Den store socialdemokratiske statue-krig

Diskussionen om, hvem der fortjener en statue, er ikke ny. I 2004 rasede således "den store socialdemokratiske statue-krig" om en statue af Lenin.
Lenin-statuen på sin nuværende plads, baggården på Arbejdermuseet.
Der går et spøgelse gennem Europa. Identitetspolitikkens spøgelse, der efter en rejse over Atlanterhavet nu har foretaget landgang her på kontinentet. Både nutid, fremtid og fortid skal renses for de mere eller mindre eksplicitte racistiske strukturer, der er den gamle verdens kardinalsynd.

I USA har statuer af Sydstaternes helteskurke derfor længe været en torn i øjet på etniske minoriteter og venstreorienterede, der har krævet dem væltet.

I London gjorde det stor opstandelse, at demonstranter overmalede en statue af Winston Churchill og skrev – hvad man i øvrigt dårligt kan være uenig i – at manden var racist.

Mens de hjemlige statuer foreløbig er blevet stående under det identitetspolitiske blæsevejr, er hidsig debat om opsætning eller nedrivning af statuer ikke et nyt fænomen herhjemme.

”Jeg har aldrig begrebet, hvad Lenin skulle her”

Allerede i 2004 begyndte en heftig statuedebat i det gamle danske socialdemokrati og omegn. Nemlig da Arbejdermuseet havde sat en statue af den russiske revolutionære diktator Lenin op ved indgangen.

Statuen var en gave, som det hedengangne (og stærkt kommunistiske) fagforbund for sømændene havde fået af moderstaten Sovjetunionen i 1968. Efter et smut omkring en højskole, endte statuen af Lenin som et arvestykke for Arbejdermuseet i Rømersgade i København. Museet valgte, efter en større renovering, at opstille statuen af kommunisten standsmæssigt ved hovedindgangen.

Museet valgte, efter en større renovering, at opstille statuen af kommunisten standsmæssigt ved hovedindgangen

Det fik i første omgang Dansk Folkepartis daværende folketingsmedlem Louise Frevert til at kræve statuen udstyret med et mærkat om, hvilken grum personage ”det mest menneskelige menneske” var. I øvrigt det samme som Enhedslisten tidligere denne måned krævede skulle ske med statuer af tidligere slaveejere.

Sagen tog dog først for alvor fart, da Socialdemokratiet fandt sine gamle anti-kommunistiske paroler frem. I forbindelse med genåbningen af Arbejdermuseet sendte 20 ledende socialdemokratiske politikere og fagforeningsformænd et brev til Arbejdermuseets bestyrelse med et ønske om, at statuen af Lenin blev fjernet.

”Jeg har aldrig begrebet, hvad Lenin skulle her”, som Mogens Lykketoft med kortfattet spydighed sagde i sin tale til genåbningen.

”Fortælle historien, ikke skjule den”

Kravet om at fjerne statuen blev køligt modtaget af Arbejdermuseets direktør Peter Ludvigsen. Ludvigsen var i øvrigt selv vokset op i et kommunistisk hjem, hvad der havde været en torn i øjet på mange socialdemokrater, der har for vane at betragte Arbejdermuseet som en mellemting mellem Socialdemokratiets historiske sekretariat og et museum for en brede offentlighed.

”Vi er her for at fortælle historien, ikke skjule den”, udtalte Peter Ludvigsen til Politiken.

Fronterne stod således skarpt i den store socialdemokratiske statue-krig. I en debat og med et argumentationssammenstød, der til forveksling ligner den nuværende diskussion om statuer i det offentlige rum.

Lenin var et diktatorisk og menneskefjendsk fremmedlegeme, der ikke burde hyldes

På den ene side de socialdemokratiske politikere og fagforeningsmænd, der mente, at Lenin var et diktatorisk og menneskefjendsk fremmedlegeme, der ikke burde hyldes.

På den anden side dem, der mente, at han på godt og ondt var en del af fortællingen, der burde formidles. At det ville være at ændre på historiens fakta at udelade Lenin fra fortællingen om arbejderbevægelsen i Danmark.

Hedebølgers betydning for Grønlands natur

Nærværende skribent hører til de førstnævnte. Hovedsageligt fordi jeg mener, at det netop er historieforvanskning at give Lenin nogen form for plads i formidlingen af den danske arbejderklasses historie.

Lenins betydning for den danske arbejderbevægelse kan bedst sammenlignes med hedebølgers betydning for Grønlands flora og fauna. Det eneste væsentlige ved Lenin i dansk arbejderhistorie er, at det totale fravær af støtte til ham og hans politik var altafgørende for, at man i det danske velfærdssamfund skabte social retfærdighed, lighed og frihed for arbejderklassen.

Lenin-statuen fremover kun kan iagttages af fritidsdykkere i Københavns Kanal

At forsøge at give Lenin en plads i dansk arbejderhistorie er ikke historieformidling. Det er en falsk og forældet manifestation. Hvis man ønsker at smide statuer i havnen, vil det i øvrigt passe nærværende skribent glimrende, hvis Lenin-statuen fremover kun kan iagttages af fritidsdykkere i Københavns Kanal.

Og hvordan endte den så, den store socialdemokratiske statue-krig, spørger du måske?

Jo, den endte vel så socialdemokratisk som overhovedet muligt. Med et sirligt kompromis, hvor alle kunne hævde at have fået sin vilje. Statuen af Lenin fik lov at blive på museet. Til gengæld blev den flyttet til en lidet fremtrædende plads i en baggård.

Der kan man så – afhængigt af temperament – se det som historieformidling eller en skamstøtte.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook