Annonce

BR-medlem ny folketingskandidat på Vesterbro

Niels E. Bjerrum, der er medlem af Borgerrepræsentationen i København, er ny socialdemokratisk folketingskandidat på Vesterbro og i Sydhavnen.
Generalforsamlingen i Socialdemokratiets 9. kreds Vesterbro valgte mandag aften BR-medlem Niels E. Bjerrum som folketingskandidat i Københavns Storkreds og som deres kandidat til Københavns Borgerrepræsentation.

Generalforsamling Socialdemokraterne

Bestyrelsen havde indstillet Niels E. Bjerrum som ny folketingskandidat – og denne indstilling blev fulgt enstemmigt. Der var ingen modkandidater.

Jeg er beæret og ydmyg over, at kredsens medlemmer har valgt mig som kandidaten, der skal kæmpe for dem og deres problemer de kommende år i Anker Jørgensens stolte, gamle folketingskreds. Jeg vil fastholde mit fokus på at kæmpe for sammenhængskraften i samfundet og imod uretfærdighed, ulighed og ufremkommelighed for Københavnerne, ” udtaler Niels E. Bjerrum.

Kredsformand Jesper Møller Pedersen, er meget tilfreds med valget af den nye kandidat: ”Niels er en af de mest hårdtarbejdende politikere, jeg har mødt. Jeg er stolt over, at Niels’ ukuelighed og politiske drive nu skal bruges til at få en fra kredsen valgt til Folketinget”.

Kommunale sager med på Christiansborg
Niels E. Bjerrum skriver i en pressemeddelelse, at han vil arbejde for at kommunerne gives mere frit spil. Han skriver også at, han vil insistere på, at kommunerne fortsat skal kunne kræve, at der bygges almene boliger og have muligheden for at sikre udviklingen af brugen af fixerum i de store byer samt kunne gennemføre et afkriminaliseringsforsøg af hash.

36-årige Niels E. Bjerrum blev valgt til borgerrepræsentationen i 2013 med 1.147 stemmer. Han er uddannenet cand.scient.pol. og er til dagligt administrationschef på Det Kongelige Teater.

Vesterbrokredsen har ikke givet valg til en socialdemokrat siden 2001. I Københavns Storkreds vil Niels E. Bjerrum skulle kæmpe om et af formentlig fire socialdemokratiske mandater med blandt andet Pernille Rosenkrantz-Theil, Peter Hummelgaard Thomsen, Yildiz Akdogan og Mette Reissmann.

Ved sidste valg fik det fjerde mandat til Mette Reissmann ved bare 2.962 personlige stemmer, men næste gang bliver det uden Helle Thorning-Schmidt, der trak 42.000 personlige stemmer, og derfor må det forventes, at antallet af personlige stemmer, der skal til for at blive valgt stiger betragteligt.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet