Annonce

Kontroversiel DF-profil sætter ord på opsigtsvækkende opbrud i lokalbestyrelse

Medlemmer fra lokalforeningsbestyrelsen i det nordjyske Hjørring har netop meldt sig ud i protest.

Stormvejret i Dansk Folkeparti fortsætter.  

Denne gang i Hjørring, hvor samtlige medlemmer af lokalbestyrelsen undtagen ét har forladt partiet i protest. Det skriver TV2 Nord.

Dermed er lokalbestyrelsen tæt på opløst, med fire ud af fem medlemmer, der netop har sagt farvel til Dansk Folkeparti.

Udmeldelsen kommer til dels fordi partiets lokale byrådsmedlem, Erik Høgh- Sørensen, er blevet fjernet fra listen over potentielle folketingskandidater af partiets hovedbestyrelse.

“Det er på den ene side stærkt beærende, på den anden side har vi en folkeafstemning, der skal vindes her den 1. juni, så jeg er faktisk lidt tvivlrådig over det, fordi det er da fantastisk at have så stor en base, og det viste sig jo også ved kommunalvalget, hvor jeg fik et fantastisk valg,” siger Erik Høgh-Sørensen til Netavisen Pio.

Melder sig ud i protest 

Den nu vragede folketingskandidat, Erik Høgh-Sørensen, fortæller til TV2 Nord at han har fået af vide årsagen er, at han har udtalt sig i strid med partiets udenrigspolitik i spørgsmålet om Ukraine.

En begrundelse, der ifølge ham selv, er utilfredsstillende og “uacceptabel”, siger han til Netavisen Pio, og fortæller, at han senere i dag torsdag skal mødes med Morten Messerschmidt: 

“Begrundelsen er for mig at se ikke tilfredsstillende på nogen måde. Den er faktisk uacceptabel, og det er ikke fordi, at den sag er slut endnu i den forstand, at vi skal tale om det. Jeg skal mødes med Messerschmidt her i løbet af dagen,” siger han.

De har simpelthen trukket stikket efter gentagne forsøg på at råbe partiledelsen op

Derudover har medlemmerne fået nok at de “økonomiske uregelmæssigheder”, der har præget partiet over en lang tid, som Erik Høgh-Sørensen udlægger det:

“Det her med de økonomiske uregelmæssigheder, som har stået på gennem rigtig rigtig lang tid, det er nok lige så vigtigt, fordi de føler sig ikke lyttet til.”

“Og de har simpelthen trukket stikket efter gentagne forsøg på at råbe partiledelsen op. Og det er en meget alvorlig sag, hvis jeg skal være helt ærlig,” siger han.

Vil tage sit mandat med

Selv har Erik Høgh-Sørensen ingen intention om at forlade Dansk Folkeparti, der derudover understreger, at han ville tage sit mandat med sig og blive løsgænger, skulle han blive ekskluderet af Dansk Folkeparti:  

“Jeg fik et fantastisk valg i Nordjylland, og derfor kan jeg jo ikke forlade det parti, som folk stemte på mig i tillid til, at jeg ville blive i partiet.” 

“Bliver jeg derfor smidt ud eller skulle man overveje den eventualitet, at jeg bliver ekskluderet, så vil jeg tage mit mandat med mig og være løsgænger. Men det er ikke noget med, at jeg selv overvejer at træde ud,” siger Erik Høgh-Sørensen.

Erik Høgh-Sørensen fik 699 personlige stemmer til kommunalvalget i Hjørring Kommune.

Det er ikke noget med, at jeg selv overvejer at træde ud

Udfordrede Messerschmidt til formandspost  

Erik Høgh-Sørensen udfordrede den daværende næstformand Morten Messerschmidt for en kort stund inden valget i januar, hvor Messerschmidt blev valgt som partiets formand.

I sin første tale som formand for Dansk Folkeparti, udtalte Messerschmidt, at der “ikke vil komme repressalier for, hvad der er sket i den tid, der er gået” og at partiet nu skal “videre sammen”.

Da Netavisen Pio spørger Erik Høgh-Sørensen, om han mener, Messerschmidt har brudt sit løfte, nu da han er smidt af listen over godkendte folketingskandidater, vil DF’eren ikke kommentere: 

“Det er et rigtig godt spørgsmål. Det tror jeg ikke, jeg vil kommentere på. Det har jeg ikke noget svar på.” 

Sarah Victoria Gratløv er studentermedarbejder på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet