Jurister slår alarm: “Retfærdighed kan kun købes af de rige”

Lighed for loven er et hæderkronet princip i det danske samfund.

Men en ny rapport fra Djøfs jurapanel afslører, at nogle i praksis er meget mere lige end andre.

Panelet, som består af 62 af landets førende jurister, valgte sidste uge at udsende en decideret advarsel om situationen.

“Det er simpelthen for dyrt at få ret. Retfærdighed kan kun købes af de rige,” konkluderer en af panelisterne på baggrund af analysen.

En af de udviklinger, som især har skævvredet retssystemet til fordel for de økonomisk stærkeste, er, at det er blevet langt sværere at få sine sagsomkostninger betalt af det offentlige gennem fri proces.

For lav indtægtsgrænse

Grunden til at færre modtager fri proces er, at der med tiden er blevet langt færre danskere, hvis indkomst er lav nok til at berettige juridisk hjælp fra det offentlige.

I dag skal man have en årsindkomst på under 371.000 kroner. Er man gift eller samlevende, er reglen i stedet, at parrets samlede indkomst skal falde under 471.000 kroner. Det vil altså sige, at et par, hvor hver person tjener 235.500 kroner om året, vil blive anset som for velhavende til at være berettiget til fri proces.

Ifølge beregninger fra tænketanken Justitia betyder den lave indkomstgrænse, at andelen af befolkningen, der har ret til fri proces, er skrumpet fra hele 85 procent til i dag under halvdelen. Grundet den særligt lave grænse for par, er det især par, som nødsages til selv at gribe til lommerne, hvis de ønsker juridisk bistand.

alle andre end dem uden almindeligt lønmodtagerarbejde er overladt til egenfinansiering af sager

De hastigt voksende krav for fri proces kommer konkret til udtryk ved, at antallet, der får tilkendt fri proces, ifølge Justitia blev mere end halveret på kun syv år mellem 2010 og 2017.

På den baggrund vurderer et snævert flertal af Djøfs panel - 20 ud af 39 stemmeafgivere - at reglerne for fri proces i dag er blevet decideret urimelige. De peger desuden på, at lønnen til de advokater, som vælger at tage sager gennem fri proces, er så lav, at ventetiden selv for de få, der bliver tilkendt fri proces, er urimeligt lang.

Det overordnede billede er altså, at det kun er samfundets allersvageste, typisk dem uden for arbejdsmarkedet, som kan få hjælp af det offentlige - og at de skal vente længe på den.

En af Djøfs panelister opsummerer situationen således:

“Indtægtsgrænserne er ALT for lave, hvilket betyder, at alle andre end dem uden almindeligt lønmodtagerarbejde er overladt til egenfinansiering af sager, som reelt kan have omkostninger på flere hundrede tusinde kroner, som de ikke vil kunne betale.”