallene og i hvilke køn, der mest frekventerer disse udstillinger.

Det er kvinderne, og det er en udvikling, der har forandret det kulturelle billede markant. Tag det fra en hvid mandlig storforbruger af kultur, der ovenikøbet er midaldrende, hvis ikke bare godt og grundigt gammel.

Tidligere så man flest mænd på museernes støvede gange, og som litteratur- og kunststuderende var det - indrømmet - også mænd, der mestendels spejlede sig i værker skabt af andre mænd.

Kvinderne kom simpelthen i anden række. Men sådan er det ikke mere, og samspillet mellem kvinders generelle stigende kulturforbrug samt tidens opmærksomhed på oversete kvinder, har på en radikal måde skabt store forandringer, der skaber rystelser i den måde, vi anskuer selve kunsthistorien på.

Intervention 

På den Hirschsprungske Samlings udstilling, med titlen: "Det moderne gennembruds kvinder", kalder kuratorerne det selv for en intervention.

Det er ikke længere bare et spørgsmål om, at man har fundet værker af kvindelige kunstnere frem, der tidligere har været glemt eller mindre agtet.

Det er nu mere et spørgsmål om helt at forandre vor opfattelse af kunst- og kulturhistorien, simpelthen fordi den - ifølge kuratorerne - har været så helt igennem domineret af mænd, at denne optik slet ikke kan fatte, hvad det egentlig var, som datidens kunstneriske kvinder skabte af betydning og værdi.

Der er væsentlige problematikker forbundet med identitetspolitik og revolutionære tilgange

Det er store ord, og det smager af revolution. Eller måske snarere af identitetspolitik, hvilket det også̊ er. Det er ret tydeligt, hvis man følger med: de kulturforbrugende kvinder har brug for at spejle sig i kvindelige kunstnere, præcis ligesom mænd også̊ altid - naturligt - har spejlet sig i deres helte.

Der er væsentlige problematikker forbundet med identitetspolitik og revolutionære tilgange, men der er også̊ andet på spil.

Noget, der simpelthen er vigtigere end hvad der kan betegnes som en blot og bar tendens, der er blevet trendy.

Vigtig nøgle

På udstillingen om det moderne gennembruds kvinder har den Hirschsprungske Samling udvalgt hele 23 kvindelige kunstnere fra Danmark, i perioden 1880-1910, hvoraf flere af værkerne er blevet fundet frem fra private ejere, via et forskningsprojekt, som en del af forberedelsen til udstillingen.

I den forbindelse er især et af de udstillede værker en vigtig nøgle for at forstå̊ selve tilgangen til ‘interventionen’’.

Det drejer sig om Anna Petersens ’En aften hos veninden. Ved lampelys’, 1891. Maleriet er på mange måder typisk for sin tid, hvor man ser at kunstnere og intellektuelle samles for at samtale, læse op og lytte til musik. Det særlige ved dette maleri er egentlig bare, at det kun portrætterer kvinder.

Tag for eksempel Erik Henningsens berømte kridttegning, ’Møde i Bogstaveligheden, 1. marts’ 1882. Tegningen er fra 1910, og det er forfatteren J.P. Jacobsen, der læser op af sit manuskript til novellen ’Pesten i Bergamo’, mens tidens førende gennembrudsmænd lytter med. Blandt de portrætterede er bannerføreren for selve gennembruddet, Georg Brandes, men også̊ P.S. Krøyer, Michael Ancher og Viggo Johansen.

Bogstaveligheden var en af datidens førende foreninger. Og det er jo udelukkende mænd, der er portrætteret.

Den rygvendte kvinde, der er portrætteret i Anna Petersens maleri, siddende foroverbøjet på en stol, er kunstneren Marie Triepcke, der blev gift med P.S. Krøyer.

På sofaen sidder kunstneren Bertha Wegmann, og ved siden af hende sidder den svenske kunstner, Jeanna Bauck.

Foruden Marie Krøyer, var Anna Ancher også̊ gift med en af de portrætterede på Erik Henningsens tegning, maleren Michael, og Viggo Johansen underviste på Tegneskolen for Kvinder, hvor mange af datidens bedste kvindelige kunstnere havde studeret, da de først i 1888 fik lov til at komme på Kunstakademiet.

Så̊ der er helt klare relationer mellem de portrætterede på de to malerier. Men Bertha Wegmann og Jeanna Bauck falder ud af ligningen. De levede nemlig sammen, og havde derfor ingen intime relationer til de portrætterede mænd.

Personlige relationer og alternative levemåder

Blandt de 23 kunstnere, som den Hirschsprungske Samling har udvalgt til deres udstilling, dannede fem af dem par med andre kvinder. Nogle af dem levede faktisk sammen som en reel familie. Foruden disse forblev ti af de udvalgte kvinder ugifte.

Disse historier om personlige relationer og alternative levemåder, der stred imod datidens kvindesyn og seksualmoral, samt borgerskabets idé om familien, som en hellig, heteroseksuel enhed, er en meget vigtig del af det moderne gennembrud, der tidligere har været stærkt underrepræsenteret i kunsthistorien. Og det betyder faktisk noget.

Tag for eksempel Bertha Wegmanns portræt af samleversken, Joanna Bauck, fra 1881. Det hænger på Stockholms Kunstmuseum, hvor jeg så̊ det på min rejse rundt i Norden. Det er ikke bare et fremragende portræt, der er fuldt på højde med andre af datidens bedste portrætter, men også̊ et meget intimt portræt, der klart udstråler den kærlighed, der har været mellem dem.

Et andet lignende, og meget stærkt portræt, der pt vises på SMK’s udstilling, der har titlen’ Against all Odds’, er den svenske kunstner Hanna Hirsch-Paulis portræt af veninden, den finske kunstner Venny Soldan Brofeldt fra 1887. De boede sammen i Paris, hvor de begge studerede i en periode.

Det er et mageløst og meget smukt portræt, der blev rost i Frankrig, men kritiseret i Skandinavien. Det er fejlagtigt blevet beskrevet som et maleri, der var totalt nyskabende og provokerende, på grund af selve posituren. Det er imidlertid ikke sandt.

Ligesom mange andre af datidens nordiske kunstnere, var Hanna Hirsch-Pauli stærkt inspireret af den franske kunstner, Jules-Bastien Lepage, der formåede at skabe bro mellem naturalismen og impressionismen.

Men det som især kom til at inspirere et utal af nordiske kunstnere, var hans evne til at vise stærke og anderledes ansigtsudtryk. Det er som om, at de portrætterede  blotter noget af deres inderste, hvilket giver en helt særligt effekt, der måske umiddelbart kan virke naivt, men som samtidig på en sær indtagende måde er meget afslørende.

Det er som at blive inviteret ind i et intimt rum, der på en og samme tid er sårbart, men netop også̊ derfor modigt, og måske endda også̊ trodsigt.

Både Jules Bastien-Lepages, Bertha Wegmanns og Hanna Hirsch-Paulis portrætter er interessante i denne sammenhæng, fordi de er eksempler på, at datidens kunstnere i stigende grad begyndte at interessere sig for kvinder, der ikke bare poserer for nysgerrige mænd.

Det gav plads til andre udtryk, der blev undersøgt på et utal af måder i perioden.

Hanna Hirsch-Paulis portræt er central i SMK’s udstilling. Selv så̊ jeg portrættet på Gøteborgs Kunstmuseum, hvor det hænger til daglig. I det hele taget er en del af de to udstillingers malerier centrale på museerne i hele Norden, for det er ikke kun i Danmark, at man i disse tider sætter ekstra fokus på datidens kvinder.

Haremskvinder

Udstillingen på SMK adskiller sig fra udstillingen på den Hirschsprungske Samling ved at dække hele Norden. Samtidig har SMK også̊ trukket tidsafsnittet lidt længere tilbage, nok mest for at kunne medtage en af Danmarks absolutte, kvindelige kunstnerpionerer: Elisabeth Jerichau Baumann.

Alene hendes livshistorie, rejserne alene til den arabiske verden samt hendes økonomiske succes, vidner om, at selvom det var op ad bakke for mange af tidens kvindelige kunstnere, så̊ var der markante undtagelser.

Og selvom hendes portrætter af haremskvinder i den arabiske verden, kan virke eksotiske og måske endda orientalistiske, så̊ er selve det, at hun tog afsted alene, og samtidig blev respekteret af både den intellektuelle elite og det pænere borgerskab et godt eksempel på, at der var et frirum for kvinder, selvom så̊ mange af datidens etiketter og offentlige institutioner lagde så mange bånd på deres gøren og laden.

Mens den Hirschsprungske Samling gennem de senere år har spenderet mange penge på at forøge deres samling med indkøb af Bertha Wegmanns værker, har SMK indkøbt værker af Elisabeth Jerichau Baumann.

Begge udstillinger ekspliciterer, at datidens kvindelige kunstnere havde blikket vendt udad, fordi de i Norden ikke nød samme rettigheder som deres mandlige kolleger, og man kan læse, at dette har haft særlig betydning for deres dannelse af netværk samt deres valg af motiver og teknikker i deres værker.

Men dette er en uheldig vinkling, for faktum er, at dette gjaldt for alle datidens kunstnere i Norden: De måtte af sted for at kunne lære af tidens store strømninger.

Begge udstillinger er sat tematisk op, og det virker i grunden meget overskueligt på den måde. Men der er også̊ faldgrupper.

Hun var datidens førende blomstermaler

For eksempel har Den Hirschsprungske Samling valgt at vise en række blomstermotiver, hvor kunstnerne har afbildet uspiselige svampe og tornede tidsler. Dette bliver fortolket som værende et symbol på, at kvinderne ville vise modstand imod deres status - et postulat, der slet ikke kan underbygges.

Mest problematisk omkring samlingen af blomstermotiver er dog, at Fynbomaleren Anna Syberg ikke indtager en central placering i denne kontekst.

Hun var datidens førende blomstermaler og absolut også̊ en af Nordens bedste kunstnere, selvom hendes billeder nok ikke indeholder nok protestmateriale til at kunne bruges i en kontekst, hvor man søger efter mere feministsk kampgejst.

Et dukkehjem

Bedre går det, når Den Hirschsprungske Samling tematiserer brugen af handsker i portrætmalerier, der kædes sammen med datidens ophedede debatter omkring kvindelig emancipation.

Her refereres der til Henrik Ibsens teaterstykke ’Et dukkehjem’ og Bjørnstjernes Bjørnsons ’En handske’.

Det er relevant, fordi de kvindelige kunstnere deltog aktivt i den vilde debat omkring sædelighed, og fordi handskerne blev et symbol på forskellige måder at anskue kvindernes seksualitet og modstand på.

SMK’s udstilling udmærker sig især ved udvalget af malerier, hvoraf mange er helt centrale hovedværker.

For eksempel den finske kunstner Ellen Thesleffs ’Ekko’ fra 1891. Der er noget mystisk dragende ved dette maleri, der i dag har fået en ikonisk status.

Også̊ den finske Helene Schjerfbeck er med på SMK’s udstilling. Også̊ hun har i dag fået en langt mere markant status, her især hendes senere, mere eksperimenterende og ekspressive selvportrætter.

Der er også̊ blevet plads til et meget smukt og imponerende landskabsmaleri af den norske kunstner Kitty Kielland.

Maleriet, ’Stokkavannet’, er fra 1890, og i teksten på udstillingen står der fejlagtigt, at dette maleri ”indvarsler stemningslandskabet i nordisk kunst”.

Faktisk forholder det sig endnu bedre, eftersom hun malede sit nok mest berømte maleri, ’Sommernat’, tilbage i 1886, hvilket netop var forud for sin tid. I dag indtager dette værk en særdeles central plads i Oslos Nationalmuseum.

Der bliver udstillet landskabsmalerier på den Hirschsprungske Samling, og her har man forsøgt at fortolke de mange stakitter og naturlige skel i landskabet, som overgange, forhindringer og lignende.

Kort sagt, så̊ forsøger man at læse noget særligt feministisk ind i disse billeder. Men tag nu for eksempel L.A. Ring, der malede et utal af sådanne motiver, ligesom mange andre af tidens skandinaviske malere, mænd som kvinder.

Det udhuler lidt dette spage forsøg, eller efterlader det i hvert fald som værende en kende for søgt.

Og, ærlig talt, ingen af disse landskabsmalerier overgår L.A, Ring, med undtagelse af Kitty Kiellands, der må anses som en af datidens virkelig betydelige gennembrudsmalere, med en helt særegen og suveræn stil.

Men...

Blinde vinkler

Udstillinger af ‘oversete’ og ‘glemte’ kvinder er simpelthen nødvendige, og de indeholder samtidig et værdigt potentiale for, at vi kan blive klogere på en periode i kulturhistorien, der har været så̊ ekstremt afgørende for vores selvforståelse.

At disse kunstnere faktisk har været glemte og oversete, handler især om, at man i eftertiden skrev dem ud af historien.

Samtiden vidner om noget andet, hvor kvinderne nok måtte kæmpe under ulige vilkår, men samtidig var selve omdrejningspunktet for revolutionerende forandringer, der ændrede alt, lige fra den frie kærlighed, forholdet til moral, borgerlig dannelse og meget andet.

Det er også problematisk, hvis man læser kønskampen for meget ind i selve værkerne

Faren ved disse populære udstillinger, hvor der stilles skarpt på kvinderne selv, er at vinklingen bliver for intenderet, og derfor blind på en ny måde.

