Annonce

Tæt, men ingen vinder i Vejle

Afstemning om at blive Socialdemokratiets næste folketingskandidat i Vejle blev tæt, men endte uden vinder. Så nu skal der ny afstemning til
Den første officielle afstemning om at efterfølge folketingsmedlem Karen Klint som Socialdemokratiets folketingskandidat i Vejle Sydkredsen var tæt, men gav ingen afklaring. Derfor skal kandidaterne nu ud i en ny valgrunde.

Det står klart, efter at de knap 200 socialdemokrater, der var mødt op til generalforsamlingen i Vejle Sydkredsen onsdag aften, havde stemt.

Resultatet af afstemningen blev, at tidligere byrådsmedlem John Refsgaard fik 81 stemmer (41 procent), nuværende byrådsmedlem Birgitte Vind fik 80 stemmer (40 procent) og partifunktionær Simon Redder Thomsen fik 38 stemmer (19 procent).
Videre til urafstemning

Da ingen af de tre kandidater var i nærheden af det kvalificerede flertal på 2/3-dele af stemmerne, som det havde krævet at undgå urafstemning, går valget nu videre til urafstemning.

Det betyder, at de knap 500 S-medlemmer skal stemme per brev. Resultatet af den afstemning kommer den 24. juni.

Hvis en af de tre kandidater får 50 procent af stemmerne, så er vedkommende valgt som ny folketingskandidat. Hvis ikke, så skal de to kandidater, der får flest stemmer, ud i en ny urafstemning.

Processen med at vælge ny folketingskandidat blev sat i gang, da 70-årige Karen Klint, der har siddet i folketinget siden valget i 1998, 1. februar meldte ud, at hun ikke vil genopstille ved næste valg.

Skulle statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) beslutte sig for at udskrive valg inden den 1. oktober, så har Karen Klint meddelt, at hun er klar til at tage en periode mere i Folketinget, hvis vælgerne vil have hende.
Fakta om de tre kandidater

John Refsgaard (56) og lagerchef fra Grejs. Kommunalpolitiker fra 1997 til 2013, først i Tørring-Uldum og senere i Vejle kommune.

Birgitte Vind (52) er uddannet lærer, familieterapeut og har en diplom i ledelse, og har været kommunalpolitiker i Vejle siden 2005.

Simon Redder Thomsen (33) er Socialdemokratiets internationale sekretær, tidligere DSU-formand i Billund og uddannet i statskundskab fra Københavns Universitet.

 

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet