Blå blok svømmer i tilskud fra erhvervslivet

Partiregnskaber: Selvom 2016 ikke var et valgår, så spyttede erhvervsorganisationer, virksomheder og erhvervsklubber pænt i kassen hos V og K
 

Selvom 2016 ikke var et valgår, så skød erhvervsorganisationer, virksomheder og erhvervsklubber pænt i kassen hos de blå partier - og især hos Venstre og konservative.

Det viser en gennemgang af partiernes regnskaber, som Netavisen Pio har foretaget, efter at partiernes regnskaber for 2016 blev offentliggjort denne uge.

I alt har blå blok modtaget 8.819.787 kroner fra især erhvervsorganisationer, virksomheder og erhvervsklubber i 2016. En forsvindende del af beløbet stammer fra private, nemlig 83.936 kr. hos V – og 21.164 kr. hos K.

De røde partiet modtog i 2016 6.069.514 kroner, men pengene stammer langt overvejende fra den partiskat, som ministre, borgmestre og folketingsmedlemmer har indbetalt til deres partier. Socialdemokratiet modtog eksempelvis nul kroner i tilskud fra organisationer i 2016.

Ud af de godt seks millioner kroner til de røde i 2016 stammer kun 860.000 kr. fra organisationer og erhvervslivet. Og her tegner de radikale sig for 770.000 ud af de 860.000 kroner.

DI og DA støtter - også i 2016
Venstre og konservative får begge omkring fire millioner kroner i støtte fra virksomheder, interesseorganisationer og erhvervsklubber i 2016.

Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri er blandt bidragsydelserne til V og K i 2016.

Venstre får derudover støtte fra blandt andet sin erhvervsklub, Den Liberale Erhvervsklub, Dansk Erhverv, Landbrug og Fødevarer, Bryggeriforeningen Faxehus og Crowne Plaza.

Konservative får blandt andet støtte fra erhvervsklubben C-business samt Fonden af 28. maj 1948 og Fonden af 1. oktober 1953.

Liberal Alliance modtog blot 423.503 kroner i 2016. Ifølge partiets regnskab har Saxo Bank ikke bidraget med over 20.000 kroner til partiet i 2016.

To typer bidrag til partierne
De fleste af partierne skelner i deres regnskaber mellem to typer af private bidrag.

Nemlig bidrag fra privatpersoner, og så bidrag fra internationale organisationer, kollektive private sammenslutninger, faglige organisationer, erhvervsorganisationer, erhvervsvirksomheder, fonde og foreninger.

Enhedslisten, Alternativet, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti opdeler dog ikke støtten i bidrag fra privatpersoner og bidrag fra foreninger.

Grænsen er 20.000 kroner
Det følger af paragraf 3 i lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber, at partierne skal oplyse om dels indtægter fra "private tilskud fra private personer" samt om ”tilskud fra internationale organisationer, kollektive private sammenslutninger, faglige organisationer, erhvervsorganisationer, erhvervsvirksomheder, fonde og foreninger.”

Desuden skal navn og adresse på bidragsydere fremgå, hvis de har bidraget med over 20.000 kroner. Uanset om privatpersoner eller foreninger har spyttet i kassen.


Flere artikler om emnet

Annonce