Annonce

40 års udenrigspolitik i USA’s skygge

Topdiplomat gør i fascinerende bog status over 40 års dansk udenrigspolitik og forsvarer vores indsats i Irak, Libyen og Afghanistan.
Foto: Lindhardt & Ringhof (udsnit af omslag)
Friis Arne Petersen ser tilbage på 40 år i diplomatiets tjeneste.
Den tidligere topdiplomat Friis Arne Petersen taler i sin bog om godt 40 års erfaringer som udsendt diplomat, ministersekretær, direktør for udenrigsministeriet og ambassadørposter i Washington, Beijing og Berlin om ’aktivisme og nye brudflader’, som det hedder i undertitlen.

Aktivismen henviser til en nær fortid med Danmarks engagement på Balkan, i Irak og Afghanistan – og med nye brudflader som krigen i Ukraine, Kinas voksende betydning, usikkerheden om USA’s fremtidige politik og det globale syds stadig større rolle.

Det er en stor mundfuld, men Friis Arne Petersen kommer med sin erfaring og sine analytiske evner hele vejen rundt, og det får aldrig karakter af en kedelig forelæsning.

Blandt andet fordi journalisten Kurt Strand med erfaring og stor viden om internationale og danske forhold formår at problematisere flere af den tidligere topdiplomats svar og analyser med kritiske spørgsmål og henvisning til egne erfaringer.

Den svære Irak-krig

Det gælder for eksempel Danmarks forhold til USA og den aktivistiske udenrigspolitik, som det danske engagement ved USA’s side i en række konflikter er et eksempel på.

I modsætning til lande som Tyskland, Frankrig og andre Nato-lande valgte Danmark at deltage i krigen mod Irak i 2003 på trods af, at daværende udenrigsminister Per Stig Møller argumenterede for, at det ikke kunne ske uden et FN-mandat – som aldrig kom.

Ikke desto mindre valgte Danmark at gå i krig på basis af indicier om, at Irak besad ”masseødelæggelsesvåben”.

Det var rent politisk bestillingsarbejde fra daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen

De amerikanske påstande var falske, hvilket tidligere udenrigsminister Colin Powell, der fremsatte dem i FN’s Sikkerhedsråd, senere har indrømmet og beklaget.

Den juridiske argumentation fra Udenrigsministeriets embedsmænd lød på, at Irak brød flere sikkerhedsresolutioner.

Det var rent politisk bestillingsarbejde fra daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Det var tyndt, og Friis Arne Petersen giver i dag en politisk begrundelse.

”Men med den politik, vi har ført i forhold til USA, er det rigtigt for os at gøre det. Det var rigtigt at gå med for at have den rolle og indflydelse, som vores udenrigspolitiske linje gav os i forhold til USA. Hvor meget indflydelse vi senere fik, er svært at besvare,” lyder det meget ærligt fra Friis Arne Petersen i bogen.

Aktivismen – et flop?

Krigen i Irak endte som en katastrofe for Irak og en stor del af Mellemøsten.

Det samme gjorde den militære intervention i Libyen, hvor danske fly ifølge tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, kastede 923 bomber mod blandt andre diktatoren Gaddafis hovedkvarter.

I dag er Libyen et totalt kaos, som har destabiliseret hele Sahel-regionen – hvor Ruslands-venlige regimer nu har magten.

At vi har gjort det, vi står på mål for, nemlig at forsvare vores meget ideelle form for demokrati

Indsatsen i Afghanistan var heller ingen succes, hvilket får Kurt Strand til at stille spørgsmålet:

”Når vi ser bort fra EU’s og Natos øst-udvidelser, hvor er så egentlig de gode eksempler på, at den aktivistiske udenrigspolitik er en succes?”

Svaret fra Friis Arne Petersen lyder således:  

”At vi har gjort det, vi står på mål for, nemlig at forsvare vores meget ideelle form for demokrati, vores opfattelse af lov og orden.” 

Men han erkender, at det ikke er lykkedes overalt.

Den ydmyge småstat

Det er meget – diplomatisk – formuleret, og Kurt Strand spørger også ind til de situationer, hvor danske soldater har set til, når vores allierede har begået grove overgreb på fanger som i Irak.

”Det store spørgsmål er så, om Danmarks pris for at være ”aktivistisk” er, at vi skal acceptere, at USA ikke altid holder reglerne?” lyder det fra Kurt Strand.

Friis Arne Petersen redegør for, at Danmark ”har banket på” i det amerikanske udenrigsministerium og andre steder og stilfærdigt gjort opmærksom på, at henrettelse og tortur af fanger og overtrædelse af internationale konventioner er uacceptabelt.

Mere vulgært kan man sige, at småstaten Danmark lægger sig fladt ned

Han erkender meget ærligt, at det næppe har gjort eller gør det store indtryk, og den tidligere direktør for udenrigsministeriet og Washington-ambassadør taler om en generel ”lockjaw”-effekt overfor USA.

Vores statsministre, udenrigsministre og diplomater bliver nærmest mundlamme, når de står over vores mægtige allierede.

Mere vulgært kan man sige, at småstaten Danmark lægger sig fladt ned, og det kunne være en diskussion værd, om selv en loyal allieret af Danmarks størrelsesorden ikke kan skabe sig et større diplomatisk og politisk råderum overfor storebror?

Rusland vil være der

I et usikkert Europa skal EU’s handlekraft være større. Det kræver flere flertalsbeslutninger og måske afskaffelse af vetoretten, mener Friis Arne Petersen, der som ministersekretær for Uffe Ellemann-Jensen og Niels Helveg Petersen overværede et utal af møder i EU-regi.

Han kender også den politiske scene i Danmark ind og ud og ved, at afskaffelse af vetoretten er en varm politisk kartoffel.

Men vi kommer ikke udenom debatten, lyder det realistisk fra ham, og midt i Ukraines overlevelseskamp minder Friis Arne Petersen om, at Rusland vil være der efter krigen, og ikke kun det.

”Vi er nødt til at anerkende, at de skal være en del af den internationale arkitektur, i hvilken vi kan finde en relation. For det må ikke bare blive oprustning for oprustningens skyld. Vi skal kunne forhandle. Men for at kunne det må vi, som Kennedy sagde, ikke forhandle af frygt.”

Friis Arne Petersen og Kurt Strand gør os klogere

Det er interessante ord fra en erfaren mand, og dem er der mange af i bogen, hvor Friis Arne Petersen også har et – relativt nuanceret – syn på de såkaldte fodnotedramaer i 1980’erne.

Vi får meget at vide om udenrigsministeriet som politisk og administrativ maskine og de udenrigspolitiske beslutningsprocesser.

Vi hører om fremtiden i form af opgørene om Arktis, og Kurt Strands store viden bidrager til at føre os sikkert gennem godt 40 års udenrigspolitik.

Friis Arne Petersen og Kurt Strand gør os klogere, og vi keder os ikke undervejs.

 

Kurt Strand: 'Den forandrede verden - Friis Arne Petersen om fire årtiers diplomati på øverste hylde med aktivisme og nye brudflader'. 320 sider. Lindhardt & Ringhof. Udkommer i dag.

Journalist og historiker og tidligere mangeårig politisk korrespondent og medarbejder ved Politiken. Han har skrevet bøger om europæisk og amerikansk historie og politik. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ja, når man ser på dansk udenrigspolitik i de første år af dette århundrede, er der virkelig meget, som har behov for alle mulige bortforklaringer. Undskyldninger skal man nok ikke regne med.

Næh det skal du nok ikke regne med - der var jo som bekendt “ ikke noget at komme efter” - Om der var noget at komme efter ? Får vi aldrig svar på , det blev besluttet i Løkkes regeringsgrundlag 2015 -

Annonce