Ældrepolitik - frihedens ulidelige lethed

Det er godt regeringen har spillet ud på ældreområdet. Der er i den grad brug for løsninger for at sikre god og omsorgsfuld pleje af vores ældre.

Der tales meget om større frihed, mindre styring og kontrol.  Frihed er jo et af de begreber, som bruges med en vis lethed, og som smager godt i munden, men som jo reelt kan føre til det stik modsatte.

I hvert fald for dem, der ikke selv kan gribe ud efter friheden

Det kan jo virke besnærende at lempe alle regler og krav. Men det kræver jo, at tingene fungerer.

Frihed kan i den grad godt animere til ansvar og bedre kvalitet, men friheden skaber også bløde, bøjelige grænser, og i et sådant system er det den stærke, der kommer igennem.

Resten – dem uden personlige ressourcer og netværk – ender derimod med at blive mindre ufri. På den måde skaber friheden også mere ulighed

Universelle krav

Mange ældre og deres pårørende har jo ikke selv ressourcer til at kræve deres ret, til at klage eller for den sags skyld råbe op.

Nogle har aldrig haft ordet i sin magt, kan ikke overskue systemet eller har aldrig skrevet til en offentlig myndighed.

Det har jo netop været kendetegnede for de mange, mange sager de seneste år, at de er afsløret af medierne.

Som socialdemokrater har vi altid kæmpet for frihed for alle – og ikke kun den stærke. Her kan tydelige, universelle krav noget.  Det har vi vidst altid.

Det er solidaritet

Hvis ikke lønmodtagerne havde papir på aftaler med arbejdsgiverne, var det intet værd.

Hvis ikke vi fik afløst fattighjælpen med en stærk social lovgivning, der holdt hånden under dem, der har et behov, ville de have være overladt til sig selv.

Sådan er det også på ældreområdet. Klare tydelige krav til det vi som samfund tilbyder. Klare og tydelige rettigheder. For alle. Det er solidaritet.

For frihed for et plejehjem i Holte er ikke det samme som frihed for et plejehjem og dets beboere i København Nordvest.

Det betyder ikke, at vi kan give lidt på de mest rigide regler

Frihed er ikke det samme for en ældre uden pårørende som for en med netværket i orden.

Det betyder ikke, at vi kan give lidt på de mest rigide regler. Men det kræver stærk ledelse og kompetente medarbejdere. Dem er der mange af.

Men det er vel heller ikke helt forkert – det ved vi i hvert fald fra praksis – at den nuværende personalemæssige situation betyder, at der også er meget, der ikke er godt nok.

Borgerlig afmontering

Vi kan i den nuværende situation med mangel på tilstrækkeligt uddannet personale være i tvivl om, man styringsmæssigt er gearet til et regime med mere frihed i opgaveudførelsen.

Når vi år efter år i det nuværende system med klare regler og rettigheder, oplever så mange sager med decideret omsorgssvigt, hvorfor skulle det så blive bedre ved at slække, ved at overlade mere til skønnet?  

Vi ser dem som ældre. Som patienter. Som besværlige

For at ældreudspillet ikke skal blive rent borgerlig afmontering af det fælles gods, skal vi i hvert fald være meget klar på, at der må være nogle rettigheder man som ældre klart og tydeligt har krav på, og som derfor også kræver en vis form for tæt styring.

Det lyder ikke så moderne, og måske lidt kedeligt. Men det er solidarisk og giver faktisk mere frihed for de fleste.

Sådan lidt Socialdemokratisk.

Vores syn på ældre

Når det så er sagt, er der i den grad grund til, at vi som samfund kigger indad og ser, hvordan vi bruger de civile ressourcer.

For lige så sikkert er det også, at struktur og styring ikke kan klare alt. Og her kan det måske være en god ide med en mere grundlæggende drøftelse af, hvordan vi som samfund ser på alderdommen

For området er også præget af vores syn på alderdom og ældre. Vi ser dem som ældre. Som patienter. Som besværlige. Ikke som personerne Erik og Else.

Selvfølgelig præges vores ældreomsorg også af vores samfundssyn

Vi har faktisk opbygget en imponerende ”maskine” til at håndtere, at vi alle bliver ældre end vores forældre og deres forældre, og at familien ikke længere er det naturlige sted for pleje og omsorg af ældre.

Men samtidig har vi også distanceret os fra menneskene, der er blevet ” de gamle”, som var de en særlig art.

Og det billede forplanter sig selvfølgelig også i organisationerne, det har vi som nævnt set mange eksempler på tv fra plejehjem.

Fat om hjertet

Selvfølgelig præges vores ældreomsorg også af vores samfundssyn, hvor begreber som respekt og omsorg, erstattes af byrde og patienter.

Denne situation forstærkes også af mangel på hænder og ressourcer. Men det er afgørende at holde sig for øje, at det her ikke løses hverken af mere frihed end strukturelle tiltag alene, vi skal have fat i os selv.

Det er på tide, vi opfører os som enhver gæst bør

Fat om hjertet.

Vi skal have en helt grundlæggende drøftelse af etik, næstekærlighed og respekt i ældreomsorgen. Hos os alle. Hos pårørende. Hos ansatte. Hos politikere.

Så alt i alt godt med et udspil fra regeringen, der giver os god mulighed for at får den drøftelse, som passende kan begynde med en erkendelse: Husk på, at vi kun er gæster i de ældre medborgeres liv.

Det er på tide, vi opfører os som enhver gæst bør.