Et element i ældrereform skaber frygt i FOA: Kan skade både ældres og ansattes vilkår

Ældre

Et element i ældrereform skaber frygt i FOA: Kan skade både ældres og ansattes vilkår

I fagbevægelsen er man begejstret for, at de ældre vil få faste teams i ældreplejen. En anden del af aftalen skaber til gengæld dybe panderynker

Forbundsformand i FOA, Mona Striib
Billedtekst

Forbundsformand i FOA, Mona Striib

Foto: FOA

“Men hånden på hjertet, så har vi endnu ikke den ældrepleje i Danmark, som vores ældre har fortjent.”

Den nedslående observation gjorde statsminister Mette Frederiksen (S) sig allerede i sin nytårstale i 2022. Derfor, fortalte hun i talen, var det på tide med en ny ældrelov, som kunne lade “de ældre få den kærlighed og pleje, som livets efterår kræver.”

Nu, over to år senere, kunne en anden Mette - Moderaternes ældreminister, Mette Kierkgaard - træde frem og stolt bebude, at den længe ventede ældrereform er færdigudformet.

Med i aftalen er et bredt flertal bestående af SVM-regeringen, Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, De Konservative og De Radikale. Dermed står kun Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Alternativet uden for aftalen.

Om aftalen er helt nok til at sikre de ældre den fornødne kærlighed og pleje, som statsministeren lovede i sin tid, er der dog delte meninger om - både blandt forligspartierne og i fagbevægelsen, hvis medlemmer skal gøre planerne til virkelighed.

Faste teams

Den del af reformen, som har modtaget størst ros fra forligspartier på begge sider af den politiske midte, er etableringen af faste teams til ældreplejen for hver enkelt ældre.

Formålet er at sikre den tryghed, der er forbundet med at opbygge et forhold til det personale, der tager sig af en.

Vi skal væk fra, at den ældres hjem besøges af det ene nye ansigt efter det andet som en anden banegård

På det sociale medie X fremhæver SF de 376 millioner kroner, der er afsat til disse faste teams:

“Langt om længe er der en ældreaftale. SF og Kirsten Normann Andersen (SF’s ældreordfører, red.) har sikret:  Flere penge hurtigere. Øremærkede midler til faste teams. Der kommer nu over en halv milliard kr. allerede i 2024 til pressede kommuner. Aftalen er ikke perfekt, men i den grad bedre end udspillet.”

SF’s syn på aftalen bakkes op af FOA’s formand, Mona Striib:

“Tak til jer og til Pia Olsen Dyhr for at holde fast og følge aftalen helt hjem. Det er ikke alt i den vi knuselsker, men vi ved at resultatet er bedre i kraft af jeres arbejde og vil vil arbejde på at følge den til dørs ude i virkeligheden.”

placeholder

I en pressemeddelelse forklarer Tanja Nielsen, som er formand for social- og sundhedssektoren i FOA, at det særligt er indførelsen af faste teams, som begejstrer fagforeningen:

“Da vi begyndte arbejdet, satte vi sætningen ”Vi ses i morgen”, som et mål. Det skal den ældre og medarbejderen kunne sige til hinanden, når de skilles. Vi skal væk fra, at den ældres hjem besøges af det ene nye ansigt efter det andet som en anden banegård. Det mål tror og håber vi rykker nærmere med denne aftale.”

Vi frygter en virkelighed, hvor hverken de ældre, de pårørende eller medarbejderne ved, hvilke vilkår de har

Formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov Christiansen, kan ligeledes se gode takter i reformen.

“I fagbevægelsen har vi længe efterspurgt mere tillid til medarbejderne og mindre unødig dokumentation & tilsyn. Det og meget mere leverer ny ældrereform på,” skriver han på X.

Malurt i bægeret

Visse dele af aftalen giver dog anledning til bekymrede blikke i fagbevægelsen.

Morten Skov skriver, at man i FH bekymrer sig om “det store fokus, der er på at få flere private aktører ind på området.”

Med denne formulering henviser han til den planlagte etablering af såkaldte lokalplejehjem, hvor private bestyrelser får vide rammer til at udforme driften.

Hans bekymring deles af Tanja Nielsen fra FOA, som frygter for lokalplejehjemmenes konsekvenser for både de ældre og de ansatte på plejehjemmene.

“Vi frygter en virkelighed, hvor hverken de ældre, de pårørende eller medarbejderne ved, hvilke vilkår de har. Vi må kræve, at de ældre sikres en ordentlig kvalitet i den hjælp og pleje de modtager og at de ansatte sikres ordentlige overenskomstmæssige vilkår,” forklarer hun.

Nielsen slår i samme ombæring fast, at FOA ikke mener, at den bebudede reform er nok til at få ældreplejen i mål:

“Det er vigtigt at understrege, at den her aftale ikke er afslutningen på arbejdet. Det er nærmere begyndelsen.”

Christian Curdt-Christiansen

Statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet.

Læs mere om:

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.