Annonce

701 mediekvinder står bag støtte til Sofie Linde: "Det sker stadig"

Sexisme findes - også i den danske mediebranche, fastslår støtteerklæring
Grænseoverskridende adfærd, sexisme og sexchikane er ikke fortid i den danske mediebranche. Slet, slet ikke

"Det skete engang. Det sker stadig," hedder det i et støttebrev fra 701 kvinder til tv-vært Sofie Linde. Brevet er skrevet af seks kvindelige ansatte på TV 2 og sendt til rundt til kvinder på forskellige medier i landet.

Sofie Linde brugte for nylig sin taletid som vært ved "Zulu Comedy Galla" til at sætte fokus på sexisme og manglende ligestilling i mediebranchen.

Her fremhævede den nu 30-årige Sofie Linde et eksempel fra en julefrokost, da hun var 18 år og netop begyndt at arbejde på Danmarks Radio (DR).

Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere

"Den her store tv-kanon kommer op til mig, tager fat i min arm og siger til mig: Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere."

Svaret blev et nej, og nu bakker andre kvinder i branchen hende op.

Alle har oplevet det

"Vi har alle oplevet det i større eller mindre grad i løbet af vores karriere," hedder det i støttebrevet. "Upassende bemærkninger om vores udseende eller påklædning. Lumre beskeder. Grænseoverskridende fysisk adfærd. Advarsler om, at der er enkelte mænd, vi skal undgå til julefrokosten."

Kvinderne kritiserer, at mange har afkrævet Sofie Linde et svar på, hvem “den store tv-kanon” er.

Den rækker nemlig langt ud over en enkelt episode og en enkelt person

 

"Du har fra starten insisteret på, at det vil du ikke sige. Fordi det her ikke bare handler om en enkelt mands grænseoverskridende opførsel for 12 år siden. Du har ret. Debatten må ikke strande der. Den rækker nemlig langt ud over en enkelt episode og en enkelt person. Det ved vi. Vores ærinde er at flytte debatten væk fra om det sker og i stedet tale om, at det sker, og hvad vi sammen skal gøre for at stoppe det."

"Det her er stort og meget vigtigt i den danske mediebranche - et opgør der har været mange år under vejs!," skriver Dansk Kvindesamfund på Twitter. "I Dansk Kvindesamfund takker vi hver og én af jer 701, der har skrevet under og som bakker op om Sofie Linde! Sammen er vi stærke."

placeholder

Særlig branche

Ifølge Dansk Journalistforbund og Dansk Skuespillerforbund er der blandt journalister og skuespillere mange løse ansættelser, og det er ofte dem - og ikke mindst unge og nyansatte - der bliver udsat for seksuelle krænkelser.

De er bange for ikke at få det næste job

 

“Det er folk, der ikke tør sige fra, fordi de er bange for ikke at få det næste job,” har formanden for Dansk Skuespillerforbund, Benjamin Boe Rasmussen, forklaret

Dansk Journalistforbund lavede i 2018 en kortlægning af seksuelle krænkelser, der viste, at 30 procent af de løstansatte, som eksempelvis vikarer, freelancere, studentermedhjælpere og praktikanter, havde oplevet krænkelser inden for de seneste 12 måneder. Mens det gjaldt for 3,7 procent af de fastansatte. Undersøgelsen viste også, at det især var yngre kvinder, der blev seksuelt krænket. Og en undersøgelse blandt medlemmer af Dansk Skuespillerforbund fra 2018 viste, at 40 procent har oplevet seksuel chikane, magtmisbrug eller anden krænkende adfærd på jobbet.

Blev aldrig journalist

Netmediet POV International bringer i disse dage en lang række anonyme vidnesbyrd om andre #MeToo-sager i den danske medie- og kommunikationsbranche.

”Jeg var studentermedhjælper på X avis for en del år siden,” skriver en kvinde. ”Til julefesten på avisen sagde en af redaktørerne,  efter vi dansede, at jeg kunne blive ved med at skrive til avisen, hvis jeg havde sex med ham senere. Jeg tænkte over det, men sagde nej, og da vi kom på arbejde igen mandag, var det, som om jeg ikke fandtes længere.”

Kvinden beretter, at han ikke talte til hende igen, stemningen på hendes del af redaktionen ”frøs til is” – og hun kom aldrig til at skrive for avisen nogensinde. Kvinden drømte ikke om, at hun kunne tale med nogen, for der skete jo ingenting, andet end at hun havde mavepine i mange uger bagefter. Men når kvinden tænker på det i dag, bliver hun meget ked af det.”

Når jeg ser hans navn, får jeg det dårligt

 

”Jeg blev aldrig journalist, og det er sikkert meget godt, men redaktøren er stadig et ”navn” og skriver stadig (og får roser),” skriver hun. ”Når jeg ser hans navn, får jeg det dårligt, og jeg har kun talt med min gamle læsegruppe om det – min mand ved ingenting.” 

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ja, vi forstår bedre og bedre hvorfor journalist-branchen kaldes sexistisk med det fotovalg, Hvor er kvinderne? Ansigt til ansigt?