Annonce

Anmeldelse: Krigen

Pilou Asbæk og Søren Malling i en interessant og vigtig film om en dansk soldat, der anklages for en krigsforbrydelse mod civile i Afghanistan.
Under en mission i Afghanistan fanges kompagnichef Claus Michael Pedersen, spillet af allesteds nærværende Pilou Asbæk, og en gruppe af danske soldater i en ildkamp mod Talibankrigere. For at redde sig selv og sine mænd må han træffe et valg, som fører ham tilbage til Danmark, anklaget for en krigsforbrydelse.

Krigen viser nogle af de moralske dilemmaer, som de danske soldater har måttet tage stilling til i Afghanistan (og sikkert også andre steder hvor de har været udsendt). Man ser blandt andet, hvordan de danske soldater tager hensyn til civile børn, men også hvordan de må afvise en afghansk familie til en grum skæbne.

Udover Pilou Asbæk i hovedrollen spiller Søren Malling rollen som forsvarsadvokaten, der skal forsøge at få Pilou Asbæks karakter frikendt for at have overtrådt en af krigens love. Svenske Tuva Novotno spiller soldaterkonen, der sidder hjemme i Danmark med tre børn, der savner deres far virkelig meget. Den del af filmen der handler om afsavnet for dem derhjemme er ikke videre interessant. Det er ikke svært at forestille sig, at det er hårdt at folk, man elsker, er væk i seks måneder.

Karakterne virker indimellem en smule karikerede og lidt firkantede, og indimellem halter dialogen også lidt, men overordnet fungerer historien fint og så kan man godt leve med det. Kampscenerne er til gengæld gode og meget intense og de fungerer rigtig godt. Krigen er en vigtig film, som behandler temaet om, hvad vi udsætter de danskere, vi sender ud i verden på farlige missioner, for.

Filmen tager ikke direkte stilling for eller imod Danmarks tilstedeværelse, og det er virkelig rart at se en dansk film, der ikke forsøger sig med løftede, moralske pegefingre, men blot forsøger at vise de udfordringer, som dansk deltagelse i internationale militære missioner rejser.

We’re bringing the band back together
Krigen er instruktør Tobias Lindholms tredje spillefilm, efter R og Kapringen, og alle tre har haft Pilou Asbæk i hovedrollen. Også Søren Malling og Dar Salim var med i Kapringen, så der er i den grad tale om en genforening.

Krigen er en virkelig god og spændende film, som klart kan anbefales.

Krigen. Instr.: Tobias Lindholm. Medv.: Pilou Asbæk, Tuva Novotny, Søren Malling, Charlotte Munck m.fl. 115 min. Premiere d. 10. september 2015 over hele landet

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet