Udstilling med "dødens monumentale maler" varsler perfekt efterårets og vinterens komme.

Ejnar Nielsen blev kendt som "dødens maler", men ny udstilling viser hvorfor det tilnavn langt fra dækker hans store bredde og hans samlede arbejde.
Foto: Wikimedia Commons/nagillum
Ejnar Nielsens mosaik i passagen under Stærekassen på Det Kongelige Teater.
Øjenhulerne er dybe, huden voksagtig, som var den krænget ind til selve kraniet. Næsen fremstår underlig spids.

Øjnene stirrer blindt, store og runde, som var han i chok. Hans udtryk er noget nær katatonisk.

Farverne er gråligt-brune, med nuancer af grøn og blå. Malingen på væggen, som han sidder op af, er afskallet i det ene hjørne. Hans hænder synes at være krampagtigt foldet. Det er ikke beskueren, der stirrer døden i øjnene, men derimod den portrætterede.

Maleriet er fra 1897. Manden er ramt af tuberkulose, man kan ane at hans kadaver er hulbrystet, det synes at mangle ilt.

Hans skuldre synes at krænge sig fremad, som var de omvendte vinger, der vender sig indad. Hele Ejnar Nielsens maleri 'Og i hans øjne så jeg døden' valør er næsten monokromt, samtidig med at det ånder dybt af eksistentiel, terminal tilstedeværelse, som en art insisteren på at væren i ren form endnu manifesterer sig.

Man kigger ind i disse øjne, og man fastlåses af dem. Man kan ikke gå videre, man suges ind i billedet. Det printer sig i en, og man kan ikke glemme det igen.

Der er ikke noget skel mellem den symbolske døds tilnærmen og den rent fysiske, præ-terminale døds udtryk.

De smelter sammen, ligesom de gør i de fleste af den danske maler Ejnar Nielsens bedste malerier.

Mange af dem kan lige nu ses på Den Hirschsprungske Samling i København.

Portrætterede livet på landet

Manden hed Jørgen Jensen og han boede i den lille by Gjern tæt på Silkeborg. Senere, året efter, da han faktisk døde, malede Ejnar Nielsen ham igen. For sådan var hans forhold til beboerne i Gjern.

Her opholdt han sig, sommer efter sommer, fra året 1894 og mange år frem. Han boede i København og på Frederiksberg og det afspejler sig også i bybilledet, hvor man hist og pist kan støde på hans dekorative kunstværker.

Men det var i Gjern, at han traf de mange ildestedte, de blinde, dem med synlige handicaps, de døende og de døde.

Og dem portrætterede han, igen og igen. Man mærker tydeligt, at han har haft et indgående kendskab til dem alle. Det er blandt andet det, der gør, at disse portrætter fremstår så inderlige.

Han kiggede på det abnorme, det, der var anderledes. Han kiggede på dem, der var på vej væk, og det er som om, at hans venskaber med dem, lige nøjagtig når ind til dem, samtidig med, at de forsvinder.

Det samme gør sig gældende med de blinde og dem med andre handicaps. Ejnar Nielsen stiller skarpt på deres sensitivitet. Han ser - og fremviser - hvorledes den blinde sanser verden gennem fingrene.

Dødens monumentale maler

Ejnar Nielsen er blevet kaldt for dødens maler, men han malede også dødens modsætning, livet, dets initiale udtryk, for eksempel i form af sin gravide kone.

Stilen er realistisk, hver blodåre, hudens grønlige, blålige og rosa nuancer træder fotografisk frem på lærrederne. Samtidig er konturerne accentueret. De er ikke samlinger af lysets brydning.

De er symbolsk aftegnede, som var figurerne blotte silhuetter. Mønstrene i deres beklædninger, naturens farver og flora er kontraster, der stiliseres.

Det med kroppen og dens gennemskinnelighed, dens farver og forvrængede detaljer, det optog Ejnar Nielsen gennem hele livet. Det er et af hans særprægede kendetegn.

Det ses for eksempel tydeligt i det monumentale kunstværk, Mand og Kvinde, hvor de anatomiske detaljer er så ekstreme.

Ejnar Nielsen var en stilistisk mester, og hans oeuvre er kvintessensen af realisme og symbolismen, sat i disse to udtryks skæringspunkt.

Før han begyndte at male de syge, de døende og de blinde, var motiverne allerede afprøvet af andre malere.

Hvem husker ikke Anna Anchers betagende og uforglemmelige portræt af den gamle, blinde fiskerkone? Og længe før Ancher og Nielsen, havde for eksempel den italienske renæssancemaler, Andrea Mantegna, malet den døde Kristus i dette plastiske, voksagtige udtryk, hvor perspektivet er med til at skabe et samlet, monumentalt udtryk.

Ejnar Nielsens malerier er monumentale, ligesom Mantegnas, i modsætning til Anna Anchers udtryk.

Man aner tydeligt, at Ejnar Nielsen længe opholdt sig i Italien, lod sig inspirere der, at han bestandigt havde antennerne ude i den store verden, samtidig med at han fordybede sig i disse stille eksistenser i det mørke Jylland.

Andrea Mantegna: Il Cristo Morto, 1480. Pinacotega de Brera, Milano.

Arts & Crafts

Ejnar Nielsen malede realistisk, men symbolsk, og syntesen endte ekspressivt. Samtidig sniger små reminiscenser af fransk, britisk og østrigsk art nouveau sig ind i nogle af malerierne.

Kært barn har mange navne: Wiener Werkstätte, Art Nouveau, Arts & Crafts og Skønvirke. Man ser disse snoede åløb i guld, og man ser disse mønstre, der bliver mere dekorative, end stoflige. Der er så mange syntetiserede stiludtryk på spil i Ejnar Nielsens malerier.

For sådan var det med de nye kunstindustrielle modbevægelser til den maskinelle industrialisering, dengang i slutningen af det 19. århundrede og i begyndelsen af det 20. århundrede: de forskellige nationers ypperligste malere og kunsthåndværkere anvendte samme stil, men med et nationalt præg. De viste deres fælles stilart i dets nationale særpræg på tidens verdensudstillinger.

Det er derfor heller ikke underligt, at en kunstner som Ejnar Nielsen beskæftigede sig med en bred vifte af kunstindustrielle udtryk.

Tiden omkring århundredskiftet var præget af en lyst til dyrke det æstetiske, håndens perfektion og kvalitet som noget, der er præget af grundighed og mange timers intens arbejde med materialerne. Det blev for mange kunstnere og håndværkere til en livsstil, der vendte sig imod det maskinprægede, det hektiske liv i de spirende storbyer og dennes flygtige og fremmedgørende fart og farver.

Den nye Ejnar Nielsen-udstilling udmærker sig ved, at den, foruden de mange malerier, også indeholder mange eksempler på Ejnar Nielsens arbejder med det kunstindustrielle.

Her er broderier, stiliserede mønstre og blomster, og sølvtøj, der klart bærer præg af, at Ejnar Nielsen tilhørte kredsen af de danske symbolister, der blandt andet indbefattede kunstneren Mogens Ballin.

Foruden Ejnar Nielsens mange kunstindustrielle arbejder, der er repræsenteret på udstillingen, kan man også få et indtryk af hans arbejder med dekorationer i mosaik på Stærekassens lofthvælving ved Det Kgl Teater og i Festsalen på Københavns Rådhus.

Man kan også se eksempler på hans mere grafiske arbejder, i form af illustrationer til bøger. Det er altsammen med til at give et mere samlet og komplekst billede af kunstneren.

Troen

Blandt kredsen af danske symbolister hører billedkunstneren Joakim Skovgaard også til, og han er blandt andet kendt for sit monumentale storværk: Kristus i de dødes rige.

Men ligesom forfatteren Johannes Jørgensen, der introducerede symbolismen til Danmark, blev det symbolske hurtigt assimileret ind i det religiøse.

De så i symbolismen et metafysisk udtryk, der kunne kompensere for datidens naturalistiske hærgen, hvor Charles Darwins teori om evolution og livet anskuet som tom transcendens havde udhulet tilværelsens sjælelige dybde.

Ejnar Nielsen konverterede ikke til katolicismen, ligesom Johannes Jørgensen og Mogens Ballin gjorde det, men forblev ateist, og det ses ret tydeligt i hans maleriske udtryk.

Det symbolske er ikke indhyllet i nogen metafysisk aura, og han forblev tæt på jorden, og så på fødslen, livet og døden med mere nøgterne øjne.

Hos Ejnar Nielsens samtidige, Agnes og Harald Slott-Møller, der også malede symbolske billeder, indtog det nationale og det hedenske den plads, det religiøse indtog hos andre symbolister.

Den rute tog Ejnar Nielsen ikke. Hvis man skal pege på et åndeligt slægtskab i udtryk for en fjern og tavs transcendens, så står Ejnar Nielsens tættere på Vilhelm Hammershøi, end nogen af de andre.

Hos begge kunstnere er troen på en anden og mere spirituel virkelighedsopfattelse noget, der ikke rigtig kan eksistere. I hvert fald ikke som et billedligt udtryk.

Udstilling er en sand fryd

Udstillingen på Den Hirschsprungske Samling er et besøg værd. En soloudstilling med Ejnar Nielsens værker, samtidig med at lyset falmer og mørket trænger sig på, er vederkvægende og passende.

Udstillingen er et samarbejde med Vejen Kunstmuseum, det museum, der ejer flest værker af Ejnar Nielsen, og til næste år vil den blive vist der. Og ligesom det altid er tilfældet, når Den Hirschsprungske Samling laver særudstillinger, så er det så helt igennem gennemført, at det er en sand fryd at komme forbi.

Lyssætningen og væggenes farver er afstemt til perfektion, og man fryder sig over, at de mange kunstværker får sådan en gennemtænkt og respektfuld behandling.

Det samme gør sig gældende med kataloget/bogen, der er udgivet i forbindelse med udstillingen. Her kan man fordybe sig i kunstnerens virke og ikke mindst kronologi. Den Hirschsprungske Samling skal have tak for altid at have fokus på det faktuelle, så man fremover kan anvende sådan en bog til at søge efter de mere præcise detaljer.

Ejnar Nielsen fortjener denne nye bog, og disse to udstillinger, fordi der er skrevet alt for lidt om ham, og fordi hans indskriven i kunsthistorien har været for bizar og for ensidig, som netop "dødens maler", hvilket langtfra dækker hans bredde, hans samlede arbejde, der spænder over meget mere, end det, og som netop kaster et andet lys ud over malerierne af de døende og de døde.

Ejnar Nielsens stil og udtryk er enestående. Det er det, der gør ham til en af de helt store. Ganske vist er hans arbejde præget af et utal af sammentræk fra andre kunstnere og forskellige stilarter, men de syntetiseres i hans værker, bringes sammen, og bliver derved til noget særligt “nielsensk”.

I et brev til sin kone, skrev Ejnar Nielsen: “Netop nu hvor jeg ser dig, og du synes stige frem lysende fra den mørke bund…” Måske det var sådan, at han selv opfattede sin stil og sit udtryk: Som de livstegn og livsrester, der springer frem, ud af mørket?

 

Ejnar Nielsen: 'Livstegn'. Kan ses fra den 24. august til den 22. december 2022. Den Hirschsprungske Samling, Stockholmsgade 20, 2100 København Ø  

Ejnar Nielsen. Udstillingskatalog. Den Hirschsprungske Samling/ Vejen Kunstmuseum. Ved Gertrud Oelsner & Teresa Nielsen. Med bidrag af Camilla Klitgaard Laursen, Peter Nørgaard Larsen, Charlotte Christensen, Signe Havsteen samt Ellen Egemose og Jacob Wamberg. 263 sider. Illustreret.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet og arbejder som fiskehandler.


placeholder

Annonce