Annonce

Inde og ude på Sjælland: Hvem vinder S-mandaterne?

Der er ekstraordinær stor spænding i Sjællands Storkreds, hvor næsten alle socialdemokratiske kandidater har en realistisk chance for at blive valgt til folketinget.
Socialdemokraterne fik 25,1 procentved sidste valg, en smule over landsgennemsnittet, hvilket gav syv mandater. Det gav valg til Henrik Sass Larsen, Magnus Heunicke, Ole Hækkerup, Mette Gjerskov, Lennart Damsbo-Andersen, John Dyrby Paulsen og Rasmus Horn Langhoff.

Det er absolut den storkreds, hvor der er allermest spænding om udfaldet. Ud af de syv MF’ere genopstiller de seks, men konkurrencen skærpes yderligere af, at også Astrid Krag, der er kommet til fra SF, og Pernille Rosenkrantz-Theil, der er kommet til fra Fyns Storkreds, også stiller op.

Socialdemokraterne har derfor otte folketingsmedlemmer, der kæmper om, hvad der lige nu ligner, syv pladser. Tre kandidater vurderer vi til at være sikre og derudover er der så syv kandidater, med meget realistiske chancer for at tage de sidste fire pladser.

Det er ikke kun i Socialdemokratiet, at der har været meget aktivitet. Også i de andre partier har der været udskiftninger. Ikke mindst er Lars Løkke Rasmussen, der alene trak 46.000 personlige stemmer ved sidste valg, kommet til fra Nordsjællands Storkreds. Og selv om han i målingerne står lidt lavere end for fire år siden, så vil han helt sikkert støvsuge storkredsen.

Til gengæld har den helt store stemmesluger ved sidste valg, Pia Kjærsgaard, skiftet Kalundborgkredsen ud med den københavnske vestegn. Dermed er udenrigsordfører Søren Espersen partiets nye topnavn. Begge SF’s topnavne ved sidste valg, Astrid Krag og Ole Sohn, er siden valget skiftet til S. De konservative stiller igen med Brian Mikkelsen og hos de radikale skal Rasmus Helveg Petersen og Zenia Stampe kæmpe om et enkelt mandat.

S-kandidater Sjælland

Tognørdens triumf
Transportminister Magnus Heunicke, Næstvedkredsen, har siden sidste valg først været højt profileret politisk ordfører og siden sidste forår, en meget vellidt minister i medierne, der især har fået store roser for sin kommunikation på de sociale medier.

Kvinfo-direktørens mand har desuden været en af regeringens fremmeste frontkæmpere i kampen mod social dumping i transporterhvervet og på Metrobyggeriet. Det bør være nok til genvalg i den store Næstvedkreds.

Rosenkrantz-Theils monopol
Set udefra gav det ikke meget mening, at Pernille Rosenkrantz-Theil, Vordingborgkredsen, droppede den ellers stensikre Odense Østkreds på Fyn hvor hun var opstillet ved sidste valg, for at blive opstillet i Vordingborgkredsen. En kreds der ikke har givet valg siden Ruder Konge var knægt (Okay, siden Ingrid Rasmussen blev valgt i 1998, men ved den lejlighed fik partiet også 34,6 procent og 62 mandater). Vordingborgkredsen var ved sidste valg den absolut dårligste S-kreds af de 12 i Sjællands Storkreds, med kun 8.362 S-stemmer.

Men ved sidste valg fik Rosenkrantz-Theil lige knap 17.000 personlige stemmer på Fyn, hvilket hvis man omregner det til partiets stemmetal på Sjælland, ville have givet hende omkring 25.000 personlige. Det får hun nok ikke, men hun skal nok få rigeligt udeover Vordingborg til at komme ind.

Udover Vordingborgkredsen er Rosenkrantz-Theil også kraftigt på strandhugst i Faxekredsen, hvor den lokale kandidat, Jeanne Thorving Hansen, har givet hende frit lejde.

Sammen med Faxes borgmester, Knud Erik Hansen til generalforsamling og valgopstartsmøde i Faxe her til aften. Debat om...

Posted by Pernille Rosenkrantz-Theil on 27. maj 2015

Rehabiliteret for rockersag?
Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, Køgekredsen, har siden sidste valg haft den måske mest turbulente tilværelse af alle politikere på Christiansborg. Først udelukket som minister på grund af den manglende sikkerhedsgodkendelse, siden genopstandelsen først som gruppeformand og siden den endelige politiske rehabilitering ved udnævnelsen til minister.
Sass Larsen fik et acceptabelt personligt valg sidst, med 7.300 personlige stemmer, men kun 3.000 (41 procent) faldt i Køge, sammenlignet med et gennemsnit for de øvrige S-kandidater i Sjællands Storkreds på 78 procent.

Grevekredsen har altid været Henrik Sass Larsens buffer, sidst fik han 14 procent af hans samlede stemmeantal der, men med en stærkere kandidat der i Astrid Krag, vil hans stemmer der formentlig falde en smule. Noget tilsvarende i Faxekredsen, hvor Pernille Rosenkrantz-Theils tilstedeværelse også må forventes, at sænke andelen af tilgængelige stemmer.

Kan Hækkerup hænge på?
Den eneste Hækkerup, der ikke nåede at være minister i denne periode, var Ole Hækkerup, Ringstedkredsen. Han oplevede dog at blive forfremmet til vikarende politisk ordfører, imens Maja Panduro var på barselsorlov. Nogen vil måske påstå, at han får lidt for meget forærende alene af efternavnet, og ved sidste valg fik han i hvert fald kun 55 procent af sine personlige stemmer i Ringstedkredsen.
I alle de andre sjællandske kredse trækker Hækkerup 250-300 stemmer og lidt færre på Lolland-Falster. Og det hele kan jo ikke forklares med Ole Hækkerups fremtrædende plads i medierne.

Hækkerup bliver i den grad presset af, at der ved dette valg er flere S-kandidater, der vil samle de løse stemmer op.

Vild med Astrid Krag?
Er der stemmer nok til både udviklingsordfører Mette Gjerskov, Roskildekredsen, og skatteordfører Astrid Krag, Grevekredsen. Mette Gjerskov var en ganske synlig fødevareminister (Ikke i forhold til den nuværende, men i forhold til forgængerne), der bortset fra en sag om en rygebox, som hun selv endte med at betale, tævede løs på landbruget. Lokalt har hun engageret sig i debatten om erstatning til stormflodsofre.

Mette Gjerskov var ”første kvinde på listen” sidst, men med Rosenkrantz-Theil og til dels Astrid Krag på listen, så er der formentlig færre stemmer til ”første kvinde” på listen. Det er et problem for Gjerskov, som kun fik 3.500 stemmer i Roskilde og derfor er afhængig af at hente stemmer i hele storkredsen. Her er konkurrencen denne gang hårdere. Hun vil formentlig blive presset yderligere, af en stærkere Sass Larsen i Køgekredsen. En kreds hvor hun sidste gang hentede knap 11 procent af hendes samlede stemmetal.

Der er flere spørgsmål som er helt åbne og som formentlig afgør om der kan blive plads til dem begge. Dels hvor mange af Astrid Krags tidligere vælgere fra tiden i SF, som hun kan få med over. Astrid Krag fik ved sidste valg 6.500 personlige stemmer, heraf 2.000 i Roskilde, men det er nok ikke dem alle sammen, som tager turen med fra SF.

Posted by Astrid Krag on 14. november 2014

Men det helt store spørgsmål, som holder talnørderne længe vågne om natten, er naturligvis hvor meget Astrid Krags deltagelse i tv-showet ’Vild med Dans’ har betydet. Ingen kan være i tvivl om, at hun er nået ud til nogen vælgere, som hun ellers ikke ville, men hvor mange? Venstres kulturborgmester i København, Pia Allerslev, var med i ’Vild med Dans’ i 2011 og hun øgede hendes personlige stemmetal i København fra 8.025 i ’09 til 13.903 i ’13. Det er dog tvivlsomt om de to tilfælde kan sammenlignes.

Den lolland-falsterske fejde
På Lolland-Falster har man ved flere valg været i den situation, at det er meget få stemme som forlader øerne. Ved sidste valg var det kun lige knap 7 % af de socialdemokratiske vælgere på Lolland-Falster, der stemte på en kandidat nord for Storstømmen.

Det gav valg til arbejdsmarkedsordfører Lennart Damsbo-Andersen, Guldborgsundkredsen, og det var kun den valgtekniske optællingsmetode med tillagte partistemmer der gjorde, at Vibeke Grave, på trods af det sjettehøjeste personlige stemmetal blandt socialdemokraterne, kun endte som anden suppleant.

Lennart Damsbo-Andersen genopstiller og Vibeke Grave er blevet erstattet af den unge VUC-lærer Kasper Roug, Lollandkredsen. Damsbo-Andersen skal holde stemmerne i den store Guldborgsundkreds og så tage 500 i Lollandkredsen ligesom sidst, så kan han godt blive genvalgt. Men Kasper Roug kan ikke nøjes en stærk lokal kampagne, for der er simpelthen ikke nok stemmer i den alene. Ser man på resultatet sidst, så selv om han skulle støvsuge kredsen for S-stemmer ville han stadigvæk mangle omkring 500 i resten af storkredsen for at få det syvende mandat.

Valpladsen i Vestsjælland
Kredsens tre sidste kandidater er ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff, Kalundborgkredsen, Kaare Dybvad, Holbækkredsen og listens senest ankomne kandidat Tom Block Larsen, der har afløst John Dyrby Paulsen som kandidat i Slagelse.

Rasmus Horn Langhoff kom i folketinget for fire år siden og har i denne periode været ligestillingsordfører, hvor han har måttet stå på mål for et par af regeringens tilbagetog på området, den øremærkede fædrebarsel, kvindekvoter i bestyrelser og forbuddet mod sexkøb. Efter at det blev opgivet har han brugt det meste af sin tid på, som formand for Folketingets Trafikudvalg, at kæmpe for Tølløsebanen.
Han bør kunne kapitalisere lidt på, at han ikke længere stiller op i samme kreds som Pia Kjærsgaard.

Kaare Dybvad sætter sin lid dels til en meget aktiv græsrodskampagne, med en masse DSUere og dels har han fået masser af omtale for hans bog om Udkantsmyten. Han var ganske tæt på sidst, hvor han kun manglede omkring 500 personlige stemmer.

Endelig er der militærmanden Tom Block Larsen, der bliver presset hele vejen rundt af kandidater der vil på rov i Slagelsekredsen. Både af Rasmus Horn og Rosenkrantz-Theil der begge har boet i Slagelsekredsen, og af Magnus Heunicke, Kaare Dybvad og Ole Hækkerup, som alle sammen nok skal se deres snit til lige at få sendt deres frivillige rundt med pjecer. Tom Block Larsen har en gang tidligere stillet op til valg, kommunalvalget i 2013, hvor han fik 164 stemmer.

S-stemmer Sjælland
Netavisen Pio forudser
Bliver helt sikkert valgt
Magnus Heunicke, Næstvedkredsen
Pernille Rosenkrantz-Theil, Vordingborgkredsen
Henrik Sass Larsen, Køgekredsen

Bliver sandsynligvis valgt
Lennart Damsbo-Andersen, Guldborgsundkredsen
Rasmus Horn Langhoff, Kalundborgkredsen
Astrid Krag, Grevekredsen

Bliver måske valgt
Ole Hækkerup, Ringstedkredsen

Bliver sandsynligvis ikke valgt
Mette Gjerskov, Roskildekredsen
Kaare Dybvad, Holbækkredsen

Bliver helt sikkert ikke valgt
Kasper Roug, Lollandkredsen
Tom Block Larsen, Slagelsekredsen
Jeanne Thorving Hansen, Faxekredsen
HVEM VINDER S-MANDATERNE
Frem mod folketingsvalget valget bringer Netavisen Pio en serie af analyser af hvilke af de socialdemokratiske kandidater, der lige nu står til at blive valgt. Analyserne baserer sig på et gennemsnit af meningsmålinger, valgtal og samtaler med lokale socialdemokrater.
Her er analysen af Københavns Storkreds
Her er analysen af Københavns Omegns Storkreds
Her er analysen af Nordsjællands Storkreds
Her er analysen af Fyns Storkreds
Her er analysen af Sydjyllands Storkreds
Her er analysen af Østjyllands Storkreds
Her er analysen af Vestjyllands Storkreds
Her af analysen af Nordjyllands Storkreds
 

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet