Bornholmerne forlader folkeskolen i hobetal

Folkeskoleflugten sætter nye højder på Bornholm, hvor ikke mindre end 40,8 procent af alle nye 0. klasse-elever sidste år valgte en privatskole
Privatskolerne vinder stadig større andel af det samlede elevtal over hele landet. Ifølge den nyeste opgørelse fra 2017 går i alt 17,5 procent af alle danske skoleelever nu på privatskole. Mod 17,0 procent i 2016.

Det er normalt 7.- 9. klassetrin, som trækker flest elever til landets privatskoler, men tilstrømningen til 0. klasse følger også godt med, når man kigger på landsgennemsnittet. På Bornholm er udviklingen nærmest eksploderet. Her gik 40,8 procent af alle 0. klasse-elever i privatskole i 2017, mod 32,2 procent året før. Altså en stigning på 8,6 procentpoint på blot et enkelt år.

I 2007 var det blot 19,2 procent af 0. klasserne, der gik på privatskole i Bornholm. Men dét tal er på ti år altså mere end fordoblet til 40,8 procent.

Totalt set gik 33,1 procent af alle skoleelever i privatskole på Bornholm i 2017. Mod 30,8 procent året før.

Kilde: Danmarks Statistik

Stopfyldte bornholmske privatskoler har ikke plads til flere

Tilstrømningen til privatskolerne på Bornholm er så massiv at privatskolerne langt fra kan følge med efterspørgslen.

Et rundspørge foretaget af Bornholms Tidende viser at øens privatskoler således har afvist omkring 75 elever, som var skrevet op på venteliste til plads i 0. klasse.

”Omkring to tredjedele af børnene på ventelisten bor i dag i Københavns-området. Jeg har folk stående på venteliste, der siger, at de har bolig på Bornholm på plads, og også godt vil kunne få et arbejde, men at de ikke flytter til Bornholm, fordi de ikke kan få børnene ind på den skole, hvor de gerne vil have dem”, siger skoleleder på Svaneke Friskole, Mathilde Lissau, til Bornholms Tidende 2. august.

Skoleleder Kira Lintrup Jensen fra Friskolen Østerlars bekræfter tendensen og peger på at privatskolen ganske enkelt ikke har kapacitet til flere elever: ”Vi har haft stigende søgning i de seneste år. Med 145 elever har vi rent fysisk ikke plads til flere."

"Utroligt presset på økonomien"

Borgmester Winni Grosbøll, Bornholms Regionskommune, peger på, at den store andel af privatskole-elever på Bornholm ikke mindst hænger sammen med de senere års skole-nedlæggelser:

"Landstendensen går mod flere privatskoleelever, men det spiller selvfølgelig ind på tallene, at Bornholm i rigtig mange år har været utrolig presset på økonomien. Ikke bare presset, men rigtig presset. Derfor har vi måttet lukke en del folkeskoler. Der ud over har vi haft et faldende børnetal. Så de sidste ti år er der lukket rigtig mange skoler, og det giver sig så udslag i, at andelen af privatskole-elever er steget betragteligt," siger Winni Grosbøll til Netavisen Pio.

"Vi har jo set, at hver gang vi lukker en kommunal skole, så dukker der de fleste af stederne en privatskole op. Det spiller ind, at det de senere år er blevet nemmere og nemmere at drive og starte en privatskole op. Uroen omkring folkeskole-reformen og aftalen om lærernes arbejdstid har været med til at forstærke udviklingen. Læg dertil at Bornholm de sidste 25 år har haft en tradition for friskoler."

Hvad gør I for at få folk tilbage til folkeskolen?

"Vi forsøger hele tiden at lave en god folkeskole. Vi renoverer skolerne, vi laver nye ventilationssystemer, vi sætter ind med et godt indeklima. Vi har lavet en ny lokalaftale, der gerne skulle bidrage til større arbejdsglæde blandt folkeskolelærerne. Og så er vi løbende i dialog både med dem, der benytter folkeskolen, men også med dem, der har valgt den fra. For at lære hvordan vi kan blive bedre."

Hvad er Jeres mål?

"Vi vil gerne ned på at maksimalt 25 procent af skoleeleverne går i privatskole. Der er lang vej igen, men det er vores mål," siger Winni Grosbøll.

Lærerforening: Politikerne lover ro

"Jeg tror på den bornholmske folkeskole," siger formanden for Bornholms Lærerforening, Christian Faurholdt Jeppesen, til Netavisen Pio.

"Vi har været igennem en meget turbulent periode, hvor over halvdelen af de bornholmske folkeskoler er blevet lukket. Vi har i det forløb været igennem en periode med distriktsskoler, hvor en ledelse havde flere skoler under sig. Den model var ikke nogen videre succes. Men nu har vi seks folkeskoler tilbage med hver sin ledelse. Politikerne har lovet os, at der nu er ro, og at vi sammen arbejder på at konsolidere hver af de seks skoler - og give skolerne ro til at skabe hver deres særlige profil. Og så har vi lavet en fornuftig arbejdstidsaftale med regionskommunen. Det peger alt sammen fremad. Jeg tror på den bornholmske folkeskole, men jeg tror ikke, vi skal regne med at privatskole-andelen falder. Det handler i stedet om at konsolidere den bornholmske folkeskole, siger Christian Faurholdt Jeppesen.

Der er i dag syv privatskoler på Bornholm - og altså seks folkeskoler.

Foto: Svanekeskole.dk

 

 

 

 

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Annonce