Beitar Jerusalem er kendt for at repræsentere de orientalske, de højreorienterede og de zionistiske israelere, og har tætte bånd til ministerpræsident Benjamin Netanyahu og hans parti, Likud. Og så har klubben aldrig haft en arabisk fodspiller på lønningslisten.
Tjetjenske chokbølger
Arkadij Gajdamak, den russisk/israelske ejer, er i virkeligheden ikke interesseret i fodbold, og er i forvejen en upopulær skikkelse blandt klubbens fans, der beskylder ham for at være ligeglad med Beitars ve og vel. Men da han efter et forretningsfremstød i det rusisske oblast Tjetjenien henter to unge muslimske spillere, Dzjabrail Kajijev og Zaur Sadajev, til klubben bryder helvede for alvor løs.
La Familia, den yderligtgående fanfraktion, lover bål og brand, og vil gøre alt for at få muslimerne solgt igen, og herfra ved man, at historien ikke er udset til en lykkelig afslutning. Anføreren Ariel Harushs forsøg på at formilde tilhængerne kaster ham ud i personlige vanskeligheder, og spillertruppens stiltiende accept af chikanen er både tiltænkt som billedsprog på samfundets tilstand, men forekommer også lidt som en folkeskolelærerpointe om, at den der ikke aktivt stopper mobningen, er lige så medskyldig som mobberen selv.
En afspejling af virkeligheden
For når en fodbolddokumentar som denne er interessant, har det sjældent noget med selve spillet at gøre. Sport er ikke bare en kamp om at vinde på banen, men også en afspejling af de historiske og samfundsmæssige omstændigheder man befinder sig i. Tag eksempelvis catalanernes frihedskamp mod centralmagten i Madrid, symboliseret igennem El Clasico – FC Barcelona mod Real Madrid, eller de religiøse stridigheder mellem katolikker og protestanter i Skotland, legemliggjort mellem lokalderbyet Old Firm – Celtic FC mod Rangers FC. På samme måde trækker historien om Beitar Jerusalem på den blodige fortælling om de etniske og religiøse stridigheder, der i hundrede- hvis ikke tusindvis af år, har hærget regionen omkring Israel. Og netop det gør dokumentaren spændende.
Hvis man interesserer sig for mellemøstlige forhold, og hvordan sportslige fællesskaber ofte er knyttet til den politiske virkelighed, er dokumentaren klart den time og firetyve minutter værd. Men alle der har stået på et fodboldstadion blandt inkarnerede fans ved, at i lige så høj grad som fællesskab, passion og indlevelse, ligeså er racismen og modstanden mod alle der ikke er en selv, en desværre fast indgroet del af fankulturen.
Genrens svagheder udstillet
At jøder og muslimer ikke er slyngveninder, og at højreorienterede fodboldhooligans har racistiske livsanskuelser, er ikke dybe tallerken-betragtninger. Samtidigt sad jeg tilbage med følelsen af, at meget få tosser blandt fansene fik lov at tegne det samlede billede for dokumentarens pointer. Det er selvfølgelig en eviggyldig svaghed ved dokumentarformatet, at framingen får lov at styre så meget som det gør, og at det lige netop var historien om bundracistiske fodboldfans der skulle fortælles, og derfor var den styrende pejlesnor for udvælgelsen af klip, lyd og interviewpersoner. Det virker ikke overbevisende. Man har udpeget den skyldige og dokumentaren handler derefter om at finde beviserne.
Når det er sagt, fortæller historien om de to malplacerede tjetjenere en masse om, hvordan nedarvet had desværre spiller en stor rolle, både i og udenfor fodboldens verden. Derfor er dokumentaren ’ Forever Pure’, et kig værd – særligt hvis man skulle få for meget af den get-togetherness og euforisk glansbillede der ellers præger VM-stemningen lige nu.