Det foreslår regeringen i et nyt forslag til en arbejdsmiljøaftale, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fremlagde torsdag.
Udspillet til en ny arbejdsmiljøaftale indeholder – udover blandt andet en fast bevilling til Arbejdstilsynet og midler til myndighedernes indsats mod social dumping – et forslag om styrke indsatsen mod udsættelse for asbest.
Regeringen foreslår bl.a. et øget tilsyn med asbestarbejde og en autorisationsordning for virksomheder, der arbejder med asbest.
En autorisationsordning som længe har stået højt på ønskesedlen hos Blik- og Rørarbejderforbundet, som organiserer landets VVS’ere, blikkenslagere og skorstensfejere.
Jeg er utroligt glad for, at regeringen tager problemet og vores opråb seriøst
Forbundet har igennem en længere periode arbejdet med at sætte fokus asbest-problematikken, som mange af forbundets medlemmer har tæt inde på livet.
“Jeg er utroligt glad for, at regeringen tager problemet og vores opråb seriøst,” siger forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, Henrik W. Petersen, og fortsætter:
"Asbest er et frygteligt materiale, som stadig tager livet af alt for mange danskere. Og vi må desværre konstatere, at der er virksomheder, der tager alt for let på det.”
DR's magasin ‘Kontant’ dokumenterede i sidste måned, hvordan mange bygningsrenoveringsfirmaer, bryder de gældende regler for sikkerhed og arbejdsmiljø, når de i forbindelse med renovering og nedrivning af bygninger håndterer og fjerner materialer, der er forurenet med det stærkt kræftfremkaldende asbest.
Myndighederne og især Arbejdstilsynet har store vanskeligheder med at kontrollere asbest-arbejde, fordi nogle renoverings- og nedrivningsfirmaer ikke overholder reglerne og anmelder asbestarbejde, som de skal, viste udsendelsen 'Livsfarligt støv'.
Omkring 300 mennesker mister hvert år livet af asbestrelaterede sygdomme i Danmark
Sidste måned sendte repræsentanter fra både arbejdstagere og arbejdsgivere i TEKNIQ Arbejdsgiverne en fælles udtalelse til beskæftigelsesministeren, hvor de anerkendte behovet for en autorisationsordning for virksomheder, der arbejder med asbest.
Blik- og Rør-formanden håber, at det bliver bemærket på Christiansborg, at både lønmodtagere og arbejdsgivere står bag ideen og Folketinget derfor vil bakke op.
“Jeg forventer selvfølgelig, at alle Folketingets partier lytter til den fælles udtalelse, vi er kommet med fra henholdsvis lønmodtager- og arbejdsgiversiden, og vedtager en autorisationsordning på asbestarbejde."
"Arbejdsmarkedets parter har foreslået en mulig vej – nu er det politikernes tur til at tage de første skridt,” siger Henrik W. Petersen.
Forslaget om autorisation kommer i forbindelse med regeringen finanslovsforslag, hvor der afsættes 1,3 milliarder kroner frem til 2026 til investeringer i arbejdsmiljøindsatsen og indsatser mod social dumping.