☰
☰
Annonce
Nej til aktiv dødshjælp. Absolut nej
Statsminister Mette Frederiksens tale om aktiv dødshjælp vækker ikke begejstring hos præst og socialdemokratisk byrådsmedlem Lone Hindø.
Det gjorde mig ondt at høre om statsministerens støtte til aktiv dødshjælp i talen på Folkemødet.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg igennem alle årene har været imod aktiv dødshjælp, og min modstand er ikke blevet mindre, efter at jeg blev præst.
Jeg frygter, at gamle mennesker, som oplever, at de er både syge og til besvær, kan føle, at det bliver en pligt for dem til selv at stoppe livet.
Undersøgelser viser, at langt de fleste mennesker ønsker at leve så længe som muligt. Også selv om ens livsmuligheder ændrer sig radikalt. Mine erfaringer som præst underbygger dette.
Valget som forpligtelse
Mange – måske specielt yngre mennesker – lovpriser muligheden for den frihed, det er, at man kan vælge selv.
Man kan træffe sit eget valg, har jeg hørt dem sige. Jeg frygter tværtimod, at det enkelte, måske svært syge menneske, kan opleve friheden til at træffe sit eget valg som en forpligtelse.
Statsministeren sammenfattede dog i sin tale, at vi ikke skal konkludere for hurtigt, men at vi har brug for samtalen. Det sidste er jeg glad for og kan kun håbe, at hun ved samtale vil lytte, og at det vil ændre hendes synspunkt.
Kommentarer
Kommentar.
Nu er der lagt op til en debat, som selvfølgelig har forskellige holdninger, så interessant at se, hvad debatten om aktiv dødshjælp ender ud i politisk...
Men det er virkeligt et ømtåligt emne, men debatten skal selvfølgelig foregå på en sober og anstændigt måde...
God Weekend...
Jeg er enig med dig i, at det er vigtigt med en sober debat. Og det forventer jeg faktisk også. Vi har en god tradition her i landet for seriøse debatter om de svære etiske problemstillinger.
Jeg er enig med dig i, at det er vigtigt med en sober debat. Og det forventer jeg faktisk også. Vi har en god tradition her i landet for seriøse debatter om de svære etiske problemstillinger.
Selvfølgelig skal aktivt dødshjælp gøres lovligt under de rette betingelser. Nogen gange kan livet indeholde situationer, hvor det ikke virker længere og ikke længere giver mening. Og om det forholder sig sådan kan ikke være op til andre at bestemme. Det er det samme som med fri abort. Fordi nogen ikke vil have det, skal det ikke gøres ulovligt for dem der vil.
Aktiv dødshjælp skal selvfølgelig kun være en mulighed for dem, som er syge uden udsigt til helbredelse, og som lever med store smerter og/eller stærkt begrænsende fysiske handicap. Der burde selv en præst da kunne manifestere en smule empati og forståelse for, at mange vil vælge at afslutte et sådant ikke-liv.
I netop den slags situationer bør det derfor være muligt at komme herfra uden at skulle kaste sig ud foran et tog eller fra et højt sted, og også uden at skulle tigge sine nærmeste om at hjælpe med risiko for at komme i fængsel i mange år. Det er altså ikke noget urimeligt krav.
Det er måske netop, fordi jeg er præst, at jeg siger nej til aktiv dødshjælp, men ja til aktiv livshjælp. Jeg frygter, at mange vil synes, de er nødt til at sige ja, fordi de ikke vil være til besvær. Frygter at mange vil lade sig presse til det.
Jeg siger ikke ja til aktiv livshjælp, for jeg aner ikke, hvad det helt konkret dækker over.
Er det bare et tomt plusord uden substans? Eller kunne det have gjort den sidste tid for Ove Dahls mor udholdelig (se indlægget nedenfor)? Og i givet fald hvordan?
Interessant artikkel. Gjorde vrkelig ondt. Har fremkaldt nogle gemte minder og traumer; men overfladen kan måske nås igen. For ca 30 år siden, døde min mor under store smerter. Vi havde fået at vide, at hun havde under 2 uger tilbage. Hun jamrede og skreg af smerter, og tiggede om noget smertestillende. Det kunne hun desværre ikke få, for en forøgelse af mængden kunne forkorte hendes liv med et, måske to døgn. Min far skældte ud; men fik at vide, at det var mere humant at mor skreg. Jeg har aldrig forsået disse ondskabsfulde væsener. Og nu møder jeg den så igen, ondskaben og kravet om at bestemme over andres liv. Det har sat nogen tænker igang om, hvor længe man tør vente med at rejse hjem. Man skal nok gøre det selv, mens man fysisk er i stand til det. Jeg forstår ikke de væsner, der mener, de har ret til at bestemme over meneskers liv, og de skræmmer mig.