Det er for eksempel for spidsvinklet, når man postulerer, at kvinderne tog til udlandet, på grund undertrykkelse i deres hjemlande, alene fordi det var et vilkår, der også̊ krævede, at mændene gjorde det samme.

Siden den franske kritiker Victor Cherbuliez i 1878 fældede dom over dansk maleri, hvor han kaldte disse for ‘slikkede’, måtte alle danske kunstnere stramme op og søge udenlands, for at finde inspiration og viden om nye teknikker.

Problematisk

Det er også problematisk, hvis man læser kønskampen for meget ind i selve værkerne, som i tilfældet med blomstermotiverne på Den Hirshsprungske Samling, hvor tidens førende blomstermaler, Anna Syberg, ikke indtager en central plads.

Desuden er det et faktum, at nedbrydning af hierarkier, også̊ i tilfældet med botanik, lå i tiden. Man undersøgte og studerede det nære og det lokale, i modsætning til tiden omkring romantikken, hvor kunstnerne søgte det udsøgte og sjældne i naturen.

En kunstner, som den danske formgiver og porcelænsmaler, Effie Hegermann-Lindencrone, skabte et utal af mesterværker, hvor hun anvendte tang og andre af naturens mange planter som motiver, uden at det giver mening direkte at kalde det for et indspark i tidens feminisme.

Ufrivilligt svangerskab, jalousi, udskamning og tildragelse af uhelbredelige kønssygdomme var alt sammen en del af dette eksperiments bagside

Det er både godt, spændende og relevant at finde flere oplysninger og værker af kvinderne fra den periode, som vi kalder for det moderne gennembrud, men det er grundlæggende misvisende, hvis disse gøres til rene ofre for en misogyn samtid.

De bedste af datidens avantgardistiske, kvindelige kunstnere dannede alliancer med mandlige kolleger, der heller ikke blev anerkendt for deres arbejder.

Eksperimentet med at emancipere kvinden, og de faktisk levede liv, hvor borgerskabets besnærende seksualmoral samt ægteskabet som institution blev sat i skak, havde kolossal betydning for både mænd og kvinder.

Ufrivilligt svangerskab, jalousi, udskamning og tildragelse af uhelbredelige kønssygdomme var alt sammen en del af dette eksperiments bagside. Men det var åbenlyst en pris, som disse pionerer gerne ville betale.

August Strindbergs had

Når både Den Hirschsprungske Samling og SMK ekspliciterer, at forfatteren August Strindberg var misogynist, så̊ er der tale om mangel på nuancer.

Ligesom maleren Edvard Munch beskæftigede sig med jalousi som tematik, udmærkede Strindberg sig ved at udpensle de mere sorte sider af sin egen og andres tilværelse, herunder også̊ nogle kvinders tilegnelse af mændenes mere udsvævende liv.

Strindberg rettede ikke sit had alene mod kvinder, men mere generelt imod sin samtid, og at Sofie Holtens portræt af ham, som er medtaget på den Hirschsprungske Samlings udstilling, skal fungere som en skamstøtte over tidens modstand imod kvinder, er misvisende.

Det handlede også̊ om at gøre op med borgerskabets udskamning af disse ‘faldne’ kvinder

Vi har lyst til at spejle os i denne periodes kunst, fordi den netop skabte grundlaget for det liv, de fleste af os lever i den vestlige verden i dag. Og at de naturalistiske forfattere skrev om prostituerede kvinder, og kunstnere boede og levede sammen med prostituerede, handlede ikke bare om simpel udbytning.

Det handlede også̊ om at gøre op med borgerskabets udskamning af disse ‘faldne’ kvinder.

At naturalismen også̊ foreskrev, at man skulle skildre det levede liv, sådan som det nu engang var, med op- og nedture, var jo netop hvad selve gennembruddet gik ud på.

Det er derfor, at vi kan se hvad det kostede at gennemføre disse friheder. Det er vigtigt at huske dette, for ren udskamning af den kamp, sorg og ulykke, som dette også̊ medførte, var og er uundgåeligt.

Og så̊ er det bare så̊ meget bedre, end hvad der blev gjort op med, hvor folk levede sammen uden kærlighed, og hvor kvinder skulle underlægge sig manden.

Tag for eksempel kunstneren, Susette Holten f. Skovgaard, der heldigvis er taget med på den Hirschsprungske Samlings udstilling.

Sammen med sin broder Niels Skovgaard samt Elise Konstantin-Hansen og Thorvald Bindesbøll blev hun repræsenteret på Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København 1888.

Senere blev hun en central figur i dannelsen af en kunstnerisk opposition imod tidens stivnede gatekeepers

Her viste hun nogle af sine keramiske værker frem, og senere blev hun en central figur i dannelsen af en kunstnerisk opposition imod tidens stivnede gatekeepers. Selv skrev hun om denne periode, hvor kunstnerne, kæresterne og ægteparrene sammen skabte enklaver og venskaber: 

“Vi var alle lige; der var ikke Tale eller Tanke om en var stor, en anden lille, en gammel, en ung, en Mand, en Kvinde. Vi var bare Kammerater, der arbejdede for det samme Maal: Bedre Kaar for Kunsten i Danmark.” 

Trangen til frigørelse

Det ville være mindre misvisende, hvis sådanne opfattelser blev mere fremhævet i dag. Der er jo en grund til, at Herman Bang, der var homoseksuel, og de mange kvinder, der levede sammen med andre kvinder, trods udskamning og fordømmelse, endnu kunne opnå̊ at få karrierer og anerkendelse.

Det skal man ikke glemme, for det er helt enestående i kulturhistorien og noget som vi nok aldrig bliver færdige med at undersøge. For hvordan lod det sig gøre? 

Hvorfra kom denne trang til frigørelse? Det er et mirakel, og sådan burde man tilgå̊ tiden.

Det ensidige fokus på køn gør desværre, at nogle væsentlige værker ligesom falder udenfor. Både Elisabeth Jerichau-Baumann og Agnes Slott-Møller har malet stærke nationalistiske motiver, men de bliver ikke repræsenteret på disse udstillinger.

Eksponering af kvinderne er og bliver formodentlig aldrig lige så̊ ekstrem som eksponeringen altid har været af mænd

Og man kan formode, at det også̊ handler om, at det ikke stemmer overens med, at nu skal vi forstå̊ disse pionerkvinder som modstandsfolk, der måtte forlade andedammen for at søge frihed andetsteds.

Værdidebatten omkring køn og national identitet er sprængfarlige tematikker, der også̊ i dag spiller en væsentlig rolle, ikke mindst i medierne, men også̊ på de kulturelle institutioner.

Det skaber naturligvis også̊ høj bølgegang, ind imellem, men det er tilrådeligt at bevare overblikket, og ikke ende fejlagtigt med at stå̊ på et reaktionært standpunkt.

Eksponering af kvinderne er og bliver formodentlig aldrig lige så̊ ekstrem som eksponeringen altid har været af mænd.

I hvert fald ikke kulturhistorisk, eftersom det faktisk er lykkedes for samtid og eftertid at skrive kvinderne ud af denne historie, hvilket naturligvis også̊ gør, at der er bevaret mange flere mandlige værker og biografisk fakta om dem.

Spekulative tolkninger

Der skal være plads til kvinderne, og vi kan blive alle meget rigere på den konto. Men vi skal også̊ blive klogere og undgå̊ at ende med at skabe flere spidsvinklede og spekulative tolkninger, der ikke svarer overens med fakta.

Det er ingen nemlig tjent med.

Det er en enestående mulighed for at se de bedste kvindelige kunstnere fra det moderne gennembrud, som både den Hirschsprungske Samling og SMK diverterer os med for tiden.

Det er som at træde ind i en fortryllet verden, og det klæder de mange mesterværker

Den Hirschsprungske Samlings udstilling er mere anskuelsesundervisning og akademisk, men samtidig også̊ den, der har flest værker med, der ikke er blevet vist tidligere. SMK’s udstilling er derimod så̊ helt igennem fremragende sat op, at det tager vejret fra en.

Det er som at træde ind i en fortryllet verden, og det klæder de mange mesterværker.

Det er jo bare tilfældets lykkelige omstændigheder, at disse nordiske, kvindelige kunstnere repræsenteres så̊ omfattende lige i hjertet af København, når man som jeg er i gang med at skrive om at rejse i Norden som storforbruger af kunst, med et særligt fokus på det nittende århundredes kunst.

Det viser i grunden bare, at dengang, hvor Norden blev demokratiseret, og hvor alting var under forandring, blev der skabt kunst i verdensklasse. Det vidner udstillinger som disse også̊ om.

 

’Det moderne gennembruds Kvinder. Dansk kunst 1880-1910’. Den Hirschsprungske Samling. 28. August - 12. januar 2025.

’Against all Odds - Historiske kvinder og nye algoritmer’. SMK. 31. august - 8. december 2024.