Annonce

Danmark i krig skildres på mange måder, men fraværet af død og ødelæggelse skriger stumt

Krig er temaet på dette års forårsudstilling på Den Hirschsprungske Samling nærmere bestemt Første og Anden Slesvigske Krig i perioden fra 1848 til 1864.
Foto: Den Hirschsprungske Samling
Første og Anden Slesvigske Krig i perioden fra 1848 til 1864 er temaet for forårsudstillingen på Den Hirschsprungske Samling.
Den Hirschsprungske Samlings forårsudstillinger er altid ventet med spænding. Det er som om, at de har en nærmest overnaturlig sans for at ramme tidsånden meget præcist.

Sidste år var det udstillingen med måske Danmarks bedste blomstermaler, Anna Syberg, der varslede forårets komme med akvareller af krokus, hyacinter, påskeliljer og tulipaner.

Dette års forårsudstilling er dog en kende mere dyster, men det svarer til tiden. Temaet er krig, nærmere bestemt Første og Anden Slesvigske Krig, i perioden fra 1848 til 1864.

Det var blodige slag, der blev afgørende for den nationale dannelse og identitet. Og det var ekstremt tumultariske tider, hvor forestillingen om en samlet tysk stat blot lå i støbeskeen, hvor Danmark fik sin Grundlov, og hvor landet tabte stort til tyskerne, der reducerede landet voldsomt.

Det er samtidig en tid, hvor især de nationalliberale afgjorde landets skæbne, på godt og på ondt. Det var denne gruppering, der havde skubbet på for at Danmark kunne demokratiseres, men det var samtidig dem, der ønskede konfrontationen med hertugdømmerne, for at samle landet under én lov.

Første Slesvigske Krig blev betragtet som en sejr, men krigen i 1864 blev landets egentlige banesår, hvor Danmark som en stolt krigsførende stat en gang for alle blev skrinlagt som et samlende projekt, der skabte enhed og håb i hele befolkningen.

Det var den jævne del fra især landområderne, der blev tvunget i krig

Udstillingen fokuserer på hvorledes krigen symbolsk indtræder i kunstverdenen, i form af store bataljemalerier, men også i offentligheden og gennem pressen, hvor ‘Den tapre Landsoldat’ blev iscenesat som landets beskytter og nationale alter ego.

I virkeligheden var der få frivillige, der faktisk deltog i krigene, og de værnepligtige havde angiveligt ikke samme nationale idealer.

Det var den jævne del fra især landområderne, der blev tvunget i krig, og mange af dem måtte lade livet på slagmarken.

Fraværet af blod

Der er slet ingen tvivl om, at krigene har været særdeles rå og gruopvækkende, men ingen af udstillingens malerier og tegninger formår for alvor at skildre dette scenarie. Fraværet af blod er iøjnefaldende.

Selv de mange tegninger fra felten, der i sig selv er ganske smukke og oftest intime, plus de udstillede genremalerier, der tematiserede sorgen, tab og håb om fremtiden, virker i de fleste tilfælde idealiseret.

Vi befinder os i slutningen af den romantiske periode i malerkunsten, og det ser man tydeligt i det udstillede materiale. Der er mange nationale symboler, men samtidig er det slående hvor lidt Gud fylder.

Disse skildringer ville angiveligt have kostet Goya sin stilling

Det var lidt af en overraskelse for undertegnede, men igen var det de nationalliberales krig, og flertallet af dem var delvist rationelt tænkende, delt mellem fritænkere, der ønskede mere frihed via økonomisk uafhængighed og meritokrati, og Grundtvigianerne, der dyrkede hjemstavnen, den nationale identitet, i form af hjemmet og landskabet som en direkte forlængelse af menneskets sjæl.

Den spanske maler, Francisco Goya, havde allerede tegnet krigens gru, dens ofre, dens brutalitet og modbydeligheder, men det er symptomatisk, at disse først blev offentliggjort meget senere, i slutningen af det nittende århundrede.

Disse skildringer ville angiveligt have kostet Goya sin stilling, og måske er fraværet af krigens gru under den Første og Anden Slesvigske Krig grundet lignende konsekvenser for de danske malere.

Minder om maritime malerier

Der er også noget andet, der falder en i øjnene på udstillingen. De danske romantikere var dybt fascineret af landskabsmaleriet, og mange af dem var samtidig marinemalere.

Måske det er grunden til, at de mange bataljemalerier på en sær måde minder om maritime malerier, hvor himlen fylder meget, og portrætterne af de kæmpende soldater nok er udtryksfulde, men også underligt stilistiske.

’En såret dansk kriger’, malet i 1864, viser tydeligt nederlaget, sådan som det ramte den enkelte

De døende ser nærmest mere ud som om, at de dåner, og soldaternes udtryk for angst og vildskab er slet ikke på højde med virkeligheden, sådan som den for eksempel er forsøgt gengivet i Ole Bornedals Tv-serie og film ‘1864’.

Sætter man tempoet lidt ned, mens man betragter de mange billeder, er der faktisk ganske små, uanselige tegn på, hvad krigen er, men det er først i krigens sidste faser, at de helt eminente og på mange måder følelsesmæssige stærke karakterbilleder ser dagens lys.

Elisabeth Jerichau Baumanns store maleri, ’En såret dansk kriger’, malet i 1864, viser tydeligt nederlaget, sådan som det ramte den enkelte.

Det er samtidig også et maleri, der varsler de nye tider i malerkunsten, med dens tydelige naturalistiske træk.

Elisabeth Jerichau Baumann: 'En såret dansk kriger'. 1865. Statens Museum for Kunst

Niels Simonsens maleri, ’Tilbagetoget fra Dannevirke’, også malet i 1864, har opnået en ikonisk status, og det med rette.

Niels Simonsen har udelukkende anvendt gråtoner, fordi det skulle omsættes til litografi og masseproduceres, men i grunden er farverne også symbolsk stærke, og man mærker tydeligt tyngden af tabet.

Niels Simonsen: 'Tilbagetoget fra Dannevirkestillingen 1864.' 1864. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Foto: Iben Kaufmann

Det stærke fokus på landskabsmaleriet, brugen af skildringerne af krigen som propaganda samt et inderligt ønske om, at landsoldaten som figur skulle samle nationen om en fælles identitet, er som sagt det gennemgående træk gennem hele udstillingen.

Heldigvis har museet og udstillingens kurator, Rasmus Kjærboe, nedtonet en ensidig kritik af det nationale projekt, i modsætning til for eksempel Ole Bornedal, der forsøgte at kæde datidens nationalisme sammen med nutidens nationalkonservative fremmedfjendske retorik.

Denne udstilling har i stedet inviteret Danmarks Veteraner til at deltage i udstillingen, og man kan høre tre soldater, der har været i krig, udtale sig om deres holdning til de mange billeder.

Det er en god måde at kontekstualisere de historiske malerier og skilderier på, og det gør nutidens trussel om krig mere nærværende, ligesom det afføder mange tanker omkring datidens måde at håndtere disse konflikter.

Den tapre landsoldat, der måtte lade livet på slagmarken, fik samtidig en anden status i samfundet

Tiden under De Slesvigske Krige kan og bør ikke reduceres til en historie om overmodige nationalister, der nærede et indædt had til alt, der var fremmed.

Ligesom forsøget på at skabe samhørighed mellem befolkningens forskellige klasser nok var forlorent og idealistisk, var projektet ikke entydigt negativt.

Den tapre landsoldat, der måtte lade livet på slagmarken, fik samtidig en anden status i samfundet, og symboliseret i H.W. Bissens skulptur, ’Den danske Landsoldat efter sejren 1850-51’, der senere blev støbt i bronze og opstillet i Fredericia, er på mange måder indbegrebet af dette holdningsskift.

Bissens skulptur i gips, er det første man ser, når man træder ind i udstillingen på Den Hirschsprungske Samling.

Måske man også burde mødes af sangen, ’Den Tapre Landsoldat/Dengang jeg drog afsted’, fordi den nu engang har samme ikonografiske status som skulpturen, men også tavsheden er god til at stemme en, så man er modtagelig for resten af udstillingens værker.

H.W. Bissens skulptur, ’Den danske Landsoldat efter sejren 1850-51’. Den Hirschsprungske Samling

Det er angiveligt et portræt af maleren Johan Thomas Lundbye, som Bissen har portrætteret i sin skulptur.

I hvert fald var han en af de mange kunstnere, der lod sig frivilligt indrullere i hæren, men han døde af et vådeskud, dræbt på stedet, og derved mistede Danmark en af landets bedste Guldaldermalere.

Krig er ofte mere tab end sejr, selvom kunstnerne oftest portrætterer det mere heroiske og gør selve begivenheden til en symbolsk størrelse.

Også tidligere i romantikkens kunsthistoriske periode var kunstnerne stærkt præget af krige og drømme om national identitet. Mange af dem søgte ud i naturen, og deres kommentarer til krigene blev kanaliseret derud.

I år fejres som bekendt Caspar David Friedrich, i Tyskland, fordi det er 250-året for hans fødsel. Han var indbegrebet af tidens romantiske malerstil, men han var også nationalist og kritisk over for Napoleons besættelse af de tyske områder.

Han brugte gamle stendysser, kirkegårde, forliste skibe og mosgroede monumenter samt forvildede soldater, der har mistet orienteringen i de store tyske skove, som symboler på modstand.

Smukt og gruopvækkende

Et maleri fra 1865, der også er udstillet på Den Hirschsprungske Samling i denne anledning, er Vilhelm Rosenstands ‘Fra Saxarmen 1864’, og det er særligt fascinerende. Det afslutter selve udstillingen, og man ser en falden østrigsk soldat, der ligger i sneen, med et skudhul i hovedet.

Over ham flyver en gråkrage, og to soldater er på vej væk fra den faldne, den ene med geværet over skulderen. Ud over det vældige landskab er solen ved at gå ned, og hele maleriet er orange.

Vilhelm Rosenstands maleri er nok udstillingens mest direkte, fordi det viser den døde naturalistisk. Samtidig er det også udstillingens mest romantiske maleri, og det minder i høj grad om Caspar David Friedrichs stil.

Det er på mange måder gådefuldt, og ud fra det stråler der en ufattelig styrke, der illustrerer tidens tragedie og uhygge.

Det er, for mig at se, datidens stærkeste danske, maleriske udtryk for krigene. Smukt og gruopvækkende.

Vilhelm Rosenstand: 'Fra Saxarmen ved Dannevirke Morgenen efter Kampen ved Bustrup 3. februar 1864'. 1865. Museum Sønderjylland. Foto: Søren Petersen

 

’Soldater. Kunsten og danskerne i krig 1848-1864’. Kurateret af Rasmus Kjærboe. Den Hirschsprungske Samling 15. marts - 28. juli 2024.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Tak for en interessant og tankevækkende anmeldelse. Godt at læse her på Pio, hvor kulturen så også får en nødvendig chance i det politiske landskab.

Annonce