Annonce

Aktiv dødshjælp er ikke løsningen – det er lindring og sjælesorg

Der skal satses mere på smertelindrende pleje den sidste tid af livet. Aktiv dødshjælp er en glidebane. Det skriver to medlemmer af Socialdemokratiet i dette debatindlæg.
Foto: Colourbox
Vi er flere i de socialdemokratiske bagland, der støtter op om S-ordfører Flemming Møller Mortensen forslag om, at der skal satses mere på smertelindrende pleje den sidste tid af livet.

Vi er også enige med Etisk Råd i deres klare holdning til at aktiv dødshjælp ikke er løsningen.

Vi anerkender at vores statsminister Mette Frederiksen (S) med gode grunde tog debatten op om aktiv dødshjælp ved sin tale til årets folkemøde, og som hun igen nævnte i sin åbningstale. Fordi vi har problemer med døden i vores moderne samfund.

Men vi vægter i stedet, at vi bør gøre mere for at lindre den sidste tid af livet på vores hospicer og skaffe mere kapacitet i forhold til såkaldte ”palliativt” udgående team i forhold til dem, der har lyst til at dø hjemme. Døden er ikke optimal i sundhedsvæsenet.

En glidebane

Aktiv dødshjælp lyder besnærende. Lidt som død uden smerte. Lidt ligesom arbejde uden sved eller udmattelse. Eller børn uden hovedpine og frustrationer. Eller ægteskab uden konflikter. Eller et liv uden smerte og problemer.

Men det er en glidebane andre lande som eksempelvis Canada, Holland og Belgien har bevæget sig ud ad i de seneste årtier. Det begynder at komme derud, hvor det ligner vi afliver lidende mennesker, ligesom vi afliver dyr.

10.064 canadiere døde ved assisteret selvmord i 2021

Det lyder grusomt at skrive. Men det er grusomt.

10.064 canadiere døde ved assisteret selvmord i 2021, hvilket svarer til 3,3 procent af alle dødsfald i Canada det år. Lignende tal gør sig gældende i Holland og Belgien.

Livet er ikke kun nydelse

Vi anerkender den smerte som patienter og pårørende føler, og dem skal vi lindre så meget vi kan, men som samfund skal man ikke altid give efter men holde andre værdier i hævd. Det gode liv er også det meningsfyldte og ansvarsfyldte liv.

Vi synes det er en god idé at fritstille S- folketingsgruppen, når der skal stemmes i sådanne etiske spørgsmål

Livet er ikke kun fyldt af nydelse, og livet er ikke dårligt, hvis det er fuldt af lidelse. Døden kan ikke nødvendigvis være hurtig og smertefri. Og det er uværdigt at forsøge at komme om ved døden – den er tilværelsens grundvilkår. Og her skal vi sætte ind med lindring og sjælesorg.

Vi synes det er en god idé at fritstille S- folketingsgruppen, når der skal stemmes i sådanne etiske spørgsmål. Det har været procedure før i etiske spørgsmål.

Medlem af Socialdemokratiet  og tidligere menighedsrådsformand. Tillidsmand i Thorvald Netværket.

Medlem af Socialdemokratiet og tidligere medlem af Borgerrepræsentationen i København.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Og hvad så med dem, som ingen smerter har, men som "bare" ikke kan bære udsigten til måske 30, 40 eller 50 år i total lammelse eller uden arme og ben samt måske også nogle af sanserne, hvor man ingenting kan ved egen kraft ud over at ligge der som et stykke kød men blot med en fungerende hjerne?

Har vi så et andet svar end det evindelige "smertelindring"? Eller det vildt arrogante "livet er ikke kun fyldt af nydelse"?

Kunne man kigge dybt ind i sig selv og prøve at finde en smule medfølelse, empati og barmhjertighed. For måske findes der faktisk gode grunde til, at vi afiver lidende dyr? Og måske kunne noget af dette også overføres til mennesker - eller i det mindste dem, som selv har det klare ønske?

Gode Thor: du har fuldkommen ret.

Lige præcis! Det handler ikke om, at døende får en værdig død. Det handler om, at nogle mennesker har udsigt til meget dårlig livskvalitet mmange år ud i fremtiden.

Med den behandling som mange syge får af sundhedsvæsenet er det jo klart at mange af disse patienter
ønsker at forlade denne elendighed. En anden mulighed er at forbedre forholdene så patienterne får mere
livslyst. Man må nok se i øjnene at patienter man ikke kan gøre smertefrie burde efter eget ønske
få hjælp til aktiv dødshjælp.

Når de 2 forfattere af det første debatindlæg beskriver aktiv dødshjælp som at "aflive mennesker" så er det vel ikke korrekt. Aktiv dødshjælp er at give patienten retten til selv at vælge livet fra. Der findes ikke objektive/målbare kriterier for, om dette at vælge livet fra er rimeligt eller ej. Det er og bliver et subjektivt valg som andre ikke kan vurdere og derfor er det kun patienten selv som kan vælge det til eller fra. Jeg synes ikke at samfundet (vi andre) kan fratage vores medmennesker den ret - og det er jo det vi gør nu!

Du har helt ret, men de religiøse vil gerne bestemme over liv og død for alle mennesker, de er modstandere af fri abort, for det er i deres menneskesyn drab, hvordan de så kan bakke op om at unge værnepligtige bliver sendt i krig og måske vender hjem i "ligpose" forstår jeg ikke helt er helt, men det er tilsyneladende ok for de religiøse. Når det gælder aktiv dødshjælp for dem som ønsker at dø og slippe for yderlige lidelser, er det en "synd" og tab af menneskeliv, det samme gælder for selvmord, hvor vi vel må konstatere at det er personens eget valg til forskel for dem som bliver myrdet.