Afsløring: Køge-Calles spanske erhvervseventyr
Afsløring: Køge-Calles spanske erhvervseventyr
Carl Richard Christensen - kendt fra TV-dokumentaren Den Sorte Svane - har officiel adresse i Luxembourg, men i virkeligheden er centrum for Køge-Calles nye erhvervseventyr den spanske sydkyst - Køge-Calle: "Artikel er fyldt med fejl"
Køge-Calle - alias entreprenør Carl Richard Christensen
Køge-Calle - alias erhvervsmanden, entreprenøren og tidligere socialdemokratisk lokalpolitiker Carl Richard Christensen - har i mange år slået sine folder i netop Køge syd for København.
Det er fortsat her Køge-Calle bor, når han opholder sig i byen. Mere præcist på adressen Søndre Allé 2, 1. sal. hvor han og kæresten med karriere inden for rejsebranchen, Hanne Romlund Taylor, residerer.
Køge-Calles officielle adresse ligger i Luxembourg, nærmere bestemt adressen 21 rue Jean Pierre Brasseur. Men her skal man ikke regne med at støde ind i Carl Richard Christensen.
Køge-Calle har op til og i kølvandet på TV 2-dokumentaren ‘Den sorte svane’ forladt direktion og/eller bestyrelsen i mindst ti af hans danske udlejnings- og entreprenørselskaber.
Ifølge Carl Richard Christensen fordi selskaberne ikke skal belastes af dårlig omtale af hans person. Men ingen skal være i tvivl om, at det fortsat er Køge-Calle, der har fuld kontrol over selskabs-imperiet.
Fuld turbo på den spanske sydkyst
Køge-Calle drosler altså - officielt - ned i Danmark. Men Netavisen Pio kan nu afsløre, at centrum for Køge-Calles nye erhvervseventyr hverken ligger i Danmark eller i Luxembourg.
Køge-Calle har derimod sat fuld turbo på et erhvervseventyr, som udfolder sig på den spanske sydkyst.
oprettet mindst 17 selskaber, som er officielt registreret hos den spanske erhvervsstyrelse
Carl Richard Christensen har således aktuelt og de seneste par år oprettet mindst 17 selskaber, som er officielt registreret hos den spanske erhvervsstyrelse.
Ud over de 17 aktuelle selskaber, er der andre selskaber, som Carl Richard Christensen har oprettet/haft en rolle i, men hvor Køge-Calles rolle nu er ophørt.
Fælles for selskaberne er, at Carl Richard Christensen enten har stiftet selskaberne, er direktør for selskaberne og/eller sidder i selskabernes bestyrelse. Hovedaktiviteten i selskaberne er gennemgående byggevirksomhed.
Her er et udvalg af Carl Richard Christensens spansk-indregistrerede selskaber, hvor Køge-Calle fortsat har en aktiv rolle:
Casa Lasti SL (SL står for Sociedad Limitada, CVR-nummeret, i Spanien kaldet CIF: B18938753)
Casa Natal SL, (CVR-nummeret, i Spanien kaldet CIF: B06791487,sektor: Fast ejendom og lignende )
CCTL Home Group SL (Knyttet til adressen: C. Bajada del Mar, 32b, a, 18690 Almuñécar, CIF-nummer: B19693118)
Casa Prima Gambo SL
FHC-Group Development SL
Casa Punta Prima SL
Casa Sticalas SL
Bocasatrates SL
Casa Boca SL
Casa Gruta SL
Almukoege SL
Viboquinta SL (CIF-nummeret er: B93466548)
Selected Homes Spain SL
Casa Bjerre SL (Under likvidation)
Hovedparten af Carl Richard Christensens selskaber er registreret på adressen: Casa el Morro, Cotobro 18, 18690 Almunecar.
Har renoveret strandvejsvilla for millionbeløb
Byen Almunecar ligger på den spanske sydkyst - øst for Spanien-udlandsdanskernes mangeårige foretrukne by, Malaga.
Køge-Calle har for nylig afsluttet en omfattende renovering af sin mondæne residens i Almunecar, hvorfra der, ifølge kilder der har besøgt stedet, er en formidabel udsigt ud over Middelhavet.
Et af de lokale medier for danske udlandsdanskere på den spanske sydkyst, La Danesa, omtalte for to år siden, at Carl Richard Christensen inviterede en række danske erhvervsfolk med til et Finn Nørbygaard-show på den spanske solkyst.
Det drejede sig både om erhvervsfolk fra Danmark, men også danske erhvervsfolk med base på den spanske sydkyst.
Køge-Calles nye netværk
I Carl Richard Christensens nyere dansk-spanske netværk indgår blandt andet:
John Goth, ejendomsmægler i Almunecar, Kurt Tofterup fra advokatfirma i Fuengirola
John Goth, ejendomsmægler i Almunecar, Kurt Tofterup fra advokatfirma i Fuengirola, Søren Rask, direktør for Rask EL i Maribo på Lolland, Torben Bjerregaard, juniorudvikler i CC Ejendomme Køge ApS og Leif Staun, ejendomsinvestor.
Torben Bjerregaard er Carl Richard Christensens højrehånd i Danmark. Det er ikke mindst Bjerregaard, der i dag står for driften af Køge-Calles omfattende ejendomsportefølje i især Køge.
Torben Bjerregaard indgår i en række selskaber, som Køge-Calle kontrollerer. Og han har fået endnu flere poster i forbindelse med, at Køge-Calle har forladt en række selskaber op til og i forbindelse med offentliggørelsen af TV 2-dokumentarserien ‘Den sorte svane’.
Netavisen Pio har sendt en række spørgsmål til Køge-Calle vedrørende hans nyere spanske erhvervseventyr. Men Carl Richard Christensen skriver alene i en sms til Netavisen Pio:
Din artikel er fyldt med fejl og forkerte oplysninger
"Din artikel er fyldt med fejl og forkerte oplysninger."
Netavisen Pio afventer yderligere reaktion fra Carl Richard Christensen.
Vaskede millionbeløb hvide
Køge-Calle bliver særligt i ‘Den sorte svanes’ afsnit 2 på det nærmeste klædt af via skjulte optagelser.
I de skjulte TV-optagelser bekræfter Køge-Calle blandt andet over for TV 2’s muldvarp, Amira Smajic, at han tidligere har vasket endog store millionbeløb hvide for hende:
Vi havde jo en deal på, at når du ville have en overførsel på 1 million, så kom du med 1,15 million kroner
“Vi havde jo en deal på, at når du ville have en overførsel på 1 million, så kom du med 1,15 million kroner, tror jeg, det var.”
Det fremgår også, at Køge-Calle på ny er klar til at vaske sorte penge hvide for Amira. I TV-dokumentaren pralede Køge-Calle samtidig af sine gode politiske kontakter i byrådet. Kontakter der betød, at han - påstod han - kunne påvirke udarbejdelsen af lokalplaner.
Carl Richard Christensen var medlem af Køge byråd for Socialdemokratiet fra 2010 til 2014.
S-gruppeformand har trukket sig
Socialdemokratiets hidtidige gruppeformand, Erik Swiatek, bekræftede i sidste uge, at han jævnligt har afholdt frokostmøder med Køge-Calle.
Fredag oplyste Erik Swiatek over for Netavisen Pio, at han fremadrettet ville droppe sin kontakt med Køge-Calle.
Adspurgt om, hvorvidt han ville fortsætte kontakten, svarede han:
“Det enkle og korte svar er nej. Det er ikke en mulighed,” skrev Erik Swiatek i en sms-besked.
Søndag morgen meddelte Køges socialdemokratiske borgmester, Marie Stærke, at Erik Swiatek trak sig som gruppeformand for Socialdemokratiet i Køge Byråd:
Det kan ikke gå, at Socialdemokratiets gruppeformand mødes så intenst med en type som ham
“Det kan ikke gå, at Socialdemokratiets gruppeformand mødes så intenst med en type som ham,” siger Marie Stærke (S) til TV 2.
Erik Swiatek ønsker ikke over for Netavisen Pio at oplyse, om han har modtaget valgkampstøtte fra Køge-Calle.
Netavisen Pio kunne mandag oplyse, at det konservative medlem af Køge Byråd, Jørgen Lynge Petersen fra 2009 til 2014 lavede forretninger sammen med Carl Richard Christensen.
Jørgen Petersen var således formand for bestyrelsen for Selandia Investment ApS 2009 til 2014. Carl Richard Christensen var medlem af samme bestyrelse i perioden 2009 til 2019.
Selandia Investment ApS’ formål er ifølge Erhvervsstyrelsen registreringer “at drive virksomhed med handel og industri, herunder køb og salg af fast ejendom, investering i fast ejendom, udlejningsvirksomhed, eje anparter og aktier i andre selskaber samt anden efter direktionens skøn beslægtet virksomhed”.
Køge-Calle har over for mediet Finans kategorisk afvist at have vasket penge hvide for TV 2’s muldvarp - eller nogen som helst andre.
Han siger også , at hans udtalelser i TV 2-dokumentaren blev fremprovokeret af Amira Smajic.
Opdateret kl. 12.45 med foreløbig kommentar fra Carl Richard Christensen
Opdateret kl. 14.15 med yderligere oplysninger om Carl Richard Christensens spanske selskaber
Opdateret 10. juni med en præcisering i omtalen af dele af Carl Richard Christensens solkyst-netværk
Tilføj kommentar