Annonce

Roser og Torne: Seks podcasts om syv socialdemokratiske statsministre

Forfatter Bo Lidegaard og folketingsmedlem Dan Jørgensen bag ny historisk podcast om syv statsministre som var med til at forme Danmark

Roser og Torne er en ny serie af podcasts, hvor historiker Bo Lidegaard og folketingsmedlem Dan Jørgensen dykker ned i den politiske danmarkshistorie og i seks episoder, ser de på syv af de socialdemokratiske statsministre, fra Thorvald Stauning til Anker Jørgensen, som har stået i spidsen for - og været med til at forme Danmark.

De to værter repræsenter et bagkatalog af viden og anekdoter om Socialdemokratiets historie, som de har forsøgt at koge ned til en række underholdende – og informative – afsnit, med nye perspektiver på den politiske arv, som dansk politik bygger videre på i dag.

Og det er vigtigt at blive ved med at dykke ned i fortiden, fordi det gør os bedre til at navigere i nutiden, mener Bo Lidegaard.

”Når man interesserer sig for historien, så er det jo fordi, at jo bedre man forstår hvad der skete, hvordan vi ræsonnerede dengang, hvorfor folk gjorde som de gjorde. Hvilke dilemmaer, de så og kan sætte sig ind i deres tankegang, som den var på det tidspunkt, ses skarpere bliver vi også, når vi selv skal løse de problemer vi står overfor, siger han.
En guldgrube af underholdende historier

Dan Jørgensen håber, at lytterne vil finde podcasten på underholdende og informativ. De to værter har i hvert fald forsøgt at krydre historieundervisningen, med anekdoter i den lidt lettere genre.

”Roser og Torne fortæller historier om hvordan politik kan være med til at gøre en forskel. I podcasten forsøger vi at fortælle anekdoter og historier om nogle af de mennesker, som om nogen har været med til at forme Danmark.  Der er en guldgrube af underholdende og spændende historier, som vi gerne vil dele med danskerne,” fortæller Den Jørgensen, der undervejs har været helt nede og rode i de gamle arkiver og ude på optagelse, blandt andet på Staunings gamle kontor, der i dag er udstillet på Arbejdermuseet og i Vilhelm Buhls gamle lejlighed på Amager.

”Det har været både sjovt og meget spændende at grave i arkiverne og være ude på forskellige locations under optagelserne. Det håber jeg også skinner igennem i podcasten,” siger han.

Bo Lidegaard er forfatter til en lang række bøger om den nyere Danmarkshistorie og har blandt andet skrevet biografier om både Jens Otto Krag og H.C. Hansen. Han har desuden været chefredaktør på dagbladet Politiken og departementsråd i Statsministeriet.

Dan Jørgensen er folketingsmedlem for Socialdemokratiet, tidligere minister og medlem af Europa-Parlamentet og desuden forfatter til en række bøger om blandt EU-politik, miljøpolitik og dyrevelfærd. Han var i 2017 pennefører på det nye socialdemokratiske principprogram.

Roser og Torne kan høres på iTunes, Soundcloud eller her på piopio.dk.
Afsnittet om Thorvald Stauning kan høres her.
Afsnittet om Vilhelm Buhl kan høres her.
Podcasten Roser og Torne er produceret af Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet