Der er mange veje ind i besættelsestidens historie, men stort set alle er så hullede som Roskildevej efter en hård isvinter.

Man kan ikke styre så lige, at der er hold på det hele, og hvad skal man så stille op med en bog, der blot tilbyder en lille sti ind til den store fortælling? 

Journalisten Lea Wind-Friis har banet sin vej ind i vores fælles historie gennem sin folkevalgte oldefars deltagelse i Bondepartiet på Christiansborg og i de højtråbende agrarfascistiske landbrugsorganisationers bondeland.

Selvfølgelig kan den slags smalle bøger ikke stå alene, men bogen ’Bondehjerte’ står nu oprejst hele vejen igennem. Velskrevet. Interessevækkende og solidt dokumenteret.

Jens Thomsen var ikke nogen stor politiker, men det er alligevel fortjenstfuldt at Lea Wind-Friis har udfriet den gamle bondepolitikers jævne rapport fra glemslen, givet familiegården en plads i landbrugshistorien og placeret oldefar som enkeltsagspolitikeren uden udsyn og kompas, der kunne holde ham på rette vej.

Lea Wind-Friis har givet ’Bondehjerte’ undertitlen ’En familiehistorie om besættelsens største forræderisag’.

Jens Thomsen ville godt sige, at han ikke manglede noget, bortset fra retfærdighed

Det er oldefars meget konkrete historie om folketingsårene, anholdelsen for landsforræderi over et halvt år efter Befrielsen, varetægtsfængsling under skammelige forhold, to års fængsel ved byretten, frifindelse i landsretten og derefter den bitre, forgæves og nedslidende kamp for at få folketingspensionen, om ikke andet så til et godt formål, for storbonden Jens Thomsen ville godt sige, at han ikke manglede noget, bortset fra retfærdighed.

I samklang med Bondepartiet og de danske nazisters folketingsmedlemmer opfordrede formanden for Landbrugernes Sammenslutning den 5. juli 1940 alle erhverv til et nyt samarbejde mod Systemet Stauning, et samarbejde som også kunne bringe Danmark ” i det rette forhold til det nye Tyskland.” 

Nok havde de løftet armen til nazihilsen, men de havde ikke haft våben i hånd

Erklæringen blev tiltrådt af Nazistpartiet og Bondepartiets folketingsmedlemmer, også oldefar.

Erklæringen sluttede med udsagnet om, at rigets selvstændighed skulle udbygges og bevares.

Og så er vi ved vanskeligheden ved besættelsestidens historie, vurderinger og nuancer, for vel deltog Bondepartiet gerne side om side med de danske nazister, og vel talte Jens Thomsen gerne pænt om de danske nazisters fører, Frits Clausen, men det rette forhold til Tyskland var fortsat et selvstændigt Danmark.

Kridtstregen

Bondepartiets tre folketingsmedlemmer Valdemar Thomsen, J.S. Foget og Jens Thomsen talte med de forkerte mennesker om de forkerte ting. På landbrugernes vegne. De var også en del af Landbrugernes Sammenslutning, LS.

Men de havde alligevel ikke været så tæt på, at de skulle dømmes for at have deltaget i bestræbelserne på at få dannet den regering af de tyskvenlige kræfter, som godsejer Jørgen Sehested arbejdede for med LS-formanden Knud Bach som statsministerkandidat.

Allerede i 1984 var jurist og historiker Ditlev Tamm i sin disputats om retsopgøret inde på den tanke, at sagen mod godsejer-nazismen var pustet op.

Nok havde de løftet armen til nazihilsen, men de havde ikke haft våben i hånd. De var gået til Christian 10. og til statsminister Thorvald Stauning og bedt om en ny regering og fik et nej, som de så beklagede sig over her og der hos besættelsesmagtens folk.

På sin vis holder hun stien ren

Det er stadig kridtstregen, der trænger sig frem i ’Bondehjerte’, sådan som kridtstregen placerer mennesker på den rigtige eller forkerte side af historien.

Lea Wind-Friis er ikke fri for at hælde forhandlingspolitikkens deltagere ind over smertegrænsen som dem, der frikendte sig selv i 1945, men søgte at få andre med den forkerte politik stillet for retten.

På sin vis holder hun stien ren, Jens Thomsen, havde passeret kridtstregen, og det skriver hun uden familiære forbehold, men hendes lette pen kan være så let, at man ikke altid tror, at det er så alvorligt.

De vrede bønder

Fortællingen om Bondetoget til Kongen i 1935 er strikket sammen af mange dele til et ganske fermt kludetæppe. Det er by og land i kærlig forståelse. Hjælpsomhed, så de demonstrerende fik en seng at sove i.

Landbrugerne havde råbt højt i mange år, der var 2-3-4 tvangsauktioner over landbrugsejendomme hver dag året rundt, og fortvivlelsens selvhjælp lurede lige om hjørnet.  

Tonearten var krævende, advarende og til tider truende, og organisationerne var ikke stuerene, selv om det var de færreste steder lederne løftede højre arm til nazihilsen.

En bog om besættelsestiden må have nogle skarpe hjørner

Den liberale journalist Jarl Cordua har anmeldt ’Bondehjerte’ i Altinget og påpeger, at vi ikke får de oplagte paralleller til nutidens heftige diskussioner om landbruget.

Jeg har været gennem den samme tankegang, men ved stadig ikke om jeg er enig. Jo, en bog om besættelsestiden må have nogle skarpe hjørner og nogle skarpe politiske analyser omkring en eller flere af de korsveje, der byder sig til.

Jeg ville gerne have læst analysen om de aggressive bønder radikalisering dengang. Og mellem linjerne må der stå noget, der som det lange lys alligevel siger et og andet om nutiden – radikaliseringen eksempelvis.

På den måde er det ikke nok at bygge op, bygge om og bygge ud på oldefars erindringer, men godt at de endelig blev brugt.

 

’Bondehjerte - En familiehistorie om besættelsens største forræderisag’. Lea Wind-Friis. 288 sider. Politikens Forlag. 2024.