Derfor bliver vi nødt til at træffe en række svære beslutninger – både centralt og af os i regionerne. Den måske største opgave bliver, at få afstemt forventningerne hos befolkningen (og hos vore journalister og medier) til, hvad der kan ”leveres” både regionalt og kommunalt.

Fra vore praktiserende læger, vagtlægen, akutberedskabet og sygehusene, siger man, at alt for mange henvender sig ”unødigt”. Det gør man naturligvis, fordi man er bekymret. Samtidigt er det også et problem, at andre kommer ”for sent”.

Derfor er det en rigtig svær opgave at kommunikere uden at blive misforstået.

Kloge anbefalinger

Helt overordnet, tror vi, at vi bliver nødt til at foretage svære prioriteringer – også på sundhedsområdet. Bliver man ved med at signalere, at ”vi kan alt”, risikerer vi at svigte de patienter, der har det største behov for hjælp. Vi har lige fået en række kloge anbefalinger fra ”Robusthedskommissionen”, med Søren Brostrøm i spidsen.

Både Sundhedsministeren og partierne i Folketinget har taget positivt imod anbefalingerne. Det er godt, men det forudsætter også, at regeringen og Folketinget er parate til at prioritere på sundhedsområdet. Det hører vi ikke rigtigt signaler om, da det vil skabe debat og være upopulært.

Folketingets måde at agere på er typisk at indføre nye konkrete rettigheder for borgerne, som det pålægges regioner og kommuner at leve op til. Ofte suppleret med flere indberetninger og mere kontrol. Det fratager ofte kommuner og regioner muligheden for at prioritere rent fagligt, så de der ”trænger mest” kan komme til først.

Det lyder helt tosset, men er en konsekvens af en unuanceret lovgivning

Lige nu kommer nogle af de patienter, som har de største udfordringer, til at vente for længe, samtidig med at andre patienter, som har de mindste udfordringer, behandles først. Det lyder helt tosset, men er en konsekvens af en unuanceret lovgivning, der sætter den lægelige vurdering ud af kraft.

Det bør Folketinget ændre for at skabe bedre mulighed for en prioritering og differentiering i sundhedsvæsenet.

Det er også blevet en ”gøgeunge” i forhold til privathospitalerne, hvor flere og flere tilbydes mulighed for udredning og behandling, som trækker økonomi og nødvendigt personale væk fra vore offentlige sygehuse, når de private udvider. Det kan gå ud over dem med de sværeste sygdomme, som privathospitalerne slet ikke kan behandle.

Derfor risikerer vi, at helt generelle ”individuelle rettigheder”, uden nogen faglig vurdering, bliver en møllesten om halsen på et velfærdssamfund med lige rettigheder. I et presset sundhedsvæsen, er det helt afgørende, at faglige vurderinger er retningsgivende for den rækkefølge patienterne bliver behandlet.

Handling hele vejen rundt

De problemer vi oplever i Danmark på sundhedsområdet, kan vi se tilsvarende i det meste af Europa. Et af problemerne, som gør sig gældende internationalt, er voldsomt stigende medicinpriser. Det kan vi ikke løse i Danmark, men kræver initiativer i EU og internationalt.

Medicinalvirksomhederne opnår i visse situationer helt eksorbitante fortjenester og overskud. Eksempelvis forventer ”vores egen” NOVO NORDISK et overskud de første 6 måneder af 2023 på næsten 40 milliarder kroner.

Vi ved også, at nogle af de løsninger der kræves, vil være både kontroversielle og upopulære

Der findes ingen lette løsninger på de udfordringer, som vi oplever på sundhedsområdet. Derfor kræver det politisk handling hele vejen rundt: Kommunalt, regionalt, nationalt - og internationalt på visse områder.

Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at det ikke går væk af sig selv, og at flere penge ikke er den eneste løsning på problemet.

Vi ved også, at nogle af de løsninger der kræves, vil være både kontroversielle og upopulære. Derfor kan man også frygte i en tid, hvor populistiske partier og politikere har vinden i ryggen, at den kortsigtede populisme, vil vinde over de langsigtede holdbare løsninger.

Vi mister dog ikke håbet og troen på, at et flertal af kloge danskere vil vise opbakning for at sikre en af juvelerne i vort danske velfærdssamfund: Et sundhedsvæsen med lige adgang for alle – rig som fattig.