Annonce

3F om Den Sorte Svane: Nu skal der strammes op

Fagforbundet kræver, at der skal sættes hårdt ind over for arbejdskriminalitet begået i samarbejde mellem under- og overdanmark
Foto: TV 2
Fasar Abrar Raja, tidligere Bandidos-rocker
“Vi skal have stoppet de kriminelle i underverdenen og ikke mindst de nålestribede kriminelle, der ofte går under radaren,” siger 3F’s forbundssekretær Søren Heisel med henvisning til den form for kriminalitet, som TV 2-dokumentarserien Den Sorte Svane afslører.

Forbundet foreslår konkret, at det bliver muligt at få frakendt retten til at drive virksomhed, når man blandt andet har begået økonomisk kriminalitet.

“Det er en presserende opgave, som vi alle har en interesse i, at vi kommer den omfattende kriminalitet til livs hurtigst muligt og én gang for alle,” siger Søren Heisel.

Forbundet foreslår, at der indføres statslige ID-kort for brancher, hvor der er øget risiko for social dumping og arbejdslivskriminalitet.

3F ønsker strengere straffe for social dumping og økonomisk kriminalitet. Og genindførelse af kravet om, at udlændinge på visse ordninger skal have en dansk bankkonto.

Fagforbundet kræver, at der som noget nyt indføres et lovkrav om arbejdsklausuler i alle offentlige kontrakter, og flere ressourcer til at føre kontrol med klausulerne.

3F kender Fasar så ganske udmærket

TV 2-dokumentaren Den Sorte Svane har afdækket, hvordan den tidligere Bandidos-rocker, Fasar Abrar Raja, begår økonomisk-, miljø- og arbejdsretlig kriminalitet via nedrivningsfirmaer.

Palle Bisgaard, næstformand i 3F Byggegruppen, har tidligere sagt, at 3F kender Fasar alt for godt fra sager, hvor Fasars firmaer har udnyttet udenlandske ansatte.

Netop social dumping er en af de ting 3Fs forslag til lovændringer skal komme til livs.

Forhandler med Folketingets partier

SVM-regeringen startede mandag forhandlinger med Folketingets partier om nye lovstramninger for hvidvaskning og konkursbehandling.

Som reglerne for konkursbehandling er nu, er det muligt for selskabsejere, der står over for en konkurs, selv at vælge kurator.

I Den Sorte Svane afsløres det blandt andet, hvordan tvivlsomme virksomhedsejere på den måde kan vælge medgørlige kuratorer, der er parate til at lukke øjnene for lidt af hvert. Eksempelvis fiktive fakturaer.

4. afsnit af Den Sorte Svane sendes på TV 2 tirsdag aften kl. 20

Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det kan kun gå for langsomt med at udvise Fasar Abrar Raja af Danmark.
Har han (fået?) dansk statsborgerskab skal det naturligvis fratages ham.

Det er svært at udvise en, der har fået dansk indfødsret og førtidspension tildelt af Socialdemokratiets vælgere.

Hvis statsborgerskabet er tildelt af folketinget kan det fratages ved dom
.

Jeg forventer at retssagen med den krammende dommer bliver undersøgt.
Jeg har aldrig hørt noget så mistænkeligt.
At TV2 søger aktindsigt i den løbende sag om fakturasvindel, så advokaten bliver advaret, og kan nå at vaske hænder, er idioti fra journalisterne.