Annonce

Prinsesser fra blokken viser os bagsiden af velfærdssamfundet 

De nu voksne kvinder minder os om, at klassesamfundet stadig lever i bedste velgående, hvis nogen da skulle have glemt det
Foto: DR/Eva Rødbro/Anker Foss Damgaard
'Prinsesser fra blokken - otte år senere' er fremragende TV
Serien ‘Prinsesser fra blokken’ tog Danmark med storm i 2016, da programmerne viste, hvordan livet så ud for en gruppe piger fra blokkene med fester og tung bagage.

Det er ikke for meget at sige, at seriens instruktør, Eva Marie Rødbro, har gjort det igen.

Opfølgeren ‘Prinsesser fra blokken - 8 år senere’ portrætterer kvinderne, som de er, når voksenlivet trænger sig på.

Den viser dem slås med og i mange tilfælde tabe kampen til social arv og et destruktivt mønster, som langsomt æder dem op.

Dokumentaren er et must-see for alle, der har bare en snert af social indignation og et hjerte, der ikke er lavet af sten.

Fra Amager i kaos

I ‘Prinsesserne fra blokken - 8 år senere’ er der gensyn med de fire kvinder Karina, Camilla, Simona og Isabell, der lukker Danmark ind i en verden, som de fleste betragter på afstand uden at forstå, hvad der egentlig foregår bag de lange øjenvipper, som er klistret på øjenlågene.

27-årige Karina er i serien næsten ved at skifte det hårde Amagerliv permanent ud med familieidyl på landet. Næsten.

Hun møder en fyr, som virker til at være alt det, de andre mænd i hendes liv ikke har været: omsorgsfuld, betænksom og rolig.

Selvom hun godt kan kede sig i Kirke Hyllinge, hvor hun er flyttet sammen med kæresten og hans børn, så siger hendes veninde til hende, at hun aldrig har virket gladere.

Det går godt, lige indtil det ikke gør det længere.

I seriens sidste afsnit møder vi Karina uden makeup og med tårer ned ad kinderne.   

Forholdet er brast.

det er bare to vidt forskellige verdener

Præcis hvad der er sket, får vi ikke at vide. Karina siger bare: “Jeg kommer fra Amager i kaos. Han kommer fra Vestsjælland med velfungerende forældre. Vi er jo så forskellige. Han har to skønne børn, og jeg lever her i mit lille kaos og skal lege warrior. Og det er bare to vidt forskellige verdener.”

Hvad laver folk egentlig?

Camilla, som også er blevet 27 år siden første sæson af ‘Prinsesserne fra blokken’, sidder foran kameraet. Spinkel og med store, udtryksfulde øjne, som for det meste har et bekymret udtryk.

Hun fortæller, at hun tidligere har været stofmisbruger, men er “clean nu”. Hun tilføjer dog: 

“I hvert fald i den forstand, at jeg ikke tager til hverdag. Så nu har jeg kontrol, og det var dét, jeg ville opnå.” 

Camilla har svært ved at finde sig til rette i voksenlivet, nu hvor stoffer ikke fylder 24/7.

Hun forstår ikke, hvad folk laver, når de er hjemme fra arbejde. De kan da ikke bare se TV, bemærker hun.

Hun ringer til sin mor for at høre, hvad man laver, men det lader ikke til, at der er den store gevinst.

Ikke desto mindre går Camilla i gang med at lave perler for at holde kedsomheden væk, og vi ser hende overveje, om hendes veninde, Simona, er en guld-pige eller sølv-pige.

Valget falder på guld til Simona, som døjer med et stofmisbrug, der får Camilla til at virke som klassens duks.

Drømme og kamp for at overleve

Den nu 23-årige Simona bragede igennem i første sæson af ‘Prinsesserne fra blokken’, hvor hun udviste en sans for poesi, der får en til at tænke, at hun kunne være så meget andet og mere end, hvad hun er i dag, nemlig stofmisbruger på fuld tid.

“Jeg er faktisk ikke så dum, som folk tror,” siger hun i serien i dag.

Jeg er faktisk ikke så dum, som folk tror

Og nej, det kan der ikke være tvivl om, at hun ikke er, hvis man ser serien. Simona ryger ud og ind af hospitalet, når hun tager endnu en overdosis, som er tæt på at tage livet af hende.

Hun formår som få andre at sætte ord på sårbarheden, der gemmer sig bag facaden.

I hospitalshaven må hun holde et stort blad op foran ansigtet for at skabe en form for skjold, når hun kigger på intervieweren og siger: “Men jeg er ikke ligeglad.” 

Hun griner nervøst og siger så: 

“Jeg savner at være mig selv, at kunne overskue alting og tage rundt, hvor jeg ville og hvornår jeg ville, uden at skulle sidde i tre timer, før jeg tog mig sammen til overhovedet bare at lægge en streg i mit øje.”

Det er svært ikke at drømme med sammen med Simona, når hun snakker om, hvordan hun ville gå på universitetet og “mingle med almindelige mennesker”, hvis hun ikke var misbruger.

Simona er åben om, at hun blev misbrugt som lille. Stofferne er hendes måde at bedøve de indre smerter på, men de ødelægger samtidig hendes liv.

Få kæmper sig fri

Når man ser serien færdig, er det kun Isabell, som har opnået nogenlunde det, hun ville.

Den 27-årige kvinde har fået uddannelse som ernæringsassistent, lejlighed og arbejde. Og det til trods for en tung bagage med en voldelig stedfar og en fortid med vilde fester og stoffer.

Af de fire prinsesser, som medvirker i dokumentaren, er der kun en enkelt solstrålehistorie at finde.

Det er trist at se på, men det er samtidig en påmindelse om, at Danmark er et klassesamfund.

Netop fordi Danmark er et så lige land, som det er, kan det være nødvendigt at minde om, at ikke alle familier sender deres børn i skole med sunde madpakker, går til forældremøder eller lever et ansvarligt liv.

Med andre ord: Underklassen findes. Ulighed findes. Social arv findes.

Klassesamfundet lever stadig, og det hager sig fast med modhager i dem, som forsøger at kæmpe sig fri af det.

Derfor er ‘Prinsesserne fra blokken - 8 år senere’ fremragende TV. Dog med det lille forbehold, at første sæson i højere grad end anden sæson også viste styrken og glæden ved at være en prinsesse fra blokken, når hovedpersonerne eksempelvis fortalte om det smukke i ultralange, kunstige øjenvipper.

Som det ofte sker med skildringer af dem på bunden af samfundet, kammer serien af og til over i at gøre sine karakterer til triste ofre, som ikke er andet end det.

Det er mere trist, end det er rørende, når det sker.

‘Prinsesser fra blokken - otte år senere’ er instrueret af Eva Marie Rødbro og kan ses på DRTV eller DR1 fra onsdag 14. august. Dokumentarserien består af fire afsnit.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

hovedpersonerne eksempelvis fortalte om det smukke i ultralange, kunstige øjenvipper.

De var repræsenterede ved enhver finale ved OL i Paris.

Uanset disciplin, sport eller begivenhed!

Det ydre frem for det indre!

Fremtoningen før præstationen!

Social arv findes.

Men frem for alt tæller biologien!

Fremtoningen før præstationen!

Social arv findes.

Men den har ingen betydning!

Biologien frem for alt!

Se en Jonas Vingegård!

Se en Lamine Yamal Nasraoui Ebana!

Biologi frem for alt!

Den sociale arv har ingen betydning!

Kun det biologiske ophav!

Giv dem penge!

Og de ville blot købe endnu flere kunstige øjenvipper!

A la amerikanske atleter!

Biologien er det afgørende!

Socialdemokraternes ønsketænkning er en by i Rusland!

OL beviser at biologien er det afgørende!

Social arv spiller kun en rolle i socialdemokratisk ideologi!

Duplantis har biologien med sig!

Talent, determination og analytiske evner nedarvet!

Social arv spiller ingen rolle!

Seks meter og femogtyve centimeter udført med talent, determination og analyse over tre generationer!

Biologien lever i bedste velgående!

Kun seks fisk i en stime på 10000 overlever!

Biologien er over os! I alle nicher!

Vil du overleve? Eller?

øjenvipper, som er klistret på øjenlågene….

Kineserne sejrer….

Kære Anders,
Det er nogle lange indlæg du præsterer, men uden noget reelt indhold kun en række teser der ikke siger læseren noget, det ville være interessant hvis du kunne fylde noget på.

Han hedder faktisk Aksel.

Men ellers er jeg enig i dine betragtninger.

Det er en hel masse ingenting, der kommer fra Aksels tastatur. Han må kede sig bravt.