Det var en dag sent i april, og jeg havde forsøgt at finde et hotel, der var inde for min økonomiske rækkevidde.

Det viste sig dog at være helt umuligt. Faktisk viste det sig, at stort set alt var lukket på øen.

Alle restauranter, røgeriet i Marstal, pizzeriaerne og caféerne var lukket. Udelukkende et supermarked samt en havnekiosk var åben, da jeg ankom til byen.

Og så naturligvis museet.

’Vi, de druknede’

Jeg havde længe drømt om at besøge byen og museet, efter at jeg fik læst Carsten Jensens søfartsroman, ‘Vi, de druknede’, der handler om byens historiske udvikling og livet på verdenshavene.

Og, som sagt, det er virkelig et meget hyggeligt museum. Det er helt labyrintisk, og du går fra rum til rum, der snor sig gennem hele hovedbygningen.

Overalt hænger der marinemalerier og flasker med modelskibe. På gulvene ligger der ankre, tovværk og andet søfartsrelaterede materiel.

Umiddelbart virker det hele sådan lidt kaotisk og overvældende, men hurtigt går det op for en, at de mange malerier, dioramaer og flasker med modelskibe er relateret til selve byen.

De er skabt af sømænd, der har boet i byen. Det opdager man også for alvor, når man bevæger sig ud i den gamle by, hvor små, skæve og meget lave huse snor sig op af bakkelandskabet.

Der findes stort set ikke et eneste hus, der ikke har noget maritimt stående i deres vindueskarme.

Det er her, at det hyggelige kommer ind i billedet, for det er bestemt ikke lige en standard, ala marinemaleren Eckersberg, der kendetegner museets mange malerier.

Dog med en enkelt og meget overraskende undtagelse, men det vender jeg tilbage til.

Et sort kapitel

Foruden de mange prydelser, som museet består af, er der også rigtig meget, som man kan lære om.

Man kan læse om de forskellige skibstyper, om skonnerterne, bramsejl, dampere, motorsejlere og coastere. Hver type har fået et rum samt en tidsangivelse, hvor netop den type blev gængs.

Der er også et særligt rum, der beretter om Marstal under Anden Verdenskrig, selvfølgelig, fordi Besættelsen var et sort kapitel for byens indbyggere. Her blev en del skibe sænket, ramt af især miner.

Det nok mest særprægede rum består af artefakter, som byens søfolk har bragt med sig hjem, når de har rejst på verdenshavene.

Her er skildpaddeskjolde, hajtænder, hvalknogler, kinesisk porcelæn, primitive våben og dragter.

Men det mest iøjnefaldende er nok skrumpehovedet, der også optræder i Carsten Jensens roman.

Man kan gå i romanens fodspor og læse om, hvorfra dele af romanens fortælling er opstået

I øvrigt betyder Carsten Jensen roman en masse for byen og museet, og de har gjort en del ud af at reklamere for den.

Man kan gå i romanens fodspor og læse om, hvorfra dele af romanens fortælling er opstået.

Der er også et stort rum, der handler om skibet Nella Dan, der blandt andet blev anvendt til mange ekspeditioner til Grønland og Antarktis. Der er mange historier og meget nostalgi forbundet med dette flotte, røde skib.

I det hele taget er museet bygget rigtig godt op i didaktisk forstand. Der er rigtig mange sjove oplevelser, hvor man blandt andet kan besøge kabysser og et styrhus, så man føler, at man selv sejler på havet.

Og det er netop ikke bare interaktive computerskærme og kedsommelige animationer og grafik, som mange andre museer ellers har at byde på.

To særlige samlinger

Museet har dog to helt særlige og unikke samlinger, der er værd at dvæle lidt mere ved.

For det første har museet en særdeles omfattende samling af marinemaleren Jens Erik Carl Rasmussen (1841-1893).

Hans malerier er virkelig betagende, og man aner den spirende modernisme, der tog sit indtog i maleriet, i slutningen af det nittende århundrede.

Malerierne er ofte dramatiske, med vældige landskaber og masser af fine detaljer, når det gælder havets krusninger, bølger og skumsprøjt.

Han er nok mest anerkendt for sine portrætter af grønlændere. Det er også en historisk betydelig skat, men selv synes jeg, at hans landskabsmotiver af klipper og ismasser på Grønland er det mest betagende i hans oeuvre.

En anden af museets samlinger, der virkelig er imponerende, er deres mange modelskibe, skabt af Lorens Hansen.

Det er detaljer og lækkerier ud over alle grænser, og måden hvorpå de er sat op, er også virkelig imponerende.

Carl Rasmussen og Lorens Hansen var naturligvis også bysbørn.

For det er hvad Marstal Søfartsmuseum er: et lokalt forankret museum, med et stort areal, der også indbefatter dele af byens havn, og som sagt næsten virker til at indbefatte byens små huse også.

Det er hyggeligt, det er oplysende og spændende. Ja, det er faktisk hele turen værd, også selvom det var udenfor sæsonen.

Ø-kuller

Mens jeg ventede på bussen, der skulle tage mig fra Marstal til den anden side af øen, hvorfra den færge, som jeg skulle med gik fra, ankom en anden færge til havnen.

Allerede en halv time før færgen ankom, havde en række ældre mennesker stillet sig op. De stod og skuede ud over havet, hvilende sig op ad deres knallerter og cykler.

Jeg holdt øje med dem, var nysgerrig, og da færgen ankom og bilerne var kørt på plads, og det var tid til afgang, gik det op for mig, at ingen af de skuende havde interageret med færgens passager.

De stod der simpelthen for at kigge på, uden mål og med.

Færgen var nemlig stødt på grund, så nu skete der da noget.

Da jeg så atter skulle vente på færgen i Ærøskøbing, stod der igen en stor gruppe mennesker og skuede ud over havet, men denne gang var der en årsag.

Færgen var nemlig stødt på grund, så nu skete der da noget.

Jeg havde ellers forestillet mig, at jeg måske kunne flytte til sådan en ø, og bo på mit skib, men denne ø-kuller, som jeg fornemmede af at være der uden for sæson, med alt lukket, og med færgen, der var stødt på grund, fik tag på mine drømme.

Samtidig spiste jeg frokost på Ærøkøbings røgeri, hvor de serverede kedelige bølgepomfritter og paneret fisk fra Alaska, der faktisk stank.

Det er bare ikke godt nok, og de fine Dannebrog, der pryder røgeriet, er desværre kun skind, er jeg ked af at måtte indrømme.

Men museet, og sikkert også øen om sommeren, er virkelig et besøg værd. Det er hermed anbefalet.