Sådan slutter den 10 måneders beretning om Uffe Elbæk og Alternativets valgkamp, som journalist Morten Reimar har fået lov til at følge på allernærmeste hold.

Valgkampen, der skulle have været en rejse der sluttede med Uffe Elbæk på  statsministerposten, endte i stedet som en gedigen ”bummer” - med en halveret folketingsgruppe og et parti sat helt uden indflydelse.

Men rejsen derhen er der kommet en virkelig god bog ud af.

Hvor andre, der får en lignende tæt adgang, har en tendens til at forelske sig i deres hovedperson, så formår forfatteren at holde en kritisk, objektiv distance til det han oplever.

Han er sylespids, når det kommer til at udstille modsætningen mellem den nye politiske kulturs paroler om at inddrage folk fra den virkelige verden i politikudviklingen, og så til virkeligheden på medlemsmøderne, hvor det er de samme Tordenskjolds soldater, som dukker op. Dem, hvis primære erfaring, er at gå til møder i Alternativet.

Alting sejler

På mange måder, så giver bogen oprejsning til nogle af de kommentatorer og politiske eksperter, som allerede fra Alternativets begyndelse påpegede, at det ikke er helt så nemt at lave politik på en ny måde, som Uffe Elbæk forsøgte at give indtryk af.

Uffe Elbæk er uden tvivl en gudsbenået projektmager og stor inspirator, men bogen afslører gang på gang, at det ikke er nok at skrive store flyvske ambitioner ned på et flipboard, men at planerne også skal kunne føres konkret ud i livet.

Hans personlige valgkamp i København, som bliver styret af unge frivillige, sejler og da valget endelig bliver udskrevet, så er der ikke styr på planerne. Her er Elbæks første reaktion, er at han lige må nå hjem fordi og stryge en skjorte!

Ustruktureret og forfængelig

Bogen afslører også en politiker, som i den grad mangler disciplin og er fuldstændigt udkørt i valgkampen. Han får ikke sin søvn og fordi han ikke er i stand til at uddelegere sine opgaver, så bruger han tid på at sidde at svare på ligegyldige mails fra partisoldater. Han når ikke at forberede sig, fordi møder med partifællerne går over tid, og han ikke er i stand til at sige farvel.

Men først og fremmest så udstiller bogen Uffe Elbæks manglende politiske killer-instinkt. Han er alt for flink. Når han skal sætte afgørende stød ind mod de politiske modstandere, der render med hans grønne dagsorden, så ender han med at tale sort. Det er kun, når han taler overordnet om fremtiden og om de helt store visioner, at det bliver godt.

Og selvom der er kommet en god bog ud af Uffe Elbæks store åbenhed, så får man også fornemmelsen af et menneske, som er meget forfængelig. Det er selvfølgelig rart at få skrevet en bog om sig, men han har i perioder både Morten Reimar og et filmdokumentar-hold på slæb, når han bevæger sig rundt i en valgkamp, hvor der i forvejen er meget stress. Derfor mangler der måske også et frirum for både Uffe Elbæk og hans medarbejdere, hvor man ikke hele tiden skal være på.

Enkelte svinkeærinder

Fordi der hverken er styr på organsiationen, politikken eller på kandidaten, så ender det folketingsvalg, det som blev døbt klimavalget, med at blive en lang nedtur for Alternativet. På valgaftenen kan alternativisterne kun glæde sig over at de i det mindste opnår fem, fremfor blot fire mandater.

Bogen tager nogle store svinkeærinder, ikke mindst et opgør i Nordsjælland mellem de to folketingskandidater Christian Poll og Theresa Scavenius får meget opmærksomhed, og det samme gør fravalget af det midlertidige folketingsmedlem Anders Stjernholm også. Det kunne der godt være skåret lidt ned på.

Et lille irritationsmoment er, at forfatteren konstant skal fortælle os hvilket tøj de implicerede, har på. Så interessant er det heller ikke at få at vide, om en eller anden sekretær har chinos eller cargo-jeans på, eller hvilket mærke t-shirten har.

Bortset fra det, så er bogen intet mindre end fremragende.

uffe_mod_magten.jpg

Forlaget Momenta