Det er uhyggeligt, men samtidig virker det som et maskineri, der drives frem af kræfter, der virker uoverskuelige.

Derfor ser man også mere og mere en tendens i kulturen, der sætter fokus på krigen.

Den belyses fra alle mulige vinkler, og vi har alle instinktivt et behov for at undersøge dens mekanismer.

Da koldkrigsmuseet REGAN Vest åbnede sidste år, udgav de i samme anledning en bog om dengang, hvor selv den danske regering var bange for atomkrig.

At genlæse datidens reaktioner på en uoverskuelig trussel udefra, synes desværre relevant at fokusere på igen.

Vi interesserer os i stigende grad for, hvordan det enkelte menneske har været præget af krigen

Også Den Hirschsprungske Samling fokuserer i denne tid på krig. Her er det de slesvigske krige, der er i fokus, og museet har blandt andet valgt at stille skarpt på de menneskelige aspekter ved krigen, frem for udelukkende at fremvise de ellers mange bataljemalerier.

Vi interesserer os i stigende grad for, hvordan det enkelte menneske har været præget af krigen, hvilke tanker, de har gjort sig og hvilke sår, krigen har præget den enkelte med, frem for tidligere, hvor man var mere interesseret i hvorledes nationens samlede identitet blev præget af krigene.

Derfor er det heller ikke overraskende, at Den Hirschsprungske Samling har samarbejdet med Veteranforeningen i forbindelse med deres udstilling, for vi skal lytte til dem, der også i dag har oplevet krigen tæt på.

Også Dansk Designmuseum har fokus på krig, i deres nyligt åbnede særudstilling med japanske træsnit.

‘I krig og kærlighed’ hedder denne udstilling, og her fremvises billeder fra Japans imperiale krige i slutningen af det nittende århundrede og begyndelsen af det tyvende århundrede, og igen er det manipulation, propaganda og et forøget fokus på det enkelte menneske, der er i centrum.

På godt og ondt

Moesgaard Museums særudstilling, ’Kriger’, tager dette fokus på mennesket mere direkte, end alle de andre. Det er en klassisk antropologisk udstilling.

Genstandene i udstillingen er nærmest slet ikke relevante, selvom museet, der har skabt udstillingen i samarbejde med Krigsmuseet og Nationalmuseet, normalt har fokus på disse.

Man har i stedet valgt at stille mere skarpt på fænomenet ”kriger”, og det er på godt og ondt.

Udstillingens tematik centrerer sig omkring fire krigerfigurer fra fire forskellige historiske perioder.

Vi præsenteres for en legionær fra Romerriget (ca. år 1-300), en samurai fra Japan (år 1500-1600), en rituel Sepik-kriger fra Ny Guinea (1900-1930) og en dansk kriger (1991-2024).

Den antropologiske tilgang gør, at tematikkerne er inddelt i mindre enheder, hvor hjem-ude-hjem udgør grundfortællingen, og nedslagene består af forskellige ritualer, der gennem tiderne har forskellige fællestræk.

Til sidst står de med ryggen vendt mod hinanden, og kigger direkte på os

Det er en udstilling, der er meget visuel, dvs. ekstremt moderne, hvor man som besøgende ikke rigtig oplever at få et overblik, men i stedet får ”en på opleveren”.

Efter at have set udstillingen havde jeg det som om, at jeg havde set en actionfilm. Grundfiguren på udstillingen er de fire krigere, der er skabt i fuldfigurer, der står i en cirkel.

Denne figurgruppe optræder hele tre gange på udstillingen, der er lavet som en slags labyrint, som man skal gå igennem.

Først står de med ryggen til os, og kikker på hinanden. Derefter ser vi dem vendt imod os, midt i krigen, i affekt og med hævede våben.

Til sidst står de med ryggen vendt mod hinanden, og kigger direkte på os.

Mangler meningsløsheden

Overalt stiller udstillingen spørgsmål til os. Vi skal tænke over krigen, men især over krigeren, og de forvandlinger, som han må gennemgå.

Og selvom der også er fokus på krigstraumer, så handler udstillingen især om alt det, der er sat i system, og som i grunden gør, at man kan forstå krigen som noget, der er logisk.

Udstillingen fokuserer for eksempel ikke på krigen som meningsløs, som et spil, der forfører det unge menneske, der søger optagelse i krigergrupperingen, og som måske vender hjem, desillusioneret og skuffet.

Det er på en måde som om, at hele den periode, som vi især så udfoldet i USA, efter Vietnamkrigen, hvor skuffelsen, meningsløsheden og soldatens psyke var nedbrudt, fordi værdierne ikke længere eksisterede, slet ikke er taget med.

Udstillingen er målrettet familien, og derfor er den også meget bred, men samtidig også ”ufarlig”

Det er netop denne udstillings svageste punkt: 

Som en antropologisk undersøgelse af krigeren, bliver fortællingen om krigerens nedbrudte psyke, grundet propaganda, meningsløshed, tab ved fordummelse, død via bestialitet, uskyldige dødsofre og meget mere, som slet ikke kan rummes i denne fortælling.

Alligevel er det interessant at gå rundt på særudstillingen på Moesgaard Museum.

Undertegnede lagde mærke til, at de mange børnefamilier i hvert fald talte om krig og om krigeren, mens de fordybede sig i de mange detaljer, bestående af film, af lydspor, som man kunne lytte til via høretelefoner og de mange plancher og udstillede genstande.

Udstillingen er målrettet familien, og derfor er den også meget bred, men samtidig også ”ufarlig”.

Det er meningen, at udstillingen senere skal stå permanent på Krigsmuseet i København. Her inviteres man ind på museet med skriften på selve døren:

Der er noget usmageligt over denne måde at formulere det på. Selvfølgelig er vi alle vænnet til at se på krigen i alle afskygninger gennem populærkulturen, men alligevel er det noget bastant og næsten ubehageligt ved sådan at blive hilst velkommen til et museum.

For det er, heldigvis, ikke krigen som vi træder ind i, når vi besøger Krigsmuseet i København, men derimod denne historie og manifestationer i form af elementer, genstande og historier.

Krigsmuseet i København er faktisk ret ”gammeldags”, selvom de har forsøgt at modernisere sig på et punkt.

Man kan se en udstilling om krigen i Afghanistan, hvor man også fokuserer på de danske krigere, der var afsted.

Der er faktisk lavet en hel afdeling, der skal give gæsten en oplevelse af livet i en dansk lejr i Afghanistan.

Man har, så at sige, iscenesat selve stedet, hvor krigen hærgede, og det virker i grunden ganske godt.

Og igen er det sådan noget, der kan appellere til børnefamilierne. Det er en del af oplevelsesindustrien, som mange museer benytter sig af i dag.

Det virker skam, men man kan ikke lade være med at undre sig over fraværet af den væmmelse, som krig faktisk også er.

’Kriger’. Særudstilling. Moesgaard Museum. Udstillingen er kurateret af Anders Emil Rasmussen. Skabt i samarbejde med Krigsmuseet og Nationalmuseet. Åbnede 21. marts 2024.