Højrefløjen har i årevis beskrevet scenariet som en apokalypse, hvor horder af zombier fra Stor Mellemøsten vælter ind over grænserne og udfordrer de tilstedeværende værdier.

Indvandrere er blevet beskrevet som nogle, der tilhører en radikalt anden kulturkreds, og at de derfor er grunden til at de vestlige/europæiske værdier er ved at forsvinde.

Det er, mildest talt, en kras overdrivelse, selvom velfærdslandene nok er truet af en større underklasse og værdierne udfordret af anderledestænkende.

Noget andet må være på spil, og truslen om afviklingen af Europas ellers så storslåede kulturelle værdier må også komme andre steder fra.

Vestens forfald

Hvad denne trussel egentlig udgøres af, har den hollandske forfatter, Ilja Leonard Pfeijffer, et ret så skarpt bud på.

I hans succesroman, ’Grand Hotel Europa’ fra 2018, der i dag udgives på dansk, skriver han både vittigt, faktabaseret og vildt fabulerende om turismen som et symptom på Vestens forfald.

Romanen er blevet udgivet i 22 lande, og i Holland var det den absolutte bestseller i 2019. Og når man læser romanen, forstår man godt at den er blevet en succes.

Den er på en og samme tid let og elegant, og så er den spækket med finurlige og sprælske sidefortællinger, anekdoter og filosofiske ideer.

Men grundlæggende er romanens tema masseturismen. Tag for eksempel byen Venedig, der altid har været et symbol på Europas storhed - og forfald.

Det virker helt surrealistisk og næsten ikke til at begribe

Som bolværk mod det Osmanniske riges ekspansionsiver har byen været den front, der skulle slå en radikalt anderledes kultur ned.

Og som en synkende by har Venedig været symbolet på Vestens forfald, for eksempel i Thomas Manns roman ‘Døden i Venedig’.

I 1422 var der 199.000 indbyggere i Venedig. I 2018 var der 53.986 indbyggere. I dag besøger 18 millioner turister byen hvert år, og ifølge prognoser vil dette tal være steget til det dobbelte i 2030.

Det virker helt surrealistisk og næsten ikke til at begribe. Alligevel er det en tendens, der også viser sig i andre europæiske byer.

Folk flytter ud grundet priserne på deres boliger, og turisterne kommer i enorme mængder og lejer sig ind i de mange airbnb’s.

Denne tendens hvor Europas mange kulturelle skatte besøges af et utal af mennesker fra især Kina, er en helt anden måde at opfatte Vestens kulturelle forfald på. Og Ilja Leonard Pfeijffer gør det overordentlig godt.

Morsom og tankevækkende

I romanen følger vi en åndsaristokrat, forfatterens alter ego, der bliver kæreste med den italienske Clio, der er ekspert i maleren Caravaggio.

Sammen flytter de til Venedig, hvor Clio forsøger at få foden ind i museernes gyldne kamre, der ligger underdrejet af nepotisme, så de ikke længere ansætter eksperter, men derimod kun de udvalgte få, der er en del af den kulturelle og indspiste elite.

resultatet er en eminent og fuldkommen mageløs roman

Forfatteren beslutter sig for at skrive en bog om turismen, men den virkelige bog, som man sidder med i hånden, handler om efterspillet, hvor han har mistet Clio, og nu sidder i det gamle, nostalgiske Grand Hotel Europa, og skuer tilbage.

Hans tanker om turismen og forliset med Clio glider sammen, og resultatet er en eminent og fuldkommen mageløs roman, der nok er omfattende, men samtidig ekstrem morsom, tankevækkende og foruroligende.

Tænk for eksempel på Det Sixtinske Kapel i Peterskirken i Rom, hvor man kan se Michelangelos ufatteligt smukke fresko. Grundet de enorme mængder af turister, er der en reel fare for, at det vil smuldre, grundet turisternes åndedrag.

”Autentisk oplevelse”

Og hvorfor er det så sådan?

Det er netop, hvad Ilja Leonard Pfeijffer tematiserer i romanen. Som turister vil vi helst ikke være turister. Vi europæere vil helst ikke besøge steder, hvor vi kan møde andre turister.

Derfor leder vi med lys og lygte efter pletter på jordkloden, hvor vi kan få ”en autentisk oplevelse” af noget oprindeligt.

Et eksempel der optræder i romanen, er en udstilling af nogle berømte malerier, der er blevet digitaliseret, så man som kan besigtige dem og få den mest optimale oplevelse af værkerne.

Det er ikke til at forklare. Men det handler om nostalgi

Problemet er bare, at ingen gider at se udstillingen. Vi vil hellere stå i en hob af mennesker, foran Leonardo Da Vincis maleri på Louvre, for at tage en selfie.

Og hvorfor er det sådan? 

Det er ikke til at forklare. Men det handler om nostalgi.

Samtidig med at Europas kulturelle skatte og grundlæggende værdier hører fortiden til, bygges replikaer af disse op i andre lande, for eksempel pyramiderne og Eiffeltårnet i 1:1.

Andre kulturer synes at være ligeglade med europæernes nostalgi, selvom disse altså samtidig invaderer det gamle kontinent, i en grad, der kun kan sammenlignes med besøgstallene i Disneyland.

Ikke et hak bedre selv

Samtidig med at Europas kulturelle hovedattraktioner og byer invaderes af turister, og de oprindelige indbyggere flytter ud, forsvinder selve det attraktive.

De oprindelige butikker og restauranter lukker, og nye, identiske og kedsommeligt turistede butikker tager deres plads.

Europa har intet andet kulturelt at stå imod med. Som turister er europæerne ikke et hak bedre selv, når de tager ud i verden, og derfor at det er et globalt problem.

Det er samtidig et paradoks, en selvmodsigelse, fordi vi som turister ikke vil identificeres med andre turister.

’Grand Hotel Europa’ er spækket med eksempler på, hvor absurd turismen egentlig er

Den franske forfatter, Michel Houellebecq, mener det samme. Hans romaner indeholder også satire over disse tendenser.

Han gør grin med, at man kan besøge en fransk by, hvor de gamle pensionister betales af kommunen for at spille petanque, når turisterne kommer forbi, så de kan få en autentisk oplevelse.

’Grand Hotel Europa’ er spækket med eksempler på, hvor absurd turismen egentlig er. Det er, som sagt, både meget underholdende men samtidig også skræmmende og bekymrende.

Det er forandringer, som vi alle erfarer hver eneste dag, men som vi i grunden ikke rigtig opfatter som egentlig farlige.

Forfald af historiske dimensioner

Efter endt læsning er man slet ikke i tvivl om, at denne globaliseringsbølge skaber forandringer, hvor værdiernes forfald accelereres i en grad, som man ikke rigtig kan opfatte som andet end forbløffende.

At Ilja Leonard Pfeijffer samtidig også pointerer, at myten om, at de lokale tjener mange penge på turismen, samtidig med at de ikke evner at tjene penge på noget som helst andet, som værende falsk, gør det bare endnu mere bekymrende.

Det positivt overraskende, rent litterært, er at ’Grand Hotel Europa’ faktisk lever op til netop det

Måske nogle få tjener penge på den stigende turisme, men for de næringsdrivende og for flertallet af indbyggerne samt de kulturelle skatte, er det en trussel, der skærer ind til benet af deres værdier og livsgrundlag.

Kort sagt: et forfald af historiske dimensioner.

’Grand Hotel Europa’ er en roman om dette forfald, og som Ilja Leonard Pfeijffer skriver et sted, så skal romanen forstås som en opdateret udgave af lige dele Oswald Spenglers berømte bog, ’Vesterlandets undergang’ og Thomas Manns roman, ’Trolddomsbjerget’.

Det positivt overraskende, rent litterært, er at ’Grand Hotel Europa’ faktisk lever op til netop det.

Ilja Leonard Pfeijffer: Grand Hotel Europa. Oversat fra hollandsk af Lise Bøgh-Sørensen. 704 sider. Hardback. Batzar & Co. Bogen udkommer i dag.