Går man på opdagelse i de mest woke bogcafeer i landets storbyer, eller handler man i Bilka og falder over deres boghylder, så ser man jo tydeligt, at den feministiske kulturrevolution er blomstret op.

Hylderne er spækket med kvindelige forfattere, der skriver om hverdagsliv, om hekseidentitet, om ulighed og krænkelser, men selvfølgelig også om empowerment.

Og sætter man sig på en af disse smarte bogcafeer i storbyen, så vil man som mand klart føle sig i undertal, og selve energien i sådan et rum er samtidig meget påtrængende.

Sidst jeg trådte ind på BRØG Litteraturbar i København, stod jeg i en lille kø for at bestille noget at spise.

Der blev jeg skubbet til side af to cirka 70-årige kvinder, der masede sig igennem for at finde en plads, hvor de siden kunne sidde og hygge sig.

Samtidig var fire andre, ældre kvinder i gang med at bestille, og den ene råbte op, så hele lokalet kunne høre hende, at nu gik hun altså i bogafdelingen, mens de andre bestilte deres BMO (bolle med ost).

Jeg oplevede lige et sekund af harme over denne brutale indtagelse af rummet, men besindede mig, fordi der samtidig var en ægte fornemmelse af ekstrem glæde i disse gamlinge, der læser meget, og som virkelig nyder at have fundet deres ”stamsted”, som de føler sig hjemme på.

Det er slet ikke overraskende

Når sådan en kulturel revolution er i gang, så er det selvfølgelig evident, at en stor del af det, der tilbydes, er noget opreklameret bras.

Det er slet ikke overraskende. Men når man ikke harmes, og derfor går i baglås, så ser man også tydeligt, at der udgives en meget stor mængde af kvalitetskultur, der virkelig er berigende for alle.

Og sådan er det især med den kvindelige, oversete litteratur, der udkommer i en lind strøm i disse år.

Et hav af litterære priser

Genopdagelsen og dyrkelsen af forfattere som Margaret Atwood, Francoise d’Eaubonne og Ursula K. Le Guin, som forlagene nærmest slås om at udgive flest værker af, er virkelig opløftende, fordi deres penne er så skarpe og anderledes.

Og sådan er det i grunden også med den canadiske forfatter, Marie-Claire Blais, der lige er udkommet på dansk.

Der er tale om hendes debut, ‘La Belle Bête’ (Det smukke bæst) fra 1959, og den er udkommet på forlaget Multivers.

Den oser af en psykotisk vildskab

Tidligere, tilbage i 1967, blev hendes roman, ‘Et år af Emmanuels liv’, udgivet på dansk, men den er totalt glemt i dag.

Marie-Claire Blais, der døde i 2021, var kendt i den fransk-canadiske verden, og hun har vundet et hav af litterære priser, men af en eller anden underlig grund lykkedes det hende aldrig for alvor at slå igennem internationalt.

Ikke fordi hendes litterære evner ikke strakte sig til det, for når man læser hendes bøger, så oser de af en overdreven sensitivitet, en poetisk kraft og dyb menneskekundskab, som kun få forfattere besidder.

Poetisk uden at være pyntet

‘Det smukke bæst’ er en sært besættende roman, der næsten er gotisk.

Den oser af en psykotisk vildskab, og Marie-Claire Blais’ særlige fornemmelse for familietragedien, som hun også behandlede i andre af sine værker, rammer læseren som en art jungiansk skæbnefortælling, hvor ondskab, svigt og selvforblændelse fører til bizar vold og selvdestruktion.

Marie-Claire Blais skriver poetisk uden at det er pyntet, for hendes metaforer er nærmere uhyggelige, brutale og svitsende.

Og selvom det på overfladen fremstår som noget freudiansk fnidder, så er vildskaben for kraftig til psykoanalytisk navlepilleri, og netop derfor bliver det noget andet og noget større.

Galskaben synes at være strøet ligeligt ud over alle dem, der optræder i fortællingen

På en måde minder skrivestilen i ‘Det smukke bæst’ om brødrene Grimms eventyr, selvom bogen også er kontemporær og yderst moderne.

Og der er bestemt ikke nogen endelig, moralsk pointe. Galskaben synes at være strøet ligeligt ud over alle dem, der optræder i fortællingen.

Men først og fremmest bliver man beriget med en fortælling, og en fortællerstemme, der er anderledes, stærk, malende og dybt fascinerende.

Brøgger på sin trone

Det er sådan en art litteratur, der er med til at udfolde fortiden, så den bliver bedre balanceret i vor tid, der har været præget af fraværet af virkelig mange gode forfattere, der ikke var mænd.

Marie-Claire Blais’ senere skrifter blev mere eksperimenterende og avantgardistiske.

Det kunne være godt, hvis også de blev oversat til dansk, for man mærker klart, at der er tale om et omfattende og meget spændende forfatterskab, der klart burde få flere danske læsere.

Men samtidig anerkender jeg, at disse kvinder beriger meget mere, end de pisser territorier af

Det kan godt være, at jeg er i undertal, når jeg besøger BRØG Litteraturbar, hvor Suzanne Brøgger ofte kigger forbi og sidder i cafeen på sin trone.

Der sker noget i sådan et lokale, der helt bestemt ikke har noget med mig at gøre, i den forstand, at mange af gæsterne virkelig er overordentlig bevidste om deres køn, når de går til stedet og til litteraturen.

Stor litteratur

Må det være en overgangstid, for i længden ville nok jeg gøre indsigelser, for det lugter også lidt af narcissisme.

Men samtidig anerkender jeg, at disse kvinder beriger meget mere, end de pisser territorier af. I hvert fald spilder noget af deres enorme energi over, og så kan man som almen læser glæde sig over at blive præsenteret for storslået verdenslitteratur.

Det er en betegnelse, der sælger bøger

‘Det smukke bæst’ er i grunden ikke ”feministisk” litteratur, ligesom mange andre gode kvinders litterære værker heller ikke er det. De kaldes bare det i vore tider.

Det er en betegnelse, der sælger bøger.

Men det ville nok være en god idé, når kulturkampens vinde vender sig, og noget andet end køn og seksualitet kommer i fokus, midt i den offentlige orkans øje, simpelthen at indlemme de bedste af disse værker under ”stor litteratur”, uden at behæfte det med en identitetspolitisk betegnelse.

 

Marie-Claire Blais: ’Det smukke bæst’. På dansk ved Anna Wolf. 206 sider. Forlaget Multivers, 2023.