Annonce

Debat: Helt ærligt, regering. Brug nu fornuften lidt – bare en gang imellem

Velintegrerede unge mennesker med job i plejesektoren sendes ud af Danmark, mens regeringen spejder efter medarbejdere til den offentlige sektor. Det er skammeligt og helt uforståeligt, mener forbundssekretær i FOA, Helena Mikkelsen.
Foto: FOA
Forbundssekretær Helena Mikkelsen fra fagforbundet FOA.
Helt ærligt, Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre. Manglen på faglært arbejdskraft i ældreplejen er den største politiske udfordring, vores velfærdssamfund står overfor nu og i mange år frem.

Alligevel vælger regeringen fortsat at sende velintegrerede kvinder ud af Danmark - og det endda mens de spejder efter mere udenlandsk arbejdskraft, der kan afhjælpe de massive rekrutteringsvanskeligheder.

Der er noget her, der for alvor ikke giver mening!

Stærke og velintegrerede kvinder sendes ud

Saadah, Geethika og Maryam er sendt ud af Danmark. De opfylder ikke betingelserne for at kunne blive eller søge permanent opholdstilladelse i Danmark.

De er alle tre stærke og velintegrerede kvinder. De har alle tre taget/i gang med en social- og sundhedsuddannelse. De har lært dansk. De har integreret sig i Danmark. Alligevel må de ikke blive i Danmark, da vurderingen er de ikke har nogen særlig tilknytning til Danmark.

De har lært dansk. De har integreret sig i Danmark.

Maryam er 22 år. Hun er flygtet hertil med sin familie fra det krigshærgede Syrien.

Hun har sine forældre og søskende her, men skal alligevel hjemsendes, da det vurderes ”du kan klare dig selv, og at dine familiemedlemmer ikke er afhængige af dig”.

Men hun har intet at vende tilbage til i Syrien, og hun er i gang med at skabe et liv i Danmark, både med uddannelse og arbejde.

Geethika er hjemsendt, fordi hendes nordirske mand forlod hende, så det vurderes hendes tilknytning til Danmark er væk.

Hun har boet og arbejdet i Danmark næsten uafbrudt siden 2008. I 2013 blev hun uddannet social- og sundhedshjælper. Og hun mangler kun et halvt år af social- og sundhedsassistentuddannelsen.

Men alligevel blev hun sendt hjem. Væk fra det Danmark, hvor hun har efterlevet alle de krav der bliver stillet til flygtninge/indvandrer.

Saadah blev sendt hjem i, fordi hun er blevet skilt fra sin nigerianske mand. Så selvom hun har taget en social- og hjælperuddannelse, havde fået job på et plejecenter og hun har haft en dansk kæreste gennem de sidste tre år - ja så er det ikke nok til hun måtte blive i Danmark.

For at de her tre kvinder kunne være blevet, skulle der blot en simpel – En meget simpel – ændring til. En tilføjelse af social- og sundhedshjælperuddannelsen på SIRI’s (Styrelsen for International Rekruttering og Integration, red.) positivliste.

Det vil betyde, at social- og sundhedshjælperarbejde på institutioner og hospitaler samt i private hjem tilføjes ”Oversigt over arbejdsfunktioner på arbejdsmarkedsbalancen med stillinger på minimum faglært niveau”, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2.

Skammeligt – og helt uforståeligt

I FOA har vi gennem flere år forsøgt at råbe folketingspolitikerne op med ønsket om den her tilføjelse. Og der har bestemt også været enighed blandt flere partier om, at der må gøres noget.

Endda fra både den tidligere integrationsminister Mattias Tesfaye og den nuværende integrationsminister Kaare Dybvad Bek. Men hvad skete der så, da Kaare Dybvad Bek den 1. januar 2023 skulle revidere SIRI’s popisitivliste? Intet. Absolut intet Det er så skammeligt – og helt uforståeligt.

Men i FOA giver vi ikke op. FOA kæmper videre for, at social- og sundhedshjælperuddannelsen skal tilføjes på SIRI’s positivliste.

Her er en oplagt mulighed for at beholde faglært arbejdskraft i Danmark.

Desuden vil vi i FOA arbejde for en helt konkret lovændring:

Nemlig, at gennemførelse af erhvervsfaglige uddannelser skal tælle med som “arbejde” både i forhold til udlændingelovens krav for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, både ved krav om fortsat at være i arbejde på tidspunktet, hvor der træffes afgørelse om permanent opholdstilladelse og ved kravet om at have været i ordinært fuldtidsarbejde eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark i mindst tre år og seks måneder inden for de seneste 4 år forud for det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om permanent opholdstilladelse.

Jeg forstår slet ikke hvad politikerne venter på. Her er en oplagt mulighed for at beholde faglært arbejdskraft i Danmark. Og en oplagt mulighed for at behandle mennesker ordentligt.

Hverken Maryam, Geethika eller Saadah har i hvert fald fortjent den behandling de har fået af rigide umenneskelige lovregler.

Lad nu fornuften sejre. Det trænger vi til.

Helena Mikkelsen er forbundssekretær i fagforbundet FOA


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Politik og fornuft er desværre blevet to uforenelige størrelser. At appellere til politikeres mulige fornuft er derfor håbløst. Det går langt bedre hvis man kan appellere til deres følelser, så får deres iver fuld skrue. "Klimakrisen" er et godt eksempel. Der er en beskeden opvarmning af kloden efter at vi er kommet ud af en lille istid. Denne klimaforbedring bliver blæst op til kommende katastrofer, og angstfyldte politikere puster sig op ved at begrænse CO2-udledningerne. Det hjælper ikke stort på noget som helst, men politikerne får lejlighed til at vise handlekraft.
Hvordan man får politikerne til at få de nødvendige følelser for ældreplejen, har jeg desværre ingen ide om.

Du har fuldkommen ret Helena, vi har en regering med mere fjollet regelrytteri og hovsaløsninger ,end en sund
og fornuftig udvikling.

Det der sker på det område er en stor skamplet på vores Land, men vi kan vel ikke forvente andet sålænge de blå tosser/landsbytosser har så stor indflydelse i vort samfund

Annonce