Bliver det alle gode gange tre for Enhedslisten med Mai Villadsen?

Mai Villadsen skal udfylde de ”store sko” som politisk ordfører efter Pernille Skipper. Men hvem er hun egentlig, og hvorfor har det taget så lang tid at finde Pernille Skippers afløser?
Foto: Lizette Kabré/Enhedslisten
Mai Villadsen, politisk ordfører, Enhedslisten
Da jeg forud for folketingsvalget i 2019 skulle portrættere næste generation af de politiske ledere i partierne på venstrefløjen, var der ingen tvivl om, hvem det var i Enhedslisten. Ikke når jeg spurgte i partiet. Det var den da 27-årige Mai Villadsen.

Selv om Mai Villadsen havde billeder af Rune Lund og Pernille Rosenkrantz-Theil hængende på teenageværelset, var det Pernille Skipper og Johanne Schmidt-Nielsen hun ofte blev sammenlignet med og allerede i 2016 beskrev magasinet VICE hende som et af de ”største politiske talenter på Christiansborg”.

Og siden var det kun gået hurtigere og hurtigere.

I 2017 stillede Mai Villadsen for første gang op i Enhedslistens urafstemning om partiets folketingskandidater og endte som nummer 15 for i 2019 at blive nummer otte og samme år valgt til Folketinget.  

Så på den måde er det ikke overraskende, at Mai Villadsen nu efterfølger Pernille Skipper på posten som politiske ordfører (sidstnævnte falder for Enhedslisten rotationsregel og kan ikke genopstille ved det kommende folketingsvalg).

Skippers ”store sko”

Men spørgsmålet er, om Mai Villadsen også kan udfylde Pernille Skippers ”store sko”, som hun udtrykker det.

Mangler mandat

Mai Villadsen kommer nemlig uden det klare ”mandat” fra medlemmerne, som Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper sikrede sig i de årlige urafstemninger.

Ikke er nogen naturlov

Selv om det ikke er nogen naturlov, at vinderen af urafstemningen enten er – eller bliver – Enhedslistens politiske ordfører, som vælges af folketingsgruppen, plejede Pernille Skipper, og før hende, Johanne Schmidt-Nielsen at rydde bordet i de årlige afstemninger.

Ikke mindst Pernille Skippers stemmetal i valgperioden fra 2011 og til 2015 skabte en opfattelse – først i offentligheden og siden partiet – af, at hun var den uomgængelige afløser for Johanne Schmidt-Nielsen.

Men i den seneste urafstemning, i 2020, kom Mai Villadsen – med 1969 stemmer – ind på femtepladsen, efter Rosa Lund (2591), Rune Lund (2339), Victoria Ninosca Risbjerg Velasquez (2144) og Søren Søndergaard (2042).  

Rosa Lund takkede nej

Da det kom til stykket, og folketingsgruppen før sommerferien satte sig ned og spurgte hinanden, hvem der ønskede at betale den personlige pris, der følger med ved at skulle være på 24/7 som politisk ordfører, var der imidlertid kun to som rakte hånden op: Mai Villadsen og Rosa Lund.  

Før andre er stået op om morgenen

Hvilket efterfølgende blev til kun én, da Rosa Lund kom tilbage efter sommerferien og fortalte, at hun havde gjort op med sig selv, at hun netop ønskede at prioritere sit liv anderledes end at være i TV 2 News, før andre er stået op om morgenen, og i DR’s ”Deadline”, når de er gået i seng om aftenen.

Udsigten til en kåring fik den 65-årige Søren Søndergaard til nu også at melde sig. Men i en afstemning – eller hvad Enhedslisten selv kalder en ”holdningstilkendelse” – stod det klart, at totredjele af folketingsgruppens medlemmer (og hovedsagelig de yngre) foretrak Mai Villadsen. Og sådan blev det.

Det seneste halve år har folketingsgruppen derfor brugt tiden på at forberede den i den i brede offentlighed, trods alt ukendte, Mai Villadsen på opgaven.

Tvind-lærer

Når Mai Villadsen, som voksede hun op i en lærerfamilie i Vestjylland, hvor forældrene stemte på Socialdemokratiet, skal pege på én, eller snarere to, ting, som gjorde hende aktiv i politik, og aktiv i Enhedslisten, så er det, at nærved lå en lejr med bosniske flygtninge – og så at hendes lærer kom fra Tvind.

Mai Villadsen forstod ikke de voksne, der altid talte om, at flygtningene var farlige, eller havde gjort noget forkert, og sagde det. Det var første gang, at Mai Villadsen følte, at hun ikke bare tog stilling, men faktisk også sagde noget, som var upopulært; at de voksne skulle holde op og behandle flygtningene ordentligt. Hvilket fik hendes lærer til at sige:

”Du skal i elevrådet”.

Startede ungdomsafdeling

Enhedslisten havde dengang, i midten af 00’erne, ikke nogen ungdomsorganisation i den nærmeste større by, Herning, så Mai Villadsen startede i SF Ungdom, uden nogensinde at føle sig hjemme der. I stedet besluttede hun, efter at være startet på Herning Gymnasium, selv at starte en lokalafdeling af Socialistisk UngdomsFront (SUF).

Selv om Mai Villadsen på det tidspunkt var korthåret, gik med ring i næsen og med egne ord var flowerpoweragtig, var det dog stadig en verden til forskel fra SUF. De første gange midtjyden var til ungdomsorganisationens arrangementer i København, forstod hun ikke helt, hvad de snakkede om. På SUF’s første såkaldte stormøde skulle alle, til hendes rædsel, op på talerstolen og præsentere sig.

Jeg kom fra SUF-Midtvest

”Dem forinden fortalte, at de kom fra SUF-Nordvest, hvilket jeg tænkte måtte være et sted i Nordjylland, så jeg fortalte, at jeg kom fra SUF-Midtvest,” har hun tidligere fortalt i et interview med netmediet Solidaritet.

”Der var mange koder at lære«.

Træningscentret

Som elevrådsmedlem i gymnasiet kom Mai Villadsen samtidig i kontakt med Danske Gymnasielevers Sammenslutning (DGS), hvilket skulle blive den anden del af den politiske skoling.

DGS – som er blevet kaldt Enhedslistens ”politiske træningscenter” – har tidligere fostret en generation af dets profiler, hvoraf Mai Villadsen blot er den seneste.

Ikke længere nok for Johanne Schmidt-Nielsen & Co

Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper, Stine Brix og Rosa Lund trådte deres barnesko i DGS og lærte, at folk skal med, for at det faktisk også kan lade sig gøre. Den foregående generation af unge aktivister havde mere eller mindre set stort på, hvad andre mente om deres aktioner, hvis de ellers blot selv mente at have ret. Men det var ikke længere nok for Johanne Schmidt-Nielsen & Co.

Mai Villadsen flyttede i 2010, mellem 2. og 3. g., til København for at arbejde på DGS’ landskontor, blev næstformand i 2011 og formand i 2012. Derfra gik vejen over en stilling som ungdomskonsulent i HK, inden Mai Villadsen i 2015 blev ansat som uddannelsespolitisk rådgiver i Enhedslisten. En uddannelse har hun faktisk aldrig selv fået.

Der har ikke været tid.

Manglende erfaring

Netop den manglende politiske erfaring - og frygten for, om Mai Villadsen nu også er hårdhudet nok (at være venlig og vellidt er ikke altid en kvalifikation i politik) - er det, som har fået flere i folketingsgruppen til at være usikre på, om hun nu også er klar til opgaven. Allerede.

Ganske vist fik Mai Villadsen efter folketingsvalget den højtprofilerede post som klimaordfører, og har dermed allerede erfaring med at forhandle med regeringen på et, for i hvert fald Enhedslisten, afgørende politisk område.

Men det var først efter, at folketingsgruppen i efteråret havde lagt sig fast på, at det skulle være Mai Villadsen, at hun blev medlem af gruppebestyrelsen og holdet til forhandlingerne om finansloven for 2021.

Og det var klimaordføreren, som kommenterede statsministerens nytårstale, hvilket blev bemærket.

Tosserne i grøften

Selv om Enhedslisten skifter politisk ordfører skifter partiet dog ikke politik. Langt fra.

Modsat de fleste andre partier, hvor den politiske leder er blevet valgt af medlemmerne (kun De Radikale lader også folketingsgruppen vælge partiets politiske leder, nemlig gruppeformanden), bliver Mai Villadsens opgave at ”sælge” politikken. Ikke at diktere denne. Og her har Enhedslisten netop haft held med de to tidligere unge kvinder i spidsen for partiet.

Samle den smukke blaffer op på vejen

I 2011 blev det spøgende sagt, at det at stemme på Johanne Schmidt Nielsen var som at samle den smukke blaffer op på vejen, hvorefter alle tosserne strømmede op fra grøften.

Hvilket dog ikke forhindrede Pernille Skipper i at trække, næsten, lige så mange personlige stemmer, ved folketingsvalget i 2019 som forgængeren. Spørgsmålet er, hvor meget personen egentlig betyder for et parti som netop Enhedslisten, når det kommer til stykket.

Første gang Mai Villadsen får mulighed for at vise, om hun kan fylde skoene ud bliver kommunalvalget til november.

Men i Enhedslisten tror mange på et samtidigt folketingsvalg, hvis coronakrisen er overstået og regeringen øjner chancen for at realisere fremgangen i meningsmålingerne. Hvilket også har været en medvirkende årsag, at nu kunne partiet ikke udskyde skiftet som politisk ordfører. Ikke en dag længere.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Den lille pige i store sko
Hun gir den gas for hun er go’
En ægte klimaaktivist
Bare hendes hjerte ej ska’ brist

Den lille pige i store sko
Hun falder aldrig helt til ro
Velfærd betales af det fossile
Hvordan på syv år mon nå det hele

Den lille pige i store sko
Som socialist hvor vil hun bo
Med CO2 blir landbruget væk
Hendes barndom forsvinder ned i en sæk

Den lille pige i store sko
Rotationsprincippet ja den er go’
Syv år for klima må være nok
De fattige får et kæmpe chok

Den store pige i ballet sko
Hun falder politisk helt til ro
Johanne, Pernille og nu Mai
De siger alle farvel til dig

Kommentar:

Enhedslisten har altid haft en utroligt dygtige politiske ordfører m.m.

Og mon ikke Mai Villadsen er af samme stof... Når det så er sagt, må man sige, at det eneste politiske parti på Christiansborg, som kere sig om den såkaldte "arbejderklasse" er Enhedslisten, som ikke har været med til forringelser over for "arbejderklassen og Lønmodtagerne"...

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har soglt ud af deres sjæl, hvor man ser fagbevægelsen's rygklapperi over for disse to partier, i stedet for at have fokus på Enhedslisten...

Samtidigt er mit politiske gæt, at Enhedslisten ved næste valg får fremgang, netop pga. at kere sig om lønmodtagerne,s ve og vel...

God Dag,
Erling Drews...

Annonce