Blå byrødder løber fra besparelse på specialelever

I Kolding har Venstre og Konservative stemt for at skære i specialskoleelevernes kørsel, men efter medierne har belyst sagen, påstår de, at de stemte imod. Både udvalgsformanden og en DF’er husker ellers tydeligt, at V og K stemte for.
Venstre og De Konservative i Kolding Kommune har stemt for at spare specialskoleelevernes skolekørsel væk i ferieperioderne.

Det vil betyde, at kommunen ikke vil sørge for, at specialeleverne køres til SFO’en, hvor de kan blive passet i skoleferierne. Kommunen ville spare 350.000 kroner årligt med beslutningen, men flere peger på, at besparelsen særligt vil ramme svage familier og være dårlig for børnenes trivsel, hvis det forhindrer dem i at komme i SFO.

Da Venstres og De Konservatives medlemmer af Børne- og Uddannelsesudvalget bliver konfronteret med beslutningen af JydskeVestkysten, påstår de, at de ikke stemte for beslutningen. Det sker efter stor kritik af beslutningen på flere Facebook-sider.

Venstre og Konservative stemte for allerede i december
Socialdemokraterne, Enhedslisten og Dansk Folkeparti stemte imod besparelsen allerede ved førstebehandlingen på udvalgsmødet den 1. december, mens Venstre og Konservative stemte for at sende forslaget om at afskaffe feriekørslen til høring. Dermed blev forslaget vedtaget med stemmerne 4-3.

Dansk Folkepartis unge byrådsmedlem Kristina Jørgensen husker altså, at Venstre og Konservative stemte for en besparelse. Men nu er de to partier altså vendt på en tallerken, efter denne upopulære og kritiserede besparelse har fået mediernes opmærksomhed. I hvert fald vil de ikke stå ved, at de stemte for besparelsen.

Samme stemmefordeling var gældende på udvalgsmødet den 13. april, hvor forslaget var i andenbehandling efter høringen. Referatet siger godt nok, at DF’s Kristina Jørgensen stemte for, men hun siger til JydskeVestkysten, at hun stemte imod besparelsen, og det er siden blevet rettet i referatet.

Kristina Jørgensen husker også fra mødet, at Venstre og Konservative stemte for at fjerne specialelevernes kørsel i ferierne. Det er også det, som embedsværket har skrevet i mødereferatet, der blev underskrevet af udvalgsmedlemmerne. Også Enhedslisten og Socialdemokraterne husker tydeligt, at V og K stemte for besparelsen.

Venstre-politiker om S-kollega: Ja, men han er over 40 år
Et af Venstres medlemmer af udvalget, Birgitte Kragh, som også er formand for den 12 mand store V-byrådsgruppe, bliver konfronteret med beslutningen af JydskeVestkystens journalist.

Det er nemmere at huske, hvad man selv stemmer, end hvad andre stemmer. Og vi havde altså en snak om forslaget om feriekørsel både før og under mødet, og vi sagde, at vi ikke ville tage den besparelse. Vi var enige hele banden,” svarer hun over for JydskeVestkysten den 22. april.

Da journalisten spørger ’Hvordan kan flere andre udvalgsmedlemmer være sikker på, at I stemte for besparelsen?’, svarer Birgitte Kragh: ”Det forstår jeg ikke, men nu er Christian Haugk (den socialdemokratiske formand for udvalget, red.) jo også over 40 år.”

’Kristina Jørgensen (DF’s udvalgsmedlem, red.) er ikke over 40 år, og hun mener også, at I stemte for at spare feriekørsel væk. Hvordan kan det lade sig gøre?’, spørger journalisten.”Det ved jeg ikke, men det er i hvert fald ikke rigtigt,” siger Birgitte Kragh.

Udvalgsformandens alder bliver altså brugt som et argument for, at han skulle huske forkert, men Dansk Folkepartis unge byrådsmedlem Kristina Jørgensen husker altså, at Venstre og Konservative stemte for en besparelse.

Men nu er de to partier altså vendt på en tallerken, efter denne upopulære og kritiserede besparelse har fået mediernes opmærksomhed. I hvert fald vil de ikke stå ved, at de stemte for besparelsen.

Jakob Esmann er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook