SVM-regeringen vil sætte ældreplejen fri - Fagforbund advarer mod a- og b-hold

Plejehjem

SVM-regeringen vil sætte ældreplejen fri - Fagforbund advarer mod a- og b-hold

Nyt ældreudspil skal mindske krav til dokumentation og give mere selvbestemmelse til borgere på plejehjem.

Ældrepleje
Billedtekst

Ældrepleje

Foto: Colourbox

Det skal være slut med tungt bureaukrati, som forhindrer de ansatte på landets plejehjem i at udføre deres arbejde.

I hvert fald hvis man skal tro SVM-regeringen, som har offentliggjort sit ældreudspil tirsdag.

Står det til regeringen træder ældrereformen i kraft 1. juli 2025.

Slut på 30 års overstyring 

Statsminister Mette Frederiksen (S) slog ambitionen fast til lanceringen af den nye reform: 

“Det er et opgør med new public management og 30 års overstyring af den nære velfærd, vi har set,” sagde hun på plejehjemmet Bertram Knudsens Have i Kolding, hvor pressemødet fandt sted.

Ifølge regeringen byder den nye ældrereform på mere selvbestemmelse til de ældre og mindre dokumentation for de ansatte.

Der skal være færre tilsyn og kommunerne skal have mulighed for at oprette lokalplejehjem. Sådanne plejehjem vil have samme frihed som private plejehjem til selv at finde ud af, hvordan de ønsker at tilrettelægge plejen til de ældre.

Derudover vil regeringen afsætte en ekstra milliard kroner årligt fra 2027, når reformen er fuldt udfaset.

Kan ikke se hvordan det skaber mindre bureaukrati 

Budskabet om mindre dokumentation for de ansatte og mere frihed til plejehjemmene er sød musik i FOA-fagforbundsformand Mona Stribs ører.

Der er dog ét enkelt aber dabei.

” Vi synes ideen med at skabe større frihedsgrader for det enkelte plejehjem er god, og det er en god ide at give lov til tilkøbsydelser, hvis man undgår, at det skaber et a og b hold blandt borgerne, men jeg kan ikke se, hvordan det skaber mindre bureaukrati at begynde at opfinde nye kategorier af institutioner med nye ledelser. Det rejser også en række spørgsmål om overenskomstforhold, og hvordan vi sikrer de rigtige kompetencer på plejehjemmene,” udtaler Mona Striib i en pressemeddelelse.  

jeg kan ikke se, hvordan det skaber mindre bureaukrati at begynde at opfinde nye kategorier af institutioner med nye ledelser.

Det fremgik af en pressemeddelelse fra Social, Bolig - og Ældreministeriet fra den 19. januar, at regeringen vil give mulighed for at etablere lokalplejehjem, hvor det vil være muligt at tilkøbe flere ydelser som for eksempel ekstra rengøring.

Ordningen træder i kraft 1. januar 2025.

FOA-formanden understreger desuden, at regeringens gode intentioner forudsætter, at man kan fastholde og rekruttere dygtige medarbejdere, og at økonomien på ældreområdet følger med udviklingen af antal ældre og plejetrængende borgere.

Opgør med dokumentationskrav

For Faglige Seniorer, som er fagbevægelsens ældreorganisation, er man glad for de grundlæggende elementer om frisættelser og mindre bureaukrati.

To elementer er vigtige for at reformen bliver en succes.

”Det ene er opgøret med dokumentationskravene, som igennem flere år har været ved at kvæle ældreplejen i kontrol, og fået medarbejderne til at flygte eller miste lysten til at fortsætte i arbejde, lige så snart der var en mulighed for at trække sig tilbage. Derfor er frisættelsen helt afgørende for at vi får vendt udviklingen, ” udtaler direktør i Faglige Seniorer, Palle Smed på organisationens hjemmeside.

Derudover understreger Palle Smed vigtigheden af at styrke borgernes frie valg, så de har mulighed for at prioritere og tilkøbe ekstra services. Det er dog vigtigt at sikre, at “de basale behov ikke bliver undergravet,” tilføjer Palle Smed.

Advarer mod for meget frivillighed 

Også hos Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) er man overordnet positiv over for regeringens udspil.

FH er dog bekymret, når det kommer til regeringens ambition om at inddrage frivillige i højere grad på landets plejehjem: 

”Frivillige gør allerede en enorm indsats for de ældre i dag. Hvis der skal endnu flere frivillige ind side om side med medarbejderne i de ældres hjem, er det afgørende, at vi får en ansvarlig frivillighedspolitik. Den skal have klare spilleregler for, hvilke opgaver der kan udføres på frivillig og ulønnet basis, og hvordan vi sikrer patientsikkerheden, kvaliteten og arbejdsmiljøet,” siger formand Morten Skov Christiansen i en pressemeddelelse.

 

Det indeholder ældreudspillet 

Ældreudspillet vil gøre op med unødigt bureaukrati på følgende måder:

  • Et nyt tværkommunalt ældretilsyn skal erstatte de 98 kommunale tilsyn samt statslige tilsyn. Alle tilsyn skal i fremtiden som udgangspunkt kunne afvikles samme de, som de bliver sat igang.

  • Ældreplejen skal have et kvalitetsløft ved at få tilført en ekstra milliard om året fra 2027 og frem. Allerede fra 2024 begynder indfasningen med 0,3 milliarder kroner.

  • Ældre skal i større grad selv bestemme, hvad de vil have hjælp til

  • Hjemmehjælp gives i små faste teams, så den ældre kender personalet bedre

  • Den ældre skal kunne vælge om det er kommunen eller en privat aktør, der står for genoptræning eller rehabilitering

  • Kommunen skal have mulighed for at etablere lokalplejehjem, som er lige så frisatte som de private, selvom det er kommunen, der ejer dem 

  • Der skal ikke være krav til medarbejdernes dokumentation af personlig pleje og omsorg. Generelt skal der luges ud i dokumentationskravene, så tiden bruges på borgernær omsorg

  • Civilsamfundet skal spille en større rolle på plejehjem, og der skal være flere frivillige

  • En ny model skal sikre en ensartet sats i alle kommuner for private leverandører, når de byder på velfærdsopgaver i ældreplejen. En central enhed skal sikre at afregningen foregår korrekt.

Kilde: Regeringen.dk og Social, Bolig og Ældreministeriet

 

Emma Inge Hansen

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio.

Læs mere om:

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Succeshistorier fra fagforeningerne