Annonce

Miniatureskibenes historie skildres i ny og til tider blændende bog

Modelskibets historie er en historie om storhed og fald. Trods lidt bølgegang i fortællingen, er ny bog uundværlig for enhver fan af modeller og miniaturer
Foto: Gads Forlag
Museumsinspektør på M/S Museet for Søfart i Helsingør, Thorbjørn Thaarup, har skrevet en bog om modelskibenes historie
Der er bare noget ved miniaturer, der altid har fascineret os.

Vi har dyrket det siden tidernes morgen, og det er i grunden, rent filosofisk, interessant hvordan vi altid har haft evnen til at forestille noget i en helt anden skala.

Uden at overdrive er enhver beskrivelse og model af noget en slags reduktion, som vi kan bruge til at forestille os det, som det afbilder.

Transportmidler har altid været noget af det, som vi har været mest fascineret af, når det handler om modeller.

Skibe, fly, hestevogne, biler og lokomotiver har altid været genstand for denne leg med skala.

Men selvfølgelig også dukker, dukkehuse og arkitekturmodeller har været dyrket intenst gennem historien.

Fortælling i bølgegang

En ny bog, skrevet af museumsinspektør på M/S Museet for Søfart i Helsingør, Thorbjørn Thaarup, skildrer modelskibet historie.

Det er en lang og på mange måder kringlet historie, der har mange facetter. Vi er et land, der er omgivet vand, og derfor har vi også altid været en søfartsnation.

Men vi er samtidig også en nation, der har bygget vores identitet på vores landbrugsproduktion, hvilket har gjort, at vores samlede identitetshistorie på mange måder er endt som en broget mosaik.

Fortællingen om dansk søfartshistorie, og dermed også historien om modelskibene, er en fortælling i bølgegang, fordi vi i perioder har været opdagelsesrejsende og stærke på havet.

Her kan man se de mest prægtige eksempler på modelbyggeri

I andre perioder har vi lidt fatale nederlag og mistet hele vores flåde i voldsomme krige. Derfor er den danske søfartshistorie også en historie og storhed og fald.

Dette har haft konkret betydning for de bedste af vores skibsmodeller, der i mange tilfælde har lidt en krank skæbne.

Mange af de store samlinger er blevet destrueret af fjender og andre er gået til i brande.

Samlingerne har ofte skiftet bolig, og deres status har også skiftet fra at være det fineste til blot at fylde på museer, depoter og lignende.

Landets bedste samling

Grundlæggende kan man konstatere, at landets måske bedste og mest betydelige samling i dag befinder sig på Krigsmuseet i København.

Her kan man se de mest prægtige eksempler på modelbyggeri, hvor det håndværksmæssige er så helt igennem betagende.

Der findes også fine modelskibe på Marstal Søfartsmuseum på Ærø.

Her mærker man klart, at det handler om identitet

Netop der får man også en fin fornemmelse af, at modelskibe har haft en stor folkelig betydning, fordi så mange amatører, tidligere søfarende og historisk interesserede har bidraget til deres store samling.

Her mærker man klart, at det handler om identitet.

I bogen, der har titlen: ’De små skibe. Store historier om modeller, søfart og saltvand’, får man et ret godt indblik i hvor bredt et fænomen, det faktisk er.

Lige fra de mange modelskibe, der hænger rundt omkring i landets kirker, over regenternes, skibsrederiernes og det rigere borgerskabs finere modeller, der anvendte dem som symboler på magt og vælde.

I bogen får man også et indblik i, hvordan mange af modellerne har været anvendt af ingeniører til at konstruere reelle skibe, og Thorbjørn Thaarup bruger ret meget plads på at berette om disse forskellige typer af modeller.

Måske savner man lidt en fortælling om, at der endnu i dag er modellører, der bygger skibe af høj kvalitet, for eksempel Køge Modelbyggerlaug, der klart er værd at besøge.

Nøler desværre lidt

Da M/S Museet for Søfart skiftede lokation i 2015, og derfor pakkede deres samling ned på Kronborg Slot, hvor de havde til huse siden 1915, valgte de at putte deres modelskibe i depot.

Dette har medført, at en del af deres fans har brokket sig, og Thorbjørn Thaarup bruger uforholdsmæssig meget plads på at forklare hvorfor museet valgte at gøre det. Især fordi museet nu har valgt at vise dele af samlingen frem igen.

På mange måder forsøger Thorbjørn Thaarup at finde frem til en betydning og brug af disse skibsmodeller, der skal være ny.

Thorbjørn Thaarup nøler desværre lidt i denne sammenhæng

Det skal ikke bare være for at vise modellerne, eller blot for at illustrere et rigtigt skib i en anden skala.

Thorbjørn Thaarup nøler desværre lidt i denne sammenhæng, og det er lidt som om, at han fortaber sig i denne lidt mindre betydelige historie.

Men det er jo indlysende, at modeller, dioramaer og andre former for præsentationer, der kan pirre ens fantasi og fascination, i sig selv er berigende.

Det er jo betagende for eksempel at besøge Hamborgs søfartsmuseum, der bugner af skibsmodeller eller byens berømte miniature modeljernbane, som Thorbjørn Thaarup også skriver om.

Kan alligevel ikke undværes

Om M/S Museet for Søfart skal satse på deres skibsmodeller eller ej, er på en måde en debat og diskussion, der hører til et andet sted.

Det er i hvert fald lidt forstyrrende at læse om, samtidig med at Thorbjørn Thaarup så blændende og indsigtsfuld kan berette om de bedste modeller og samlingers historie.

Bogen er ganske glimrende illustreret, og jeg som fan af modeller og miniaturer kan ikke undvære den i min bogsamling.

Det er en bog, man bliver klog af at læse, omend den nok er skrevet lidt for fragmentarisk med for mange ekskurser, der mudrer det egentlige, historiske greb.

Det lever man imidlertid med, for Thorbjørn Thaarup doserer samtidig rigeligt af sin viden, og det kan man ikke undgå at blive benovet over.

 

Thorbjørn Thaarup: ’De små skibe. Store historier om modeller, søfart og saltvand’. 343 sider. Gennemillustreret med fotos i farver og S/H. Gads forlag, 2024. Udgivet i samarbejde med M/S Museet for Søfart.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